En lang aften og nat med SF-debat

Over fire timers debat og over 100 indlæg om alt fra fodboldmetaforer og leverpostej til Matthæusevangeliet og boligejere.

Debatten forsatte til midnat med alt fra Lucky Luke til superligafodbold på SF's landsmøde i Kolding

Klokken otte startede det punkt på SF-landsmødet, der kaldes plenumdebat. Og i SF betyder det over fire timer med over 100 indlæg fra de delegerede. Emnet var frit, og det betød virkelig frit.

Rigtig mange brugte deres to minutter ved talerstolen til at takke Villy Søvndal for hans tale. For eksempel Bjarne Buhl fra SF Varde.

- Tak for en rigtig flot tale Villy. Og især tak for de 1,4 milliarder kroner, du har afsat til de psykisk syge, sagde Bjarne Buhl.

Fra Lucky Luke over superligaen til urin

Trine Pertou Mach (SF Vesterbro) brugte sin taletid på at tale om Palæstina. Poul Overlund-Sørensen (SF Bornholm) talte om, hvordan man overlever i Superligaen. Mens Balder Mørk Andersen (SF Frederiksberg) brugte gribene fra Lucky Luke som metafor for den pressehetz, han mener, har ramt SF de seneste uger.

Rigtig mange metaforer og måder at sige det på, men de fleste var enige i budskabet om, at de skulle stå sammen, eller som Leif Donsbæk sagde det så billedligt.

- Lad os slå ring og pisse ud-ad.

Rigtig debat om SF's holdning til skat

Men en af de ting, der rent faktisk var debat om, var partiets holdning til skattepolitik

Ôzlem Cekic brugte sin taletid til endnu engang at bringe boligskatterne på banen. Hun slog fast, at hun ikke ønskede at bryde den nuværende aftale med regeringen, men at det skal være muligt at diskutere, selvom de er kommet i regering

- Boligejerne skal være med til at lukke hullet i statskassen, sagde hun klart.

Mens Kasper Bjerring Søby Jensen fra Ishøj mente, at det er den helt forkerte skattepolitik at diskutere. Han vil hellere diskutere skat på arbejde.

- Vi kan godt diskutere boligskat, men det hjælper ikke, når det ikke er det, der står i regeringsgrundlaget. Kampen står om skatten på arbejde. Flest mulige kroner skal falde i bunden, færrest mulige skal falde i toppen, sagde han.

SF mangler et projekt

Nogle kritikere var der også på talerstolen. En af dem var Leif Herman. Han startede med at rose Villy Søvndal for hans tale for straks efter at kritisere den på denne måde

- Jeg håbede, du ville række en hånd ud imod de kritikere, der var i partiet. Den hånd kunne jeg ikke se.

Annika Schmidt meldte sig ind i partiet, da hun boede i New York, fordi hun følte sig tiltrukket af VIlly Søvndals projekt for fem år siden, fortalte hun. Men nu mangler hun et klart projekt fra formanden.

- Jeg har brug for et projekt, der er værd at rejse over Atlanten for. Et projekt der kan begejstre, sagde hun