Endnu en minister henter embedsmand med fortid i Socialdemokratiet

En række ansættelser af røde pressechefer er 'fordækt hykleri', kritiserer professor.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) får sin tidligere rådgiver Gry Möger Poulsen som kommunikationschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Den socialdemokratiske regering er blevet kritiseret for at udskifte det ellers partipolitisk neutrale embedsværk med en række folk med en fortid i Socialdemokratiet.

Og nu får endnu et ministerium en ny kommunikationschef med tråde til partiet, nemlig Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Gry Möger Poulsen var politisk rådgiver for Dan Jørgensen (S), da han sad i Europa-Parlamentet og er tidligere formand for SF Ungdom. Hun bliver nu kommunikationschef i Klimaministeriet. (Foto: PR © Scanpix)

Den 1. november tiltræder 31-årige Gry Möger Poulsen i en stilling som kommunikationschef for klimaminister Dan Jørgensen (S) - som hun tidligere har været politisk rådgiver for. Ministeriets tidligere kommunikationschef er blevet flyttet til en stilling som souschef.

Det er endnu ikke offentliggjort, men ministeriet bekræfter ansættelsen over for DR Nyheder.

Dermed har syv ud af de ni nye presse- eller kommunikationschefer i ministerierne politisk tilknytning til de socialdemokratiske ministre.

Gry Möger Poulsen blev i 2013 ansat som politisk rådgiver for Dan Jørgensen, da han sad i Europa-Parlamentet.

Hun kommer fra et job som strategichef i Vestas og har tidligere været formand for Socialistisk Folkepartis Ungdom.

I 2013 meldte hun sig ud af SF og ind i Socialdemokratiet. Det samme gjorde hendes bror, tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen, der siden blev chef for Socialdemokratiets politiske afdeling.

Professor: Det er noget fordækt hykleri

Gry Möger Poulsen er den syvende person med en rød partipolitisk fortid, som har fået job i embedsmandsstillinger i forskellige ministerier.

I søndags kunne Berlingske berette, at seks personer med tætte bånd til socialdemokratiske ministre siden valget har fået job som presse- og kommunikationschefer i forskellige ministerier. Det udløste en kritik fra både eksperter og oppositionspolitikere.

De seks ministerier afviste over for Berlingske, at der skulle være tale om politiske ansættelser - eller at de nye presse- og kommunikationschefers politiske fortid skulle have haft en positiv betydning for deres ansættelse.

Klimaministeriet understreger over for DR Nyheder i dag, at det ikke er Dan Jørgensen, der har ansat Gry Möger Poulsen, men departementet.

Men den forklaring giver Tim Knudsen, professor emeritus ved Statskundskab på Københavns Universitet, ikke meget for.

- Det er jo rent skuespil, når man siger, at det er departementet. Det er værd at minde om, at formelt er ministeren øverste personalechef i ministeriet.

- Enhver kan jo sige sig selv, at hvis ikke ministeren personligt har været inde i den her sag, så har de ansættende embedsmænd jo skelet til, hvad ministeren - i dette tilfælde Dan Jørgensen - forventer, siger Tim Knudsen og tilføjer:

- Vi skal have rene linjer, og vi skal være klar over, hvad det er for nogle ansættelser. Jeg synes, det andet er noget fordækt hykleri. Hvis jeg skal svinge mig helt op, vil jeg sige, at det er usundt og giver mistillid til politikere og dermed til demokratiet.

'En glidebane mod partipolitisering af embedsmandskorpset'

Tim Knudsen har ikke noget imod, hvis ministrene ønsker flere partipolitiske rådgivere - men så skal ansættelserne ske "med rent flag", siger han. Ellers risikerer man i hans optik "en glidebane mod partipolitisering af embedsmandskorpset".

De syv nye presse- og kommunikationschefer er embedsmænd - og det betyder blandt andet, at deres stillinger på papiret er uafhængige af, hvem der sidder på ministerposten.

- Det rejser det problem, at vi ikke ved, hvad der sker, hvis vi får en borgerlig regering. Så står man jo med medarbejdere, som man kan tænke sig, at en borgerlig regering ikke har tillid til, siger Tim Knudsen og foreslår, at de i stedet ansættes som særlige rådgivere:

- Hvis de havde været særlige rådgivere, så vil de simpelthen miste deres stillinger, hvis regeringen gik af. Det vil give en meget klarere og enklere løsning på det her, siger Tim Knudsen.

Det har hverken været muligt at få en kommentar fra Gry Möger Poulsen eller Dan Jørgensen.

I et skriftligt svar oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, at Gry Möger Poulsen var den bedst kvalificerede i et stærkt felt af 24 ansøgere til at lede et nyt center for vision og strategi, som skal omforme regeringens visioner på klimaområdet til konkrete strategier.

- Der er søgt efter en ny stærk profil til centeret, som kan stå i spidsen for opgaven med at tænke strategi og kommunikation sammen, og som har drive og gennemslagskraft til at skabe de forandringer, som den grønne omstilling kræver, skriver ministeriet.