Enhedslisten kræver mere skat på olie

Olieselskaberne skal betale næsten 80 procent i skat for nordsøolien, foreslår Enhedslisten. I dag betaler selskaberne 70 procent.

Olieselskaberne skal betale næsten 80 procent i skat for nordsøolien, foreslår Enhedslisten. (© Maersk Oil)

Milliarderne nærmest fosser op af undergrunden og ind i regnskaberne hos A.P. Møller-Mærsk og de øvrige olieselskaber, der arbejder i Nordsøen.

Det mener Enhedslisten, som vil kradse en større del af milliarderne ind til statskassen.

- Man kan hente 2-3 milliarder kroner om året, hvis vi får beskatningen op på niveau med, hvad man har i Norge, siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen til DR Nyheder.

80 procent i skat

I dag betaler olieselskaberne 70 procent i skat af deres overskud fra Nordsøen.

Enhedslisten kræver, at en eventuel rød regering vil sætte skatterne op på samme niveau som i Norge.

Her lægger olieselskaberne næsten 80 procent af overskuddet i den norske statskasse.

Jeg kan da ikke forestille, at Socialdemokraterne og SF vil sige nej til, at vi får flere penge i kassen, og at store selskaber bidrager mere, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Danskerne er enige

En rundspørge foretaget af Gallup for Enhedslisten viser, at 3 ud af 4 adspurgte synes, det er en god idé, hvis samfundet kan få en større bid af olie-indtægterne fra undergrunden.

Den nuværende aftale om beskatning af Nordsøolien blev indgået i 2003 af Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale.

Derfor er det nødvendigt for en rød regering at få De Radikale med på idéen og genåbne aftalen.

Nej fra De Radikale

Men det er De Radikale ikke umiddelbart med på.

- Der skal være en balance mellem incitamenterne til at gå ud og hente den allersidste dråbe i Nordsøen og så en høj beskatning. Den balance er til stede i øjblikket, siger Johs Poulsen, der er miljøordfører for De Radikale.

Regeringen siger fra

Heller ikke regeringen har planer om at droppe aftalen fra 2003 og hæve skatten på Nordsøolien.

- For mig er en skatteprocent på 70 ekstremt høj. Jeg synes, man skal være inkarneret socialist for at mene, at det ikke er højt, siger klima- og energiminister Lykke Friis til DR Nyheder.

Facebook
Twitter