Enhedslistens borgmester i København kritiseres for dobbeltløn på en halv million

Udover løn fra et chefjob i det private erhvervsliv står Enhedslistens afgående teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell til samtidig at modtage 501.896 kroner i eftervederlag fra kommunen. Og det vækker intern kritik.

teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) har tænkt sig at "følge reglerne" og modtage 501.896 kroner i eftervederlag fra Københavns kommune, samtidig med at han går til et chefjob i det private erhvervsliv. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Selv om Enhedslistens nuværende teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell 1. januar går til et chefjob i det private erhvervsliv, vil han samtidig modtage godt en halv million kroner fra de offentlige kasser i eftervederlag. Som afgående trafik- og miljøborgmester i København har han ret til et eftervederlag svarende til 501.896 kroner.

- Jeg kan godt se problemstillingen med dobbelthyre. Det synes vi normalt ikke er særlig smart. Det er noget, vi må have en snak om på et bestyrelsesmøde, siger Henrik Poulsen, der sidder i bestyrelsen for Enhedslisten i København.

Morten Kabell ønsker ikke at stille op til interview. Men hans pressechef Morten Rixen bekræfter, at Morten Kabell har ”tænkt sig at følge reglerne” og modtage de 501.896 kroner i eftervederlag fra Københavns kommune. Pressechefen bekræfter samtidig, at der ikke vil ske modregning i eftervederlaget, selv om Morten Kabell den 1. januar 2018 starter i et nyt job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize design og co. Morten Rixen tilføjer, at Morten Kabell ikke ønsker at oplyse, hvad han får i løn i sit nye chefjob.

Normalt har Morten Kabell betalt partiskat af sin borgmesterløn til Enhedslisten. Det vil ifølge Enhedslistens vedtægter sige, at den indtægt der overstiger, hvad der svarer til den gennemsnitlige løn for en faglært metalarbejder i København. Om Morten Kabell også vil betale en del af sit eftervederlag til partikassen, er ”ikke afklaret”, fastslår pressechef Morten Rixen.

Partiskat

Ifølge sekretariatschef Flemming Dubgaard fra Borgerrepræsentationen i Københavns kommune mister Morten Kabell ikke sit eftervederlag selv om han går direkte til det nye job. Eftervederlaget bortfalder kun, hvis han går til et job som minister eller folketingsmedlem. Og der er heller ikke tale om, at Morten Kabells chefløn bliver modregnet i hans eftervederlag, fastslår Flemming Dubgaard.

- Nej, ikke når han går til et job i det private. Det er alene en sag mellem Morten Kabell og hans parti, Enhedslisten, siger Flemming Dubgaard.

Og i partiet er der flere, der undrer sig.

- Jeg synes, ikke at Morten Kabell skal have dobbeltløn. Jeg forventer, at han betaler partiskat af pengene. Og det gælder alle pengene. Han skal betale hele molevitten, den halve million, til partikassen i det øjeblik han får løn fra et andet job, siger Lasse Karlsen, kontaktperson for Enhedslisten i Brønshøj.

Enhedslisten har tidligere været stærkt kritiske over for politikere, der modtager dobbeltløn. Eksempelvis beskyldte partiets politiske ordfører Pernille Skipper daværende forsvarsminister Carl Holst for ”grådighed” og for ”pamperi”, da han for to år siden kom i skudlinjen fordi han modtog eftervederlag fra sit tidligere job som formand for Region Syddanmark samtidig med sin ministerløn.

-Det er grådigt og et udtryk for pamperi, at Carl Holst insisterer på at modtage dobbeltløn, sagde Pernille Skipper dengang, og tilføjede, at der helt klart er et "hul i lovgivningen".

- Det svarer i mine øjne til, at man insisterer på at modtage dagpenge og modtage løn fra et almindeligt arbejde samtidig, sagde Pernille Skipper.

Moral

Derimod ser et andet bestyrelsesmedlem fra Enhedslisten i København, David Schack Trappaud Rønne, ikke noget problem.

- Det er helt i overensstemmelse med partiets vedtægter og i overensstemmelse med loven. Men jeg har en forventning om, at Morten Kabell betaler den partiskat, som vores regler foreskriver. Og det bekræfter Morten Kabell over for mig, at han vil gøre, siger David Schack Trappaud Rønne og tilføjer:

- Jeg forholder mig de gældende regler, og jeg kan ikke se, at der skulle være et moralsk problem i at følge dem.

I et skriftligt citat erklærer Morten Kabell sig enig med David Rønne.

"Hvis man skal ændre noget, skal man få folketinget til at ændre reglerne. Det har Enhedslisten tidligere foreslået, og jeg er her som altid helt enig med mit parti," skriver Morten Kabell.

Det moralsk forkerte i at hæve løn to steder var ellers centralt for Enhedlisten, da et af Venstres folketingsmedlemmer, Malou Aamund i 2011 forlod Christiansborg til fordel for et chefjob i Microsoft. Sideløbende med milliongagen fra sit nyt job kunne Malou Aamund op til 900.000 i eftervederlag fra Folketinget.

- Det er helt urimeligt, at man kan gå fra Christiansborg til et vellønnet job og så beholde folketingshonoraret i et helt år oven i hatten, udtalte Enhedslistens finansordfører Frank Aaen dengang.