Enhedslisten om Zornig-sag: Det var rigtigt at give Vilhelmsen en næse

Dagens advarsel til Socialministeriets departementschef er også helt på sin plads, lyder det.

Annette Vilhelmsen fik i december sidste år en såkaldt næse af Folketingets Socialudvalg for sin ageren i Zornig-sagen. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Den netop offentliggjorte advokatundersøgelse, der beskriver forløbet i den såkaldte Zornig-sag, viser, at det var helt på sin plads at give tidligere socialminister Annette Vilhelmsen (SF) en næse.

Det mener Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen.

- Advokatundersøgelsen er af høj kvalitet, og jeg er glad for, at den bekræfter, at det var en rigtig beslutning, som Folketingets Socialudvalg traf, da vi tildelte Annette Vilhelmsen en næse, siger Finn Sørensen.

Advarsel til departementschef

Socialministeriets departementschef, Jesper Zwisler, har i dag fået en advarsel af nuværende socialminister Manu Sareen (R) for sin ageren i sagen, mens to andre ledende embedsmænd får en såkaldt tjenstlig tilrettevisning.

- Der er sket meget alvorlige forvaltningsmæssige fejl og sådan set også en politisk fejl. Så det var rigtigt at give den næse, men advokatundersøgelsen bekræfter også, at der ikke var grundlag for at konkludere, at hun forsøgte at føre Folketinget bag lyset, siger Finn Sørensen.

Forud for næsen påtog Annette Vilhelmsen sig i december sidste år ansvaret for forløbet i sagen, som begyndte, da Vilhelmsen for rullende kamera lovede Lisbeth Zornig og projektet Stemmer På Kanten en million kroner.

Det skete, selvom Zornig og Stemmer På Kanten på det tidspunkt slet ikke havde ansøgt den pågældende pulje i Socialministeriet.

Advokatundersøgelsen, der er foretaget af advokat Pernille Backhausen, kritiserer Socialministeriet for inhabilitet i sagen:

De øverste embedsmænd i ministeriet burde ifølge undersøgelsen have rådført sig med Statsministeriet, inden man besluttede at hæve den pågældende pulje fra én til to millioner kroner som følge af Annette Vilhelmsens løfte til Lisbeth Zornig.

EL: Passende straf til embedsmænd

Departementschef Jesper Zwisler modtager den mildest mulige straf af sin minister, Manu Sareen, og det, finder Enhedslisten, er en passende straf.

- De sanktioner er passende. Det skal også ses i lyset af, at der trods alt er kommet noget godt ud af denne sag, og det er, at man i Socialministeriet er blevet langt mere opmærksom på, hvordan man håndterer tildeling af puljer, siger Finn Sørensen.

Han henviser desuden til, socialminister Manu Sareen i dag lægger op til strukturændringer i Socialministeriet, så lignende sager ikke risikerer at opstå i fremtiden.

- Det vil jeg holde ham fast på, siger Finn Sørensen.

Facebook
Twitter