Engel-Schmidt stopper på Niels Brock efter sag om narkokørsel

Venstrepolitikeren er færdig som udviklingsdirektør på handelsskolen Niels Brock.

Jakob Engel-Schmidt stopper også med at være en del af panelet på eftermiddagsprogrammet 'NEWS & Co'. (Foto: © Sara Gangsted, Scanpix)

Efter det er kommet frem, at Jakob Engel-Schmidt sidste sommer blev taget i at køre bil med kokain i blodet, begynder konsekvenserne at ramme venstrepolitikeren.

Handelsskolen Niels Brock oplyser, at han stopper med øjeblikkelig virkning i sin stilling som udviklingsdirektør.

- Det er kommet fuldstændig bag på os, og vi er naturligvis kede af det på Jakobs vegne. Det er en stor både personlig og professionel tragedie, siger administrerende direktør på Niels Brock Anya Eskildsen i en pressemeddelelse.

Niels Brock udtaler sig af princip ikke i personalesager, men bekræfter, at der er indgået en fratrædelsesaftale med Jakob Engel-Schmidt.

Den 1. oktober gik han på orlov fra folketingsgruppen Venstre for at begynde som udviklingsdirektør.

Ude af debatprogram på TV 2 News

Også TV 2 News meddeler, at Jakob Engel-Schmidt ikke længere skal være en del af panelet i eftermiddagsprogrammet 'News & Co.', hvor han så sent som i mandags sad med og debatterede dagens store historier.

Chefredaktør på TV 2 News Ulla Pors oplyser til tv2.dk, at samarbejdet ophører på baggrund af sagen om narkokørsel.

- Jakob Engel-Schmidt har været en del af vores panel på 'News & Co.', og vi har sagt til ham i dag, at det kan han ikke fortsætte med foreløbig. Det er selvfølgelig et problem for vores program. Lige nu skygger den her sag og dens omstændigheder for, hvad han i øvrigt måtte sige som medlem af et panel, siger hun.

Sagen kom frem, da Ekstra Bladet via aktindsigter kunne fortælle, at Venstrepolitikeren er blevet frakendt kørekortet ubetinget i tre år og skal have en bøde, efter at han blev taget af politiet i København i juli 2017.

På Facebook har Jakob Engel-Schmidt efterfølgende selv bekræftet historien og oplyst, at det var kokain, han havde i blodet.

Betjente fattede mistanke til Venstre-politikeren, da han på Lyngbyvej i København blev stoppet på grund af en lygtefejl.

Da Jakob Engel-Schmidt forlod Folketinget sidste år var begrundelsen, at han havde fået jobbet som udviklingsdirektør på Niels Brock.

- Jeg har fået en helt unik mulighed for at arbejde videre med nogle nye spændende projekter på Niels Brock, som jeg har valgt at takke ja til.

- Det er en af de sværeste beslutninger at forlade Folketinget, men jeg føler, at tiden er inde til at prøve noget nyt, sagde han i en pressemeddelelse fra partiet Venstre.

Det er ikke lykkedes DR Nyheder at få en kommentar fra Engel-Schmidt. Herunder kan du se Facebook-opslaget fra i aftes:

Sagen om narkokørsel

  • I juli 2017 bliver Jakob Engel-Schmidt taget af politiet for at have kørt bil med ulovlige stoffer i blodet. Han får frakendt kørekortet ubetinget i tre år og skal betale en bøde.

  • Jakob Engel-Schmidt sad stadig i Folketinget for Venstre, da han blev stoppet.

  • I begyndelsen af september 2017 meddeler Jakob Engel-Schmidt og Venstre, at han tager orlov fra Folketinget den 1. oktober for at blive udviklingsdirektør på handelsskolen Niels Brock.

  • Den 6. februar 2018 kan Ekstra Bladet via aktindsigter bringe historien om narkokørslen.

  • Den 7. februar meddeler Niels Brock, at Jakob Engel-Schmidt stopper som udviklingsdirektør.

  • Samme dag oplyser TV 2 News, at han ikke længere skal være en del af panelet i eftermiddagsprogrammet 'News & Co.'