Enhedslisten ryster på hovedet: 'Socialdemokratiet bør sætte Henrik Sass på plads'

S bør tage langt skarpere afstand fra deres gruppeformand, siger Pernille Skipper.

- Hvis menneskerettigheder er noget, man kan slå til eller fra fra sag til sag, så kan enhver diktator jo skrive under på dem. De skal være universelle og skal ikke bruges forskelligt, hvis det er mennesker, man er uenige med. Det er det, som udgør et demokrati, lyder det fra Enhedslistens Pernille Skipper efter udtalelser fra Socialdemokratiets gruppeformand. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det er meget bekymrende, at Socialdemokratiet har en gruppeformand, som tager så let på internationale konventioner og menneskerettigheder, og partiet bør straks få ham til at rette ind.

Sådan lyder kritikken fra Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, efter at gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) i gårsdagens udgave af TV2 News-programmet Pind & Sass blandt andet sagde, at menneskerettighedsdomstolen er 'noget af det mest ødelæggende.'

- Hvis menneskerettigheder er noget, man kan slå til eller fra fra sag til sag, så kan enhver diktator jo skrive under på dem. De skal være universelle og skal ikke bruges forskelligt, hvis det er mennesker, man er uenige med. Det er det, som udgør et demokrati, siger Pernille Skipper om Henrik Sass' udmelding.

Det har indtil videre ikke været muligt for DR Nyheder at få Henrik Sass Larsen til at udybbe sine udtalelser i programmet, som foregår som en debat mellem S-gruppeformanden og den tidligere Venstre-minister Søren Pind.

Ifølge retsordfører Trine Bramsen (S), der formulerer partiets officielle politik på området, så er Henrik Sass Larsens udtalelser ikke partiets officielle politik. Egentlig skal de bare betragtes som en frisk bemærkning.

- Der er ikke ændret på Socialdemokratiets politik. Vi bakker op om konventionerne, uagtet at vores gruppeformand kom med en lidt frisk bemærkning i et program, siger Trine Bramsen.

Skipper: Sass må lære at udtrykke S-politik

Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, mener, at det er alt for let for deres politiske samarbejdspartner at kalde Henrik Sass' udtalelser for 'en frisk bemærkning.'

Hun slår fast, at det ikke er første gang, at Henrik Sass Larsen udtrykker en holdning om menneskerettigheder og internationale konventioner.

Blandt andet roste han den australske asylmodel under sin 1. maj-tale sidste år, hvor man sender asylansøgere ud på en lille stillehavsø, mens de får behandlet deres ansøgning.

- Gruppeformandens nyeste meldinger gør, at vi endnu engang har et behov for at sige meget klart til Socialdemokratiet, at skal man indgå et samarbejde med os, så er internationale konventioner og menneskerettigheder noget, som vi kerer os om og sætter meget højt, siger Pernille Skipper og fortsætter:

- Jeg synes, at det er på tide, at Socialdemokratiets gruppeformand lærer at udtrykke Socialdemokratiets politik. Det er vigtigt, at Socialdemokratiet får taget kraftigt afstand, og vi vil opfordre dem til at få deres gruppeformand til at rette ind.

Hvorfor er det så problematisk, at et partimedlem fra Socialdemokratiet kommer med en 'frisk bemærkning' i et debatprogram?

- Nu er det her ikke et medlem fra en tilfældig by. Vi taler om Socialdemokratiets gruppeformand, så derfor lytter vi naturligvis til, hvad han siger. Samtidig er han tidligere kommet med bemærkninger, der har været ligeså kritiske over for menneskerettigheder, siger hun.

DR Nyheder har forgæves forsøgt at få et interview med både Henrik Sass Larsen og S-formand Mette Frederiksen.

DR Nyheder har forgæves forsøgt at få et interview med både Henrik Sass Larsen og S-formand Mette Frederiksen. Til Ritzau siger Mette Frederiksen, at hun ikke er enig i, at Danmark skal træde ud af nogen konventioner.

- Men jeg vil gerne slå fast, også så det ikke kan misforstås, at Danmark i vores øjne ikke skal udtræde af nogen konventioner, og vi kommer ikke til at arbejde for, at det bliver tilfældet, siger Mette Frederiksen.

Facebook
Twitter