Enhedslisten kræver kompensation til de fattigste efter reform: 'Den er bundhamrende asocial’

Børnefamilier på kontanthjælp mister 500 kroner årligt med reformaftalen, og det får Enhedslisten til at angribe S-SF for at svigte de fattigste danskere.

Pia Olsen Dyhr (SF), finansminister Nicolai Wammen (S), Sofie Carsten Nielsen (RV) og Jens Rohde (KD), da finansministeren, erhvervsministeren, beskæftigelsesministeren, skatteministeren, udlændinge- og integrationsministeren og aftalepartierne SF, Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne afholder doorstep om reformaftaler som en del af reformpakken 'Danmark kan mere I', i Finansministeriet i København, fredag den 21. januar 2022.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

De røde partier i Folketinget er røget i et regulært slagsmål ovenpå sidste uges reformaftale af arbejdsmarkedet. Regeringens egen beregning af aftalen viser nemlig, at det er de fattigste danskere, der står til at miste penge.

Aftalen betyder blandt andet, at den grønne check bliver afskaffet for alle bortset fra pensionister. Den grønne check har betydet, at folk med lavere indkomster har fået et tilskud til højere afgifter på blandt andet energi.

- Den her aftale er bundhamrende asocial, for den betyder, at de familier, der har allermindst mister penge, samtidig med at der bliver givet skattelettelser i toppen og til alle dem, som er i arbejde, siger Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.

Samlet betyder reformen i kroner og øre, at børnefamilier på kontanthjælp mister 500 kroner årligt, når reformen er fuldt indfaset i 2030. Omvendt er der en økonomisk gevinst til folk med højere funktionærløninnger. De kan se frem til godt 3.000 ekstra kroner i kassen.

Mai Villadsen (EL) langer nu ud efter både Socialdemokratiet og SF. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

- Det synes jeg simpelthen er helt uretfærdigt og rigtigt skævt. Det øger uligheden, og det forstår jeg simpelthen ikke, at socialdemokraterne og SF kan være med til, siger Mai Villadsen om reformaftalen, som regeringen indgik med SF, Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne fredag i sidste uge.

S-SF afviser kritikken

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) forsvarer reformen, som han kalder for både retfærdig og socialt afbalanceret.

- De store grupper, som står tilbage som vindere af vores tiltag er i høj grad arbejderfamilier, som både får glæde af lavere el-afgifter og lavere skat på arbejde, siger Peter Hummelgaard og fremhæver, at aftalen også betyder, at folkepensionen, førtidspensionen og seniorpensionen ikke længere nedsættes, hvis man har en ægtefælle eller samlever, der har arbejdsindkomst.

Beskæftigelsesministeren afviser samtidig kritikken fra Enhedslisten.

- Jeg synes ikke, at det er noget, som er bundhamrende asocialt.

Kun lidt asocialt?

- Nej, det synes jeg faktisk heller ikke, for der er lagt nogle tiltag ind, som faktisk kan ende med at komme kontanthjælpsmodtagere til gavn. Hvis man får bragt sig selv fra kontanthjælp og i arbejde kan man få en jobpræmie på op til 5.000 kroner, siger Peter Hummelgaard.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mener, at kritikken fra Enhedslisten er for hård. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

SFs politiske ordfører Karsten Hønge mener Enhedslisten bør se tingene i en større sammenhæng.

- Jeg ved godt, at Enhedslisten lider af kronisk tunnelsyn ved altid at fokusere på de områder, hvor man kan finde en ulighed, siger Karsten Hønge.

Han fremhæver også, at reformen gør op med modregningen for pensionister, hvis ægtefællen arbejder.

- Det er en rigtig god reform. Det er en reform, vi i SF har kæmpet for i årevis. Nu kommer den igennem, men det er rigtigt, at den isoleret set er med til at øge uligheden. Men det skulle vel ikke gøre, at vi skulle være imod det, siger Karsten Hønge og erkender samtidig, at der er elementer i aftalen, som SF ’ikke er vilde med’.

Røde linjer

Netop den økonomiske ulighed i samfundet har Enhedslisten tidligere gjort til et politisk kardinalpunkt. Eller en såkaldt rød linje i forhold til at støtte Mette Frederiksen som statsminister.

- Røde linjer er en nedre grænse for, hvad vi kan finde os i, at de gør med et andet politisk flertal, når de har os som parlamentarisk grundlag, lød det fra Enhedslistens frontfigur Pernille Skipper i 2017.

- Hvis en S-ledet regering ønsker at lave store reformer, der øger uligheden og fattigdommen markant, så er det for os en rød linje, og så må de basere deres flertal på nogle andre. Ulighed og fattigdom er hele hjertekulen hos Enhedslisten. Det løber i vores blodårer, sagde Pernille Skipper.

Hendes efterfølger Mai Villadsen konstaterer med stor utilfredshed, at den nyligt indgåede reformaftale øger uligheden – hvilket regeringens egne beregninger også viser.

Men det er 500 kroner om året. Selv for en kontanthjælpsmodtagerfamilie er det vel ikke en formue?

- Det kan godt være, at det lyder af lidt. Men for mennesker, som ikke kan få det til at hænge sammen, så betyder 500 kroner om året altså også noget. Det betyder måske, at det par vinterstøvler ikke kan blive købt, eller at julen bliver svær igen næste år. Det er jo ikke sådan det bør være i et rigt samfund som det danske, siger Mai Villadsen.

Men hvordan kan I så støtte en regering, som har lavet en aftale, du selv kalder bundhamrende asocial?

- Vi støtter bestemt ikke den her aftale.

Men I støtter regeringen?

- Vi kommer til at sætte prisen op i de kommende forhandlinger om ydelsessystemet. Der skal kompenseres for det her forhold. For det kan ikke passe, at en socialdemokratisk regering tager endnu flere penge fra kontanthjælpsmodtagere, som er blevet slået på af blå blok i årevis, siger Enhedslistens frontfigur.

Så for at I kan blive ved med at støtte regeringen, så skal de kommende ydelsesforhandlinger føre til, at kontanthjælpsfamilier mindst skal have 500 kroner mere om året?

- Sådan kan man ikke gøre det op. Vi har hele tiden sagt, at de her ydelsesforhandlinger skal trække i den rigtige retning. Og der er ingen tvivl om, at vi kommer til skærpe kravene i forhandlingslokalet det næste stykke tid, siger Mai Villadsen.

Forhandlingerne om en ydelsesreform ventes færdigforhandlet i løbet af foråret.