'En klar advarsel': Heunicke tavs om centralt mink-notat

Magnus Heunickes nærmeste medarbejdere fik allerede den 7. september besked om risiko ved mink-mutation.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke . (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Centrale medarbejdere i Sundhedsministeriet har kendt til at risikoen for, at coronavirus muteret i mink kunne være resistent over for kommende vacciner siden den 7. september. Det skete i et notat, som blev lavet i Sundhedsstyrelsen.

Det fremgår af den redegørelse, som regeringen har lavet om minksagen.

DR Nyheder har spurgt sundhedsministeren Magnus Heunicke (S), om han blev forelagt notatet fra den 7. september. Det afviser han at svare på. DR har også gennem to uger forsøgt at få svar på, hvornår Magnus Heunicke for første gang blev orienteret om faren ved den muterede virus. Det har ministeriet indtil videre også afvist at svare på. Den seneste meldning er, at ministeriet vil kunne svare den 2. december.

Han vil kun forholde sig til, at Statens Serum Institut den 21. september konkretiserede deres bekymring for, at mutationerne kunne udgøre en potentiel fare for en kommende vaccine. Ifølge Heunicke blev han orienteret om dette den 22. september.

Datoerne er vigtige. For tidligere fødevareminister Mogens Jensen sagde også, at han blev orienteret den 22. september. Den 1. oktober besluttede regeringen, at coronasyge mink igen skulle aflives. Aflivningerne gik i gang igen den 8. oktoner. Og først den 9. oktober blev Folketinget blev orienteret om den muterede virus.

Forløbet var ifølge regeringens støtteparti i Enhedslisten en alt for langsom reaktion, og en væsentlig årsag til, at partiet mistede tilliden til Mogens Jensen, som endte med at trække sig som minister.

For mens regeringen tøvede, spredte coronavirus sig med hastig fart fra minkfarm til minkfarm.

En klar advarsel

Men Magnus Heunicke kan altså have fået besked om risikoen endnu tidligere. I redegørelsen fremgår det, at Sundhedsstyrelsen den 7. september havde lagt et notat på bordet i departement i Sundhedsministeriet. Departementet er den afdeling i et ministerium, der arbejder for ministeren.

DR Nyheder har bedt om at få aktindsigt i notatet hos Sundhedsstyrelsen. Det er blevet afvist med henvisning til, at det skulle bruges til at betjene ministeren.

I et uddrag af notatet, som er viderebragt i regeringens mink-redegørelse, står der:

"...den unikke minkvariant fortsat udvikler mutationer i det område af virus, som koder for ”spike-proteinet”, og som samtidig er en del af virus, som en lang række internationale vaccinekandidater er rettet imod.”

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi, Syddansk Universitet, er ikke i tvivl om, hvordan det skal forstås.

- Det er er klar advarsel om, at der er en risikabel udvikling under opsejlning, som man skal tage i opløbet. Sundhedsstyrelsen ville ikke udtale sig på den måde, hvis man ikke var nervøs for, at det kunne føre til ændringer i spikeproteinet, som kunne gøre virus mindre følsom over for antistoffer. Sundhedsstyrelsen siger det så klart, at selv folk uden faglig indsigt, burde kunne se, det er en advarsel, siger professoren.

Kritisabelt og uforståelig

Enhedslistens gruppeformand Peder Hvelplund er forundret over Magnus Heunickes manglende svar.

- Det er kritisabelt og uforståeligt, at sundhedsministeren ikke ønsker at oplyse det. Men så er det godt, at vi har indkaldt ham til et samråd i Folketinget. Der vil vi selvfølgelig også spørge ham om, hvornår han har fået viden om den advarsel, og hvorfor han ikke har informeret Folketinget om den, siger Peder Hvelplund.

Han kalder notatet fra Sundhedsstyrelsen fra 7. september for en klokkeklar advarsel.

- Det er jo en væsentlig og alvorlig advarsel om, at det her kan have konsekvenser for fremtidige vacciner. Det er klart utilfredsstillende og helt uacceptabelt, at den viden ikke bliver bragt videre til Folketinget og følgegruppen (for covid-19, red). Det har jo gjort, at vi ikke har kunnet reagere på det politisk og rejse krav om at fødevareministeren handlede på det, siger Peder Hvelplund.

Mulig næse til ministeren

Derudover er Enhedslisten også kritisk over for at Magnus Heunicke ikke fortæller Folketinget om en anden advarsel han fik den 22. september fra Statens Serum Institut om at mutationerne blandt mink kunne ’udgøre en potentiel fare for folkesundheden’.

Jeres begrundelse for at I mente Mogens Jensen skulle gå af som fødevareminister var at han ikke havde reageret på de advarsler han fik om det her den 22. september, men først handlede den 1. oktober, hvor regeringen besluttede at slå alle mink ned. Vil I også vælte Magnus Heunicke, som jo også fik advarslen den 22. september, men heller ikke reagerede på det?

- Nej, for der er den helt afgørende forskel, at det var fødevareministeren der havde handlepligten. Det var ham, som kunne reagere på den trussel, som var i forhold til mink-mutationer ved at lave begrænsninger og restriktioner i forhold til minkavlen. Mogens Jensens store svigt var, at selvom han fik de alvorlige advarsler, så reagerede han først den 1. oktober, siger Peder Hvelplund.

Derimod åbner Enhedslisten nu for at tildele sundhedsministeren en næse i Folketinget i form af en skriftlig kritik på grund af hans manglende orientering af Folketinget. Det kan ske i kølvandet på samrådet.

- Det er muligt, at vi kommer til at udtale kritik efter samrådet, siger Peder Hvelplund.

Tilbageholder oplysninger fra Folketinget

I den modsatte side af Folketinget bliver Heunicke også mødt af kritik. Liselott Blixt er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti og sidder i den følgegruppe af politikere, som løbende bliver holdt orienteret. Hun mener, det er er problem, hvis Heunicke også har kendt til problemet med minkmutationen uden at orientere Folketinget.

- Hvis man vil have gennemsigtighed og troværdighed, må man fortælle, hvornår man har vidst hvad i denne her sag. Man bliver jo nødt til at svare på, hvad man har vidst hvornår. Og det skal han naturligvis også.

Men hvad er konsekvensen, hvis han har fået det at vide den 7. september uden at orientere Folketinget?

- Det, der er vigtigt, er, om der er tilbageholdt oplysninger fra Folketinget. Det er alvorligt.

Men er det ikke lige meget, præcis hvornår Heunicke bliver bekendt med det?

- Nej, det betyder da helt klart noget. Vi skal informeres. Hvis ministeren ved besked om en mutation og mener, det kan have konsekvenser for danskerne, så skal vi have besked med det samme.

Men kunne det overhovedet have ændret noget ved forløbet?

- Jo mere man inddrager partierne, jo bedre. Så havde vi måske fået et helt andet forløb. Det er klart, når først vi i Folketinget bliver advaret så sent, så er det svært at nå at gøre noget.

Både Magnus Heunicke og Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels har afvist at stille op til interview.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk