Enhedslisten: Tag med på centerpubben, Sass

Socialdemokraternes gruppeformand mener, Enhedslistens retorik hører til på centerpubben - så dér vil Enhedslisten gerne invitere Henrik Sass hen

Johanne Schmidt-Nielsen har kaldt regeringen for klaphatte og har senest skrevet sig ind i nyere dansk politisk historie ved at beskylde den socialdemokratisk ledede regering for at pisse på vælgerne.

I dag tog Henrik Sass Larsen så til genmæle i Politiken over for Enhedslisten, hvis retorik Socialdemokraternes gruppeformand mener hører til på centerpubben tyve minutter i lukketid.

Et oplæg til smash synes de at tænke hos Enhedslisten, der hellere end gerne går på centerpubben med socialdemokraternes gruppeformand.

'Kun hvis han kan klare tonen'

- Jeg tror da egentlig, at Henrik Sass Larsen og hele den socialdemokratiske ledelse ville have meget godt af at komme på centerpubben og andre steder, hvor almindelige mennesker kommer, siger næstformand i Enhedslistens folketingsgruppe, Pernille Skipper, til dr.dk.

Regeringens problem er nemlig ikke med det 'ekstremt venstreorienterede' støtteparti (Sass Larsens ord).

- Men jeg kan da godt være bekymret for, at de (regeringen, red.) ikke kommer nok ud blandt de folk, der har stemt dem ind i ministerbilerne, siger Pernille Skipper og inviterer Henrik Sass Larsen på centerpubben i eksempelvis Hvidovre eller Brøndby.

- Men kun hvis han kan klare tonen, tilføjer hun.

Facebook
Twitter