Enhedslisten foreslår gratis mundbind til borgere med få penge

Forslaget kommer på baggrund af Sundhedsstyrelsens anbefaling om mundbind ved trængsel i kollektiv trafik.

Enhedslisten mener, at blandt andet førtidspensionister skal kunne hente masker gratis på apoteket. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Det kan blive dyrt for nogle grupper i samfundet at tage den kollektive trafik, hvis de skal bære mundbind.

Det mener Enhedslisten, der nu vil gøre mundbind gratis for nogle af de borgere, der har færrest penge.

- Vi mener, at der skal stilles mundbind til rådighed for lavindkomstgrupper. Det må være sådan, at de også har råd til at tage den kollektive trafik, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.

Helt konkret ønsker Enhedslisten at bevillige mundbind til blandt andet pensionister, førtidspensionister, studerende og personer på integrationsydelse.

- Vi forestiller os, at de får en engangsbevilling, som gør det muligt for at dem at hente masker gratis på apoteket, siger Peder Hvelplund.

- Vi skal bærer masker, fordi vi gerne vil inkludere de sårbare i den kollektive trafik. I den sammenhæng må vi ikke ekskludere en anden gruppe ved at lade dem betale for dyre mundbind, siger Enhedslistens ordfører.

SF presser Sundhedsministeren

SF's Sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen forsøger at presse sundhedsministeren. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det er ikke alene Enhedslisten, der mener, at det kan være et økonomisk problem for nogle samfundsgrupper at begå sig i den kollektive trafik efter en anbefaling om mundbind.

SF ser også problemet.

- Hvis man benytter sig meget af den kollektive trafik, så kan udgifter til masker blive en stor økonomisk byrde, siger partiets sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen.

Ifølge Kirsten Normann Andersen er det ikke første gang, at SF har forsøgt at rejse problemstillingen overfor sundhedsminister Magnus Heunicke.

- Vi har allerede sagt til sundhedsministeren, at vi bliver nødt til at finde en løsning til de borgere, der ikke har penge nok til at købe mundbind, siger hun.

SF har endnu ikke lagt sig fast på, om mundbind skal være gratis, eller om der blot skal være tale om et tilskud.

- Der skal findes en løsning, om det er bevillinger eller et tilskud, det må vi finde ud af. Det vigtigste er, at vi finder en løsning, siger SF’s sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen.

S: Lige nu er det ikke et problem

Rasmus Horn Langhoff vil holde øje med prisudviklingen på mundbind. (Foto: Philip Davali © Philip Davali)

Socialdemokratiet ser dog ikke det problem som SF og Enhedslisten tegner.

- Vi kan ikke se, at det her kommer til at ramme folk hårdt udgiftsmæssigt, siger Rasmus Horn Langhoff, der er Socialdemokratiets sundhedsordfører.

Han understreger dog samtidig, at det vil være noget som regeringen vil være opmærksom på, hvis der skulle være tilfælde af borgere, der ikke havde råd til købe mundbind.

Især hvis den stigende efterspørgsmål på mundbind resulterer i højere priser.

- Vi holder øje med prisudviklingen og lagerudviklingen og følger det meget nært. Det her må ikke blive en situation, som vi oplevede det med håndsprit, hvor det blev udsolgt i supermarkederne og blev solgt til overpriser.

I sådan en situation vil regeringen være parate til at gribe ind, men Langhoff kan ikke sætte et beløb på, hvad der kan udløse sådan et indgreb.

- Det skal være noget, som noget alle har råd til bruge, men jeg kan ikke slynge et beløb ud, som siger, hvad det skal koste, siger han.

Facebook
Twitter