En time efter Løkkes afgang kom dagens første opbakning til Ellemann: Her er hans støtter

Den politiske ordfører for Venstre, Jakob Ellemann, har endnu ikke meddelt, om han stiller op.

(Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Nyheden om, at Lars Løkke Rasmussen trækker sig som formand for Venstre var ikke mange timer gammel, før medlemmer af Venstre begyndte at pege på en ny formand for partiet.

Klokken 12.37 - godt en time efter Lars Løkke Rasmussens udmelding - meldte folketingsmedlem Jacob Jensen (V) ud på Twitter, at han peger på partiets politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

Jakob Ellemann har først tirsdag aften meddelt, at han stiller op som formand for partiet.

- Jeg stiller op til posten som formand for Venstre, Danmarks liberale parti, siger han. Jeg tror, at der er et bredt ønske i vores parti om at forlige de stridende parter, der har været, og så starte forfra, siger han til DR.

I tiden mellem Lars Løkke Rasmussens afgang og frem til i dag har en række Venstre-folk allerede tilkendegivet deres støtte til ham.

Se hvem her.

1

Morten Dahlin

Venstres indfødsretsordfører, Morten Dahlin, melder sin støtte til Jakob Ellemann-Jensen, få minutter efter at den politiske ordfører har annonceret sit kandidatur.

2

Karsten Lauritzen

Karsten Lauritzen. Fotograferet på sit kontor i Skatteministeriet. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen © Scanpix)

Den tidligere skatteminister, der har været blandt Kristian Jensens støtter i formandskampen i Venstre, siger i et interview i Politiken, at det optimale for Venstre vil være at få Jakob Ellemann-Jensen som formand.

Han peger desuden på Inger Støjberg som kommende næstformand - og så vil han gerne selv være partiets gruppeformand.

3

Claus Hjort Frederksen

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Den tidligere finans- og forsvarsminister var en af Lars Løkke Rasmussens trofaste støtter og fortalere og kæmpede tilsyneladende med næb og kløer for den nu afgåede formand så længe som muligt. Men i en SMS udtrykker han søndag eftermiddag sin støtte til Ellemann-Jensen.

- I kan citere mig for, at jeg støtter Jakob Ellemann. Han vil blive en god formand for Venstre, skriver han.

4

Sophie Løhde

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Sophie Løhde har her til eftermiddag også udtrykt sin støtte til Jakob Ellemann-Jensen i et opslag på Facebook.

- Jeg peger på Jakob Ellemann-Jensen. Han kan samle. Men han er også både dygtig og vellidt. Han er set med mine øjne den rette til at blive den næste formand for Venstre.

5

Tommy Ahlers

Den tidligere uddannelses- og forskningsminister skriver nu på Twitter, at han også giver sin støtte til Ellemann-Jensen.

6

Lars Christian Lilleholt

(Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

En af Lars Løkkes tro støtter, den nu tidligere energi-, forsynings- og klimaminister, peger også på Ellemann-Jensen i dag.

- For mig at se er han det absolut bedste bud overhovedet. Han er det stærkeste kort, vi har i Venstre, siger han.

- Han har det format, den karisma og den udstråling, der skal til. Og så kender han det politiske kompas, siger han.

Han har ikke noget bud parat på en næstformand, men adspurgt får Inger Støjberg ros med på vejen:

- Det kunne sagtens være Inger Støjberg. Jeg synes, det er vigtigt, at hun får en central plads i Venstres ledelse. Hun repræsenterer noget meget stærkt.

7

Bertel Haarder

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Politiken har ligeledes fået en SMS fra Bertel Haarder, der også peger på Jakob Ellemann-Jensen og håber, han er den eneste kandidat, så partiet undgår et kampvalg.

8

Morten Løkkegaard

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Venstres spidskandidat til forårets valg til Europa-Parlamentet har søndag aften også udtrykt sin støtte til Jakob Ellemann-Jensen som Venstre-formand.

- Jeg håber, at Jakob Ellemann-Jensen beslutter sig for at kandidere til formandsposten. Jakob har det, der skal til: Begavelse, rummelighed, int. horisont, og...ikke mindst: god humor, skriver han på Twitter.

9

Jacob Jensen

- Han kan samle partiet og bringe os videre, skriver folketingsmedlem Jacob Jensen på Twitter.

10

Michael Aastrup

- Jeg mener personligt, at Jakob Ellemann vil være det bedste bud som formand for vores parti, skriver folketingsmedlem Michael Aastrup.

11

Martin Geertsen

- Håber og tror, at vi kan samles om Jakob Ellemann som ny høvding i Venstre, skriver folketingsmedlem Martin Geertsen.

12

Marcus Knuth

(Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Nu er plasteret ligesom revet af såret, og så er der forhåbentlig fri kørebane for Jakob Ellemann-Jensen, som jeg i hvert fald gerne ser som vores kommende formand - og selvfølgelig også som vores kommende statsminister, siger folketingsmedlem Marcus Knuth til TV2 Øst.

13

Carsten Kissmeyer

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Carsten Kissmeyer var en af de første i folketingsgruppen, der opfordrede partiledelsen til at trække sig. Og nu peger han også på Ellemann-Jensen som en ny formand.

- Ellemann er mit bud på en ny formand. Jeg tror, han kan samle partiet, siger Carsten Kissmeyer.

14

Stephanie Lose

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Formanden for Danske Regioner har søndag eftermiddag også fortalt, at hun støtter Ellemann-Jensen til formandsposten.

- Jeg tror, som mange andre har været ude og sige, at Jakob Ellemann-Jensen vil være den rigtige til den opgave, skriver hun i et opslag på Facebook.

15

Ulrik Wilbek

(Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Jeg synes, det ligger lige til højrebenet. Han er ung, han er begavet, intelligent, han er formidlingsstærk. Han er inde i politik på et meget højt plan. Han er en vældig dygtig fyr, siger Ulrik Wilbek, Venstre-borgmester i Viborg, til TV Midtvest.

16

Kåre Harder Olesen

Kåre Harder Olesen, der er Venstres gruppeformand i Ballerup Kommunalbestyrelse og 2. viceborgmester i kommunen sender også sin opbakning til Ellemann, efter at han fået katten ud af sækken.

17

Anni Mathiesen

Anni Mathiesen, der er valgt i Sønderjylland, har også rosende ord til Jakob Ellemann-Jensen:

- Jakob favner bredt i gruppen, og han har de menneskelige egenskaber til at klare opgaven som formand, siger hun til Jyllands-Posten.

18

Christian Møller-Nielsen

Regionsrådsmedlem i fra Region Midtjylland, Christian Møller-Nielsen, ser også gerne den unge Ellemann tage over.

- Han er dygtig, vellidt, har den rette baggrund og er meget troværdig. Og så er han både fræk, kæk og har hjertet med sig i politik. Jeg krydser meget fingre for, at han også har lysten til at blive formand, siger han til Jyllands-Posten.

19

Jørgen Winther

- Han er en samlende figur og god til at lytte. Jeg tror på, at han er bedre til at inddrage flere til de politiske udspil end den afgående formand, siger Jørgen Winther, Venstre-medlem fra Randers i regionsrådet i Region Midtjylland, til TV2 Østjylland.

20

Preben Bang Henriksen

(Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Formand for Retsudvalget Preben Bang Henriksen kunne ikke vente på Lars Løkke Rasmussens udmelding, før han for fire dage siden pege på Jakob Ellemann:

- Der er heldigvis masser af gode kræfter i Venstre, som vil blomstre op, hvis de får muligheden for det. Personligt kan jeg selvfølgelig ikke undlade at bemærke, at Jakob Ellemann-Jensen umiddelbart vil være mit bud.

21

Ib Lauritsen

(Foto: henning Bagger © Scanpix)

Venstre-borgmesteren i Ikast-Brande nævnte også Jakob Ellemann som afløser, da han den 27. august kritiserede det eksisterende formandskab i form af Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen:

- Jeg er ikke i tvivl om, at alle pile peger på Jakob Ellemann-Jensen, så det er nok også det, jeg vil sige, lød det fra ham.

22

Lars Krarup

(Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

- Jeg kan godt høre, hvad rigtig mange taler om: at tiden måske er til den næste Ellemann. Jeg vil ikke afvise, at det er den rigtige model. I hvert fald har Jakob Ellemann gjort sig parat over flere år i Folketinget og er en vellidt og dygtig mand. Jeg tror på mange måder også, at han kunne være et godt bud, siger Herning-borgmester Lars Krarup (V) til TV2.

23

Erling Bonnesen

(Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Jakob Ellemann-Jensen bliver nævnt af mange, og han vil være et godt bud som formand. Jeg forholder mig til, at både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen selv har valgt at gå, så nu er de fortid, og jeg holder ikke nogen op imod de to. Nu skal vi se fremad, siger Erling Bonnesen til TV2 Fyn.

24

Kenneth Muhs

Borgmesteren i Nyborg, Kenneth Muhs, peger også på Jakob Ellemann-Jensen som ny formand:

- Jeg håber, at Jakob Ellemann-Jensen vil påtage sig opgaven, siger han til DR.

25

Karsten Längerich

En anden Venstre-borgmester, der peger på Jakob Ellemann-Jensen til formandsposten er borgmesteren i Allerød, Kasten Längerich.

- Jeg bakker fuldt op om, at Jakob Ellemann-Jensen bør blive Venstres næste formand og Danmarks næste statsminister, skriver han blandt andet i et opslag på Facebook.

26

Mads Fuglede

- Efter stormen kommer der heldigvis roligere dage, indleder folketingsmedlem for Venstre Mads Fuglede sit opslag med på Facebook. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Venstre-politikeren Mads Fuglede melder sig i rækken af V-profiler, der peger på Jakob Ellemann-Jensen som formand, og i hans sind er der ingen tvivl om, at det er ham, der er den næste formand for Venstre, skriver han i et opslag på Facebook.

- Han er lun, vidende, ærlig, loyal og ordholden. Jeg ville, uden at tøve, købe en brugt bil af ham, og ville aldrig være bange for, at den trak for meget til hverken højre eller venstre, skriver Mads Fuglede.

27

Roser udefra

Jakob Ellemann-Jensen får ikke kun ros fra sine partikammerater, der peger på ham.

Tidligere folketingsmedlem og justitsminister for Venstre Søren Pind taler også varmt om ham.

Fra en mere uventet kant er der et tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten - nemlig Pelle Dragsted - der hepper på Jakob Ellemann.

- Tror han er mindre i lommen på storlandbrugslobbyen og Dansk Folkeparti end andre mulige kandidater, skriver Pelle Dragsted på Twitter.

Listen over Venstre-medlemmer, der indtil videre peger på Ellemann, baserer sig på udmeldinger på sociale medier og udtalelser til medier.