Energiudspil: Regeringen skruer ned for danskernes elregning

Elregningen skal sænkes, og havvindmøller skal rejses. Sådan lyder to centrale punkter i regeringens energiudspil.

Elregningen skal sænkes og så skal der etableres en helt ny havvindmøllepark. Sådan lyder det blandt andet i regeringens nye energiudspil. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen kunne regeringen i dag løfte sløret for det samlede energiudspil – Energi til et grønt Danmark.

Udspillet skal ifølge regeringen ses som et skridt i retningen mod målet om, at halvdelen af Danmarks energiforbrug skal dækkes af vedvarende energi 2030.

Som et af hovedelementerne i udspillet lægger regeringen op til at sænke danskernes elregning.

- Der skal være billigere energi for den enkelte og fællesskabet.

- Den grønnne strøm bliver billigere og mere attraktiv for borgerne, siger Lars Løkke Rasmussen.

Hvis det lykkes regeringen at samle et politisk flertal, der støtter udspillet, vil danskerne fremover kunne se frem til en besparelse på 25 øre per kilowatt-time.

Dermed lander prisen for en kilowatt-time på 66 øre, og ifølge regeringen skal afgiftssænkelsen indfases fra 2019 til 2025.

Ifølge udspillet vil der indføres "umiddelbare samlede lempelser af afgifter på el og elvarme med i alt ca. 3,5 mia. kr. i 2025"

Ny havvindmøllepark

Under dagens præsentation i spejlsalen blev statsministeren flankeret af tre fagministre. Både energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, erhvervsminister Brian Mikkelsen og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille var til stede i spejlsalen.

Som led i energiudspillet lægger regeringen samtidig op til at opføre en helt nu havvindmøllepark.

- Vi vil bygge en af verdens største havvindmølleparker i Danmark, der vil kunne producere nok grøn strøm til at kunne forsyne Danmarks syv største byer med klimavenlig el året rundt, siger Lars Christian LIlleholt.

Ifølge regeringens beregninger vil møllerne i den planlagte park levere så meget strøm til det danske marked, at det svarer til strømforbruget i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Randers og Kolding - til sammen.

Den nye vindmøllepark vil forøge produktionen af strøm fra havvind med cirka en tredjedel, vurderer regeringen, og det vil øge andelen af vedvarende energi med to procentpoint.

Facebook
Twitter