Enhedslistens finansordfører: Liste Ø bør stille op til EU-valg

Enhedslisten styrer mod nyt EU-opgør.

- Folkebevægelsen mod EU kan en masse, men det er en tvær­politisk organisation, og mange af dagens kampe i Europa er jo ekstremt politiske, siger Pelle Dragsted til Information. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Der venter et opgør om EU i Enhedslisten, forud for partiets årsmøde i pinsen, hvor partiet skal diskutere en eventuel opstilling ved europaparlamentsvalget i 2019.

Det får nu partiets finansordfører, Pelle Dragsted, til at udtale, at partiet har forpligtet sig til at spille en mere aktiv rolle på den "europæiske politiske kampplads" efter afstemningen om retsforbeholdet, skriver Information.

Med det mener han også, at Enhedslisten ikke længere skal anbefale sine medlemmer at stemme på Folkebevægelsen mod EU.

- Folkebevægelsen mod EU kan en masse, men det er en tvær­politisk organisation, og mange af dagens kampe i Europa er jo ekstremt politiske, siger Pelle Dragsted til Information.

Allerede i 2013 var spørgsmålet oppe ved en urafstemning i partiet, hvor daværende politisk ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, gruppeformand Per Clausen, folketingsgruppens næstformand, Pernille Skipper, samt finansord­fører Frank Aaen alle mente, at Liste Ø for første gang skulle figurere på stemmesedlen ved et valg til Europa-Parlamentet.

Men det blev stemt ned af medlemmerne, herunder Christian Juhl, Enhedslistens udviklingsord­fører. Han frygter stadig, at Enhedslisten kan ende med at tage Folkebevægelsens enlige mandat, hvilket ifølge ham ville føre til bevægelsens opløsning, ligesom det skete for Junibevægelsen.

/ritzau/

Facebook
Twitter