Enhedslisten omrokerer efter miljøprofils afgang

Flere ordførerskaber skifter hænder i Enhedslisten efter Maria Reumert Gjerdings afgang.

Maria Reumert Gjerding er blevet valgt som præsident for Danmarks Naturfredningsforening, og derfor rokerer Enhedslisten rundt på en række ordførerskaber. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

I tirsdags var der skiftedag i et af Enhedslistens kontorer i Provianthuset, hvor partiets folketingsmedlemmer holder til.

Maria Reumert Gjerding, der hidtil har været partiets ordfører på blandt andet klima, miljø og grøn omstilling, er blevet valgt som præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

Hun har derfor nedlagt sit folketingsmandat, som i stedet er blevet overtaget af Øjvind Vilsholm.

I den forbindelse har partiets folketingsgruppe rykket rundt på de ordførerskaber, som Maria Reumert Gjerding tidligere sad på.

Øjvind Villsholm bliver ny natur- og miljøordfører, mens Søren Egge Rasmussen fremover skal repræsentere partiet i sager om klima, landbrug og dyrevelfærd.

Pelle Dragsted ny ordfører for grøn omstilling

Endelig får partiets økonomi- og erhvervsordfører, Pelle Dragsted, fremover også ansvar for at tegne Enhedslistens politik inden for grøn omstilling.

- Hvis vi for alvor skal i mål med den grønne omstilling, bliver vi tvunget til at integrere klimakampen bedre i alle vores øvrige politikområder.

- Derfor binder vi nu de dagsordner tæt sammen ved at gøre Pelle Dragsted til ny ordfører for grøn omstilling, siger gruppeformand Jakob Sølvhøj.

Øjvind Vilsholm bor i Farum og har været folketingskandidat for Enhedslisten siden 2010.

Han arbejder som politisk konsulent i Dansk Magisterforening og blev i efteråret for tredje gang valgt til kommunalbestyrelsen i Furesø Kommune.

/ritzau/