Endeligt grønt lys: De første ejendomsvurderinger er på trapperne

Systemet har været udskudt flere gange, men nu får de første 50.000 boligejere en ny vurdering.

De første af de nye ejendomsvurderinger bliver sendt af sted i september. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix Denmark)

Efter flere års venten er de første ejendomsvurderinger fra nyt system klart til at blive sendt ud.

Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

I første omgang er der tale om 50.000 boligejere, der får en ny vurdering. De vil blive udsendt i september, og der er tale om ejere af villa- og rækkehuse.

Resten af vurderingerne vil blive udsendt i etaper fra 2022.

- For første gang siden 2011 er vi nu klar til at sende nye ejendomsvurderinger ud til boligejerne.

- Der er ingen tvivl om, at det har været et langt sejt træk at nå hertil, men så meget mere positivt er det, at vi nu er, hvor vi skal være. Nu kan vi se frem til, at de nye vurderinger bliver udsendt til danskerne, siger skatteminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.

Det nye ejendomsvurderingssystem har givet hovedpine de sidste mange år.

Det gamle system var fyldt fejl, og derfor har vurderingerne været fastfrosset siden 2011.

Der har længe været arbejdet på et nyt system, men det er gang på gang blevet ramt af forsinkelser og højere omkostninger.

Det har haft den konsekvens, at det igen har udsat implenteringen af et nyt boligskattesystem.

Men i pressemeddelelsen skriver ministeriet, at man holder fast i, at det nye boligskattesystem kan være i gang fra 2024.

It-tilsynet, som holder opsyn med projektet, skriver dog i et tilhørende bilag, at der stadig er problemer og risiko for forsinkelser.

- Der er samlet set tale om et program med høj risiko for forsinkelser og fordyrelser, men det vurderes at kunne håndteres, skriver tilsynet.

I pressemeddelelsen fremgår det, at ministeren vil bede Folketinget om flere penge til at få projektet i mål til efteråret.

- Jeg har fra starten sagt, at jeg først vil trykke på knappen, når It-tilsynet har givet grønt lys. Og det har de så nu, siger Morten Bødskov.

Nu får de pengene tilbage

Der er også godt nyt til de danskere, som har betalt for meget i boligskat siden 2011 på grund af de fejlbehæftede ejendomsvurderinger.

Nuværende og tidligere ejere af cirka 715.000 ejendomme kan forvente at være omfattet af tilbagebetalingsordningen.

Og i alt skal de mange boligejere have 14 milliarder kroner tilbage. Har man betalt for lidt i boligskat, skal man ikke tilbagebetale forskellen.

I pressemeddelelsen står der, at det skønnes foreløbigt, at der i gennemsnit skal tilbagebetales cirka 19.500 kroner skattefrit og inklusiv rente per ejerbolig.

(© Skatteministeriet)

Politikere glade: Det er glædens dag

Og på Christiansborg er politikerne glade for, at systemet nu endelig ser ud til at virke.

Radikale Venstres skatteordfører, Kathrine Olldag, kalder i dag for en 'glædens dag'.

- Vi har ventet i 10 år på, at her kom op at køre. Jeg tror alle boligejere i Danmark i virkeligheden burde tage sig en kold øl eller et glas bobler i aften. For der er virkelig noget at fejre, siger hun.

Også hos Liberal Alliance er man positive over for, at tidsplanen nu kører.

- Så længe, der er et flertal i Folketinget, som gerne vil have løbende skat på boliger, så skal man jo have et system, der kan vurdere de boliger ordentligt. Og det ser ud til, at man er på rette vej.

- Bedømt på det, vi får at vide af de embedsmænd, der har med det at gøre, og ministeren, så ser det ud til, at vi nu er ved at have et system, som kan vurdere værdien af vores boliger, og de grunde, der er under vores boliger, på en måde, som kan fungere i fremtiden, siger Liberal Alliances skatteordfører, Ole Birk Olesen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk