Enhedslisten siger farvel til profiler: Stemmesluger, chefideolog og Røde Mor-bassist på vej ud

Flere af Enhedslistens mest prominente navne genopstiller ikke ved næste folketingsvalg.

Johanne Schmidt-Nielsen, Pelle Dragsted og Stine Brix fra Enhedslisten genopstiller ikke ved næste folketingsvalg. (© (c) Scanpix)

Det er snart store skiftedag i Enhedslisten.

Et af de store emner på programmet for venstrefløjspartiet, der i denne weekend holder årsmøde i Korsgadehallen på Nørrebro i København, er, at der skal vælges kandidater til næste folketingsvalg.

Flere af partiets fremtrædende politikere kan ikke stille op til folketingsvalget næste år på grund af partiets egen rotationspolitik, der forhindrer folketingsmedlemmer at stille op, hvis de har været medlem af folketinget i mere end syv år.

Derfor skal partiet under weekendens årsmøde også finde nye hoveder, der kan erstatte de gamle.

DR Nyheder giver dig her overblikket over, hvilke nuværende folketingsmedlemmer (og et enkelt nyligt fratrådt af slagsen), som ikke genopstiller for Enhedslisten ved det folketingsvalg, der skal udskrives senest i juni næste år.

Tilsammen fik de ved det seneste folketingsvalg 54.409 personlige stemmer, hvoraf den første på listen tegnede sig for 40.425 af dem:

Johanne Schmidt-Nielsen

Det mest markante navn, der falder for Enhedslistens rotationsprincip og dermed ikke genopstiller ved næste valg.

Hun har været medlem af Folketinget siden 2007, og i 2009 blev hun Enhedslistens første politiske ordfører.

Johanne Schmidt-Nielsen er Enhedslistens største profil i partiets historie. Hun har om nogen været billedet på det generationsskifte, der har fundet sted i Enhedslisten i de seneste år, og Johanne Schmidt-Nielsen har gennem hele sin embedsperiode været en stemmesluger af rang.

For Enhedslisten bliver det spændende at se, om partiet kan fastholde de mange vælgere, der har stemt personligt på Johanne Schmidt Nielsen.

Johanne Schmidt-Nielsen har siddet i Folketinget for Enhedslisten siden 2007. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Pelle Dragsted

Stopper ligesom Johanne Schmidt-Nielsen på grund af Enhedslistens rotationsregler.

Pelle Dragsted har kun siddet i Folketinget siden det seneste valg i 2015, men forud for det arbejdede han først som politisk rådgiver og dernæst som pressechef i Enhedslisten. Derfor rammes han nu også af rotationsreglerne.

Pelle Dragsted er blandt Enhedslistens mest fremtrædende debattører og er flere gange blevet betegnet som en af partiets største strateger og chefideologer.

Han stiller ved det årsmøde op som kandidat til Enhedslisten magtfulde hovedbestyrelse.

Pelle Dragsted var pressechef i Enhedslisten, før han kom i Folketinget. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Stine Brix

Tidligere gruppeformand for Enhedslisten og folketingsmedlem siden 2011.

Stine Brix har sammen med Johanne Schmidt-Nielsen været synliggørelsen af et generationsskifte i Enhedslisten.

I modsætning til Johanne Schmidt-Nielsen og Pelle Dragsted, falder Stine Brix ikke for partiets rotationsprincip, men har selv valgt ikke at genopstille til Folketinget.

- Jeg ligger ikke inde med en specifik drejebog for, hvad der skal ske efter livet på Christiansborg, men jeg kan mærke, at det er nok for mig. I hvert fald denne gang, har hun skrevet på Facebook.

Stine Brix har selv besluttet ikke at genopstille til Folketinget. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Finn Sørensen

Har som Stine Brix selv valgt ikke at genopstille til næste folketingsvalg. Var med til at danne Enhedslisten i 1989, men blev først valgt som folketingsmedlem i 2011.

Finn Sørensen har altid været en stor skikkelse på venstrefløjen i Danmark.

Han var blandt andet med til at stifte bandet ’Røde Mor’, hvor han i gruppens tidlige år i starten af 1970'erne spillede bas og skrev sangtekster. Eksempelvis sangen ’Strømer Kom og Dans med Mig’.

På grund af sin alder har han valgt at trappe ned fra sit politiske arbejde, men ventes stadig at være en del af partiets indre linjer.

Finn Sørensen har i en menneskealder været en del af den danske venstrefløj. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Maria Reumert Gjerding

Er i modsætning til de andre på denne liste allerede stoppet i Folketinget.

I begyndelsen af april 2018 blev hun valgt som ny præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

Maria Reumert Gjerding blev kaldt ’det største grønne hjerte i Danmark’ af Pernille Skipper, da hun forlod partiet til fordel for naturfredningsforeningen, ligesom hun også er blevet lovprist af en lang række miljøordførere fra Folketingets øvrige partier.

Maria Reumert Gjerding har allerede forladt Folketinget til fordel for Danmarks Naturfredningsforening. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Nikolaj Villumsen

Nikolaj Villumsen stiller rent faktisk op til Folketinget, men han satser samtidig benhårdt på at blive valgt til Europa-Parlamentet ved EP-valget næste år.

Sker det, overlader han sin plads i Folketinget til en suppleant.

Nikolaj Villumsen er Enhedslistens nuværende udlændinge-, asyl- og integrationsordfører og har været medlem af Folketinget siden 2011.

Villumsen betragtes som en stor profil i partiet, og han har i Pernille Skippers barselsfravær blandt andet vikarieret som politisk ordfører.

Nikolaj Villumsen satser på at blive valgt til Europa-Parlamentet næste år. (Foto: Philip Davali © Scanpix)
Facebook
Twitter