Enhedslisten med stor klimaplan: 69 øre ekstra for en liter benzin

Det handler udelukkende om at få folk over i elbiler, siger Pernille Skipper.

Salget af elbiler i Danmark går stadig meget trægt. Det vil Enhedslisten rette op på. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Enhedslisten løfter nu sløret for en større klimaplan, der blandt andet vil gøre det dyrere at tanke benzin og diesel - helt præcis 69 øre mere per liter.

Det vil give højere brændstofafgifter for alle bilister, uanset hvor mange penge man tjener. Men partiet vil afværge social slagside ved at hæve den grønne check, målrettet lav- og mellemindkomstgrupper.

- Vi tror, at 69 øre kan have en adfærdseffekt, men uden at det rammer helt almindelige familiemennesker.

- Så forhåbentlig betyder det ikke, at der er færre penge mellem hænderne hos almindelige mennesker, men at vi hjælper til med at få omlagt vores transport til at blive mere bæredygtig, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Hun erkender dog, at alle - uanset indkomst - kan se på regningen, hvis de kører meget i deres benzin- eller diesel-bil.

- Hvis man kører meget, meget langt og slet ikke omlægger sit forbrug eller køber en elbil, så kan det ramme, siger Pernille Skipper.

Billetpriser skal sænkes

Det overordnede mål for Enhedslisten er, at bilisterne fremover vil vælge el-biler frem for benzin- og dieselbiler, og derfor vil man hæve brændstofpriserne.

- Bilparken er et kæmpe problem for klimaet, og vi skal gøre noget ved det, og det skal gå hurtigt. Men det skal være socialt balanceret og ikke ramme skævt.

- Så regningen skal sendes til dem, der sviner mest, og almindelige familiemennesker skal kunne transportere sig som i dag, siger Pernille Skipper.

Den grønne check, som Enhedslisten altså vil hæve, blev indført i 2009 for med et skattefradrag at kompensere personer i lav- og mellemindkomstgrupper for afgiftsforhøjelser på forbrug af energi og mindre sunde fødevarer.

Som en del af den nye plan foreslår Enhedslisten også, at der investeres op mod 40 milliarder kroner i den kollektive trafik over de næste 10 år. Det skal sænke billetpriserne med 30 procent fra 2020.

Samtidig skal der indføres en flyafgift, der skal være lavere for passagerer på økonomiklasse og højere for rejsende på business- eller første klasse.

S er positive

Forslagene skal alle sammen medføre, at Danmark reducerer udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med 1990. Danmarks officielle målsætning er en reduktion på 40 pct. i 2030.

Ifølge Enhedslistens beregninger vil planen betyde, at der i 2030 vil være udgifter for cirka 26 milliarder kroner og indtægter for 37 milliarder kroner.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har talrige gange sagt, at netop klimaet er et af de områder, hvor oppositionspartierne ligger meget på linje.

Ifølge Politiken er klimaordfører Jens Joel (S) grundlæggende positiv over for Enhedslistens klimaplan, men er bekymret for den sociale slagside ved afgiftsstigninger trods større grøn check.

Enhedslistens klimaplan har 78 konkrete tiltag inden for de sektorer, der er omfattet af Paris-aftalen: Transport, energi, produktion og landbrug.

Sidste år udgjorde elbiler kun én procent af det samlede salg af biler i Danmark.

Facebook
Twitter