Tema Kampfly

Enhedslisten trækker håndbremsen på milliarddyre kampfly

Flyvholm vil have kampfly til debat i Folketinget og dermed udskyde finansieringen af milliardinvesteringen.

Indkøbet af F-35 kampflyene bliver foreløbigt udskudt takket være et beslutningsforslag fra Enhedslisten. (Foto: US AIR FORCE © Scanpix)

Enhedslisten vil trække håndbremsen på finansieringen af de milliarddyre nye kampfly, som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har anmodet sit gamle ministerium om.

Derfor fremsætter partiet et beslutningsforslag om at stoppe købet.

Den tidligere finansminister har afleveret den endelige anmodning på godt 66 milliarder kroner til køb og drift af Danmarks 27 nye kampfly, det amerikanske F-35 Lightning II.

Kampfly

Dansk forsvar skal, hvis det står til regeringen, have 27 nye kampfly af typen F35 - også kaldet Joint Strike Fighter fra producenten Lockheed Martin. De 27 F35-fly skal erstatte det nuværende kampfly F16. Læs mere om sagen her.

Gå til tema

Men Enhedslisten vil sætte det på pause og hive debatten om danmarkshistoriens største statslige enkeltinvestering i Folketingssalen.

Det siger forsvarsordfører Eva Flyvholm (EL).

- Det er helt vanvittigt at skrive under på kampflykontrakterne. Både den danske og den amerikanske rigsrevision har kritiseret, at økonomien slet ikke hænger sammen, og det kan give en kæmpe ekstraregning til skatteyderne, siger hun.

Gjorde det samme under Dong-sagen

Partiet gjorde det samme under Dong-sagen. Det sker rent praktisk ved at partiet fremsætter et beslutningsforslag om at trække aktstykket, som ellers skulle behandles af Finansudvalget på næste torsdag.

Beslutningsforslaget vil forventeligt blive behandlet i løbet af december og vil dermed udskyde processen.

- Der er kæmpestore økonomiske usikkerheder, som forsvarsministeren overhovedet ikke har redegjort for. Det ville være fuldstændig absurd bare at skrive under på, at man nu kan indgå kontrakter for milliarder, siger hun.

De 27 nye kampfly, som et politisk flertal i juni sidste år blev enige om at købe, koster ifølge Forsvarsministeriets beregninger 18,3 milliarder kroner.

Studerede tre mulige kanddater gennem tre år

Dertil kommer udgifterne til driften over 30 år.

Valget af F-35 fra den amerikanske producent Lockheed Martin er taget, efter at et særligt kampflykontor under Forsvarsministeriet gennem tre år studerede tre mulige kandidater.

F-35 var ifølge eksperterne både den billigste og bedste løsning.

De første operative F-35-fly er i drift, men flyet er fortsat under udvikling. Derfor har kritikere hævdet, at usikkerheden for projektet er uforholdsmæssig stor.

/ritzau/