Enhedslisten retter kanonen væk fra regeringen

Partistøtten bør være fuldstændig åben og tilgængelig for vælgerne, mener Enhedslisten.

- Vi kan se i Venstres regnskaber, at de får støtte fra en række af Danmarks største virksomheder. Men vi kan ikke se, hvor meget Venstre modtager fra deres sponsorerer. For det vil Venstre ikke fortælle danskerne, sagde Johanne Schmidt-Nielsen i sin tale i dag. (© DR)

Enhedslisten plejer ikke at holde sig tilbage med kritik af S-R-SF-regeringen, men i partiets hovedtale på Folkemødet er kanonen rettet mod oppositionen og især Venstre.

Johanne Schmidt-Nielsen tordner især mod den skjulte partistøtte, som Enhedslisten i et nyt udspil kræver åben og gennemsigtig.

- Vi kan se i Venstres regnskaber, at de får støtte fra en række af Danmarks største virksomheder. Men vi kan ikke se, hvor meget Venstre modtager fra deres sponsorerer. Vi ved heller ikke noget om, hvad Venstres kandidater eller lokale partiforeninger får. For det vil Venstre ikke fortælle danskerne, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslistens udspil imod uigennemsigtig partistøtte betyder også, at partiet fra lørdag indrykker aviskampagne mod Venstre.

Du skylder danskerne

Kun hvis partier offentliggør beløb og afsendere på partistøtte, har danskerne mulighed for at tage stilling til den førte politik og eventuelle påvirkninger fra bidragsydere, mener Enhedslisten.

- Lars Løkke Rasmussen, kom nu ud af busken. Fortæl åbent, hvor mange penge du modtager fra de banker, du har lavet bankpakker til. Fra de olieselskaber, du har lavet en olieaftale til. Det skylder du danskerne, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

EL melder klar til samarbejde

De seneste mange måneder har Enhedslisten langet hårdt ud efter regeringen for blandt andet at føre blå politik, gøre for lidt for dagpengemodtagerne og for at indføre selskabsskattelettelser.

Og modsat de 10 år under VK-regeringen, har S-R-SF-regeringen landet en række aftaler med oppositionspartier og ikke støttepartiet.

Enhedslisten har med andre ord haft rigeligt med lejligheder til at kritisere regeringen for ikke at imødekomme deres krav. Men i talen på Folkemødet roser Johanne Schmidt-Nielsen statsministeren.

Det er den nyligt ingåede aftale om en række initiativer på dagpengeområdet, som Enhedslisten kvitterer for.

- Til Helle Thorning vil jeg sige: Jeg håber ikke, pinsens aftale var en enlig svale. Jeg håber regeringen fortsætter ad den vej. I Enhedslisten står vi klar til at samarbejde.

Ifølge DR's politiske redaktør, Uffe Tang, er det en bevidst strategi fra Enhedslisten, at man nu går efter at kritisere Venstre og oppositionen og ikke regeringen.

- Man har fundet ud af, at det nu er bedre at bruge krudt på at gå efter Venstre blandt andet ved at lave den her kampagne i aviserne. Istedet for kun at bruge tiden på at slå på Helle Thorning-Schmidt og regeringen, siger Uffe Tang.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter