Enhedslisten kræver rettigheder til børn i adoptionsforhandling

Enhedslisten kræver langt mere fokus på børn i ny adoptionslov. Socialminister bakker op

(© DR)

Når Folketinget de kommende uger skal forhandle om en ny lov på adoptionsområdet, skal der langt mere fokus på børns og voksne adopteredes rettigheder, lyder et krav fra Enhedslisten.

- Vi taler enormt meget om, hvad der foregår i det land, hvor barnet kommer fra, i Danmark, og om adoptivforældrene og de biologiske forældre. Men vi kan risikere at glemme det, som det egentlig handler om, siger Enhedslistens socialordfører, Pernille Skipper, til dr.dk på en telefon fra Etiopien.

Udspillet lægger op til at give adopterede: Retten til egne papirer, retten til relation til biologiske forældre samt retten til rådgivning uden adoptivsforældrenes tilstedeværelse.

Sammen med Folketingets Socialudvalg er Pernille Skipper på studietur i Etiopien, som har været genstand for en række uheldige sager adoptionssager - netop i det østafrikanske land.

- Vi foreslår, at man nedskriver og giver barnet nogle egentlige rettigheder, som de har med sig hele vejen gennem en adoption. Det handler blandt andet om at kunne se tilbage og se sine egne papirer, siger Pernille Skipper.

EL: Følg konventionerne

Partiets udspil tager udgangspunkt i internationale konventioner, som Danmark i forvejen har underskrevet:

- Det er rigtigt, at Danmark har underskrevet konventionerne. Men det der i praksis mangler, det er at implementere dem ordentligt, siger Pernille Skipper.

Før sommerferien offentliggjorde Socialministeriet en embedsmandsrapport, der lagde op til en af tre forskellige modeller for adoptionsområdet efter de skandaleramte organitioner DanAdopt og AC Børnehjælp har været udsat for hård kritik.

Når Socialudvalget vender hjem fra Etiopien, går forhandlingerne i gang om en helt ny struktur på området. ifølge DR's oplysninger er der enighed på tværs af partierne om, at dén i højere grad skal fokusere på barnets end adoptivsforældrenes rettigheder.

Lydhør minister

- Der er rigtig mange indtryk fra Etiopien, og det er et meget kompleks området. Men det der står frem er, at alle er enige om - på tværs af Folketingets partier, på tværs af organisationer og myndigheder her i Etiopien - at vi har behov for at sætte barnet mere i centrum, når det kommer til adoptioner, siger Pernille Skipper.

Socialminister Manu Sareen (R) bakker op om Enhedslistens krav.

- Jeg er rent faktisk helt enig i, at der skal gøres noget for disse udsatte børn, siger Manu Sareen til dr.dk.

Endnu en analyse på området ventes i denne måned som optakt til forhandlingerne.

Er du enig med Enhedslisten i, at der skal meget større fokus på adoptivbørn og voksne adopterede?

- Jamen, hele den røde tråd i vores drøftelser er faktisk børnenes rettigheder. Ellers var der ingen ræson i det. Men allerede i dag er det sådan, at adoptivbørn godt kan få indsigt i deres papirer.

Socialministeren er med egne ord 'meget meget lydhør' over for at få ændret hele systemet. Han er imidlertid ikke enig med Pernille Skipper i, at Danmark ikke lever lever op til konventionerne, eftersom vores underskfit forpligter.

- Men når det er sagt, vil vi jo gerne forpligte os ud over det. Forstået på den måde, at vi vil børnenes sikkerhed, vi vil børnenes tarv. Det er omdrejningspunktet for at skabe et helt nyt system, siger Manu Sareen.

Håbet er, at Folketingets partier inden for de næste par måneder kan nå til enighed om en helt ny adoptionsstruktur.