Energiminister ærgrer sig over afblæst skifergas-projekt

Det kunne være blevet en guldgrube for Danmark, hvis der havde været nok skifergas i den danske undergrund, mener energiministeren.

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) havde håbet, at der var mere skifergas i den danske undergrund. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Der vil ikke blive boret efter den omstridte skifergas i Nordjylland.

Det står klart, efter det franske energiselskab Total og dets danske samarbejdspartner, Nordsøfonden, i dag har meddelt, at det ikke vil forny sin licens til at lede efter gastypen i Vendsyssel.

Prøveboringer har nemlig vist, at der ikke er nok skifergas i den nordjyske undergrund til, at det kan betale sig for selskabet, og det ærgrer energi og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

- Jeg havde håbet på, at der var skiftergas i den danske undergrund. Det kunne være blevet et meget stort økonomisk eventyr for Danmark, siger han.

Siden Total og Nordsøfonden i 2010 fik grønt lys til at bore efter skifergas i både Nordjylland og Nordsjælland, har der været stor debat om de miljømæssige konsekvenser af boringer.

Det skyldes ikke mindst den omstridte boringsmetode, den såkaldte fracking, hvor man sprøjter en blanding af vand, salt og kemikalier ned i jorden gennem et borehul.

Det fik mange af de lokale i Vendsyssel til at protestere over boringerne.

Ekspert: Ingen nye boringer i fremtiden

Planerne om at bore efter skifergas i Nordsjælland er tidligere blevet droppet.

Og selvom der stadig er skifergas i den danske undergrund, skal man dog ikke forvente, at andre energiselskaber vil prøve lykken i den nærmeste fremtid, lyder det fra en ekspert.

- Tager man usikkerheden og den nuværende lave oliepris i betragtning, så bliver det nok svært at få nogen til at interessere sig for det i det næste stykke tid, siger Peter Britze, der er statsgeolog ved GEUS.

Facebook
Twitter