Pengene triller ud af Finansministeriets kasse i disse dage. Halvanden mia. til sundhed, en halv mia. til de ældre og nu kommer så endnu en check: en mia. kroner til at ansætte flere pædagoger.
Kravet er kommet fra SF, og reaktionen kommer blandt andet efter, at pædagogernes fagforening BUPL har hævdet, at kommunerne i disse år skærer på antallet af pædagoger.
- Det har været afgørende for os i disse finanslovsforhandlinger at få flere pædagoger. Vi sætter nu penge af, så der kan være to voksne pædagoger, når institutionerne åbner og lukker, siger SFs formand Pia Olsen Dyhr.
600 flere pædagoger over fire år
Så hvor mange flere pædagoger får vi?
- 600 flere over fire år. I dag ser vi ofte, at der kun er en voksen til rigtig mange børn i ydertidspunkterne. Det vil vi kunne løfte med denne aftale.
Det særlige ved denne aftale er, at pengene bliver øremærket til flere pædagoger. Kommunerne skal søge en pulje, og først når de kan dokumentere, at pengene lander ude i vuggestuer og børnehaverne, kommer de til udbetaling.
Pengene må ikke lande i tomme kommunekasser
Det sker efter, at der tidligere har været eksempler på, at kommunerne har brugt pengene på alle mulige andre ting. Senest skete det i kølvandet på finansloven 2012, hvor der blev bevilget 500 millioner kroner til flere pædagoger. Sådan endte det langt fra. Pengene landede i vidt omfang i tomme kommunekasser.
- Det er meget vigtigt for os, at det ikke gentager sig. Kommunerne skal simpelthen dokumentere, at det går til flere pædagoger og ikke bare lander i kommunekasserne. Det var ellers et lignende krav om øremærkning af penge fra Enhedslisten i forbindelse med finansloven sidste år, der fik regeringen til at droppe en aftale med Enhedslisten.
- Det var umuligt for regeringen at acceptere, og den argumenterede med, at det var et angreb på det kommunale selvstyre. Dengang var ønsket fra Enhedslisten, at de ældre skulle i bad to gange om ugen og kommunerne måtte pænt søge om at få pengene.
En undersøgelse fra BUPL tilbage i september viste, at 43 ud af 94 kommuner skærer ned på udgifterne på børneområdet i 2015. Dermed lyder den samlede besparelse på over 100 millioner kroner i 2015, ifølge BUPL, og her er der taget højde for et faldende børnetal, så der spares altså penge på det enkelte barn.