Enhedslistens partitop vælger tavsheden: Vil ikke tale om dobbeltløn til egne borgmestre

Normalt er Enhedslistens top meget kritiske over for dobbeltløn til borgmestre, men i flere aktuelle sager om dobbeltløn til egne borgmestre, er det ikke til at slå et ord af Enhedslistens topfigurer.

Enhedslistens politiske ordfører og frontfigur, Mai Villadsen, ønsker ikke at svare på spørgmål om dobbeltløn til Enhedslistens egne borgmestre. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

I Enhedslistens årelange kamp mod borgmestres dobbeltløn har partiet ikke holdt sig tilbage med kritikken.

- Det rene og skære pamperi, lød det i 2017 fra partiets daværende finansordfører, Pelle Dragsted, mod de borgmestre fra andre partier rundt om i landet, som udover borgmesterlønnen også tog imod penge fra bestyrelsesarbejde i for eksempel det lokale varmeværk.

Og da daværende forsvarsminister Carl Holst i 2015 fik dobbeltløn – både ministerløn og eftervederlag som tidligere regionsformand – var det partiets daværende frontfigur Pernille Skipper, der var ude med riven efter Carl Holst:

- Grådig pamper, kaldte hun ham.

Men nu er det så Enhedslistens egne borgmestre, som får udbetalt dobbeltløn både på den ene og den anden måde oveni en millionløn fra kommunekassen. Men det fører ikke til kritik fra Enhedslistens partitop. Faktisk er det ikke til at opdrive et ord fra Enhedslistens øverste ledelseslag.

Både partiets frontfigur, politisk ordfører Mai Villadsen, gruppeformand Peter Hvelplund og gruppebestyrelsesmedlem Rosa Lund sagde i sidste uge nej til at lade sig interviewe.

I denne uge har DR Nyheder hver dag rettet henvendelse til Enhedslistens presseafdeling for at høre, om Mai Villadsen eller en anden fra partitoppen vil stille op til interview om egne borgmestres dobbeltløn.

Først lød beskeden, at man henviste til Enhedslistens lokalafdeling i København. Og i dag fastslår presseafdelingen så, at hverken Mai Villadsen eller andre i ledelsen ønsker at svare på spørgsmål i sagen, som altså vedrører en række af partiets egne borgmestre.

De henviser igen til Enhedslistens lokalafdeling i hovedstaden.

Rosa Lund er en del af ledelsen i Enhedslistens folketingsgruppe. (Foto: LISELOTTE SABROE © RITZAU/SCANPIX)

Lovede ikke at tage imod eftervederlag

I tirsdags kunne DR Nyheder fortælle, at Enhedslistens nyligt afgåede teknikborgmester i København, Ninna Hedeager Olsen, ved årsskiftet fik over en halv million kroner i eftervederlag fra Københavns kommune - helt nøjagtigt 543.000 kroner - samtidig med, at hun har en fuldtidsstilling som lektor hos sin nye arbejdsgiver, den offentlige uddannelsesinstitution Københavns Professionshøjskole.

I kølvandet på en meget omdiskuteret sag om dobbeltløn, som hendes partifælle og forgænger som teknikborgmester i København, Morten Kabell, havnede i for fire år siden, udtalte Ninna Hedeager Olsen ellers:

- Jeg ved allerede nu, at jeg har et job at vende tilbage til, da jeg kun har orlov fra min stilling som lektor på Professionshøjskolen Metropol. Derfor har jeg også allerede nu gjort op med mig selv, at jeg ikke vil tage imod et eftervederlag.

Men Ninna Hedeager Olsen, der nu er vendt tilbage til sin gamle arbejdsplads, tog altså alligevel imod eftervederlaget, og har nu – i tråd med Enhedslistens lokale regler i København - sendt pengene videre til partikassen i Enhedslisten.

Og dermed betales pengene af de københavnske skatteydere.

DR Nyheder ville ved den lejlighed gerne have spurgt Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, om en kommentar. Men både hun og en række andre af Enhedslistens mest markante ordførere havde som nævnt ikke lyst til at svare på spørgsmål om sagen.

Ninna Hedeager Olsen arbejder i dag som lektor på Forvaltnings- og Administrationsuddannelserne under Københavns Professionshøjskole. (Foto: Tobias Kobborg © Ritzau Scanpix)

Næsten en million i dobbeltløn

Og samme tavshed fra Mai Villadsen og den øvrige partitop i Enhedslisten gik igen, da DR Nyheder i fredags kunne fortælle, at partiets to nyvalgte borgmestre i København, teknik- og miljøborgmester Line Barfod og socialborgmester Karina Vestergård Madsen, tilsammen får 847.500 kroner i løn fra bestyrelsesarbejde over de næste fire år.

Mens teknik- og miljøborgmester Line Barfod sidder i bestyrelsen for fjernvarmeselskabet i hovedstaden, Centralkommunernes Transmissionsselskab, har socialborgmester Karina Vestergård Madsen en bestyrelsespost i Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor, hvor de begge sidder for en fire årig periode.

Udover bestyrelseslønnen får de begge en borgmesterløn fra Københavns Kommune på godt en million kroner om året. DR Nyheder ville gerne have spurgt de to Enhedslisten-borgmestre om, hvorfor de ikke har frasagt sig dobbeltlønnen i form af bestyrelseshonoraret, men de har både i sidste uge og i denne uge - senest i dag - afvist at give interview om sagen. De henviser til talsmanden for Enhedslisten København, Anders Jonassen.

Ham har DR Nyheder allerede i sidste uge interviewet to gange. Han fortalte, at de to Enhedslisten-borgmestre betaler partiskat af dobbeltlønnen.

Kaldte dobbeltløn for pamperi

Men Enhedslisten på Christiansborg har ellers tidligere slået til lyd for, at borgmestre slet ikke burde få udbetalt penge fra bestyrelsesarbejde. I 2017, da Pelle Dragsted blæste til kamp mod borgmester-dobbeltløn, opfordrede han og Enhedslisten ligefrem vælgere over hele landet til at spørge potentielle borgmesterkandidater, om de frivilligt ville frasige sig løn fra bestyrelsesarbejde. Præcis som Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen kort forinden havde gjort for sit bestyrelsesarbejde – han sidder i dag i bestyrelsen for Aalborg Havn og Aalborg Lufthavn uden løn.

- Så hvis du er enig i, at dobbelt-lønnen er noget pamperi, så skulle du måske bede borgmesterkandidaterne i din kommune svare på, om de vil følge Aalborgs eksempel, eller om de fortsat vil fastholde den urimelige dobbeltløn. Svaret skulle gerne falde før valgdatoen, lød det fra Pelle Dragsted.

Og Enhedslisten som parti fulgte trop og udsendte en pressemeddelelse, hvor de gentog opfordringen om at ’lægge pres på borgmesterkandidater’ over hele landet.

- Derfor opfordrer vi alle til at spørge deres lokale borgmesterkandidater, om de vil følge eksemplet fra Aalborg – eller om de fortsat vil insistere på at få dobbeltløn.

Pelle Dragsted i video på Enhedslistens twitterprofil den 7. november 2017. Screenshot fra 18. februar 2022. (Foto: DR Nyheder)

Fynsk modstand mod dobbeltløn

Og modstanden mod borgmestres dobbeltløn har Enhedslisten i Odense taget til sig. Netop i dag har Enhedslisten i Odense stillet forslag om, at borgmesterens og rådmændenes løn fra bestyrelsesarbejde skal sendes videre til kommunekassen. Og så bør pengene derefter puljes og sendes videre til Rådet for Socialt Udsatte, lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører i Odense byråd, Reza Javid.

- Vi er imod dobbeltløn, og det er den linje, vi kører i Odense, siger Reza Javid.

I Odense har Enhedslisten hverken borgmester- eller rådmandsposter, så forslaget har ingen aktuel betydning for Enhedslistens politikere i Odense, men vil kun ramme andre partier i byrådet. Men havde Enhedslistens københavnerafdeling stillet det samme forslag, havde den lokale partikasse mistet mange hundrede tusinde kroner i tabt partiskat fra EL-borgmestrenes dobbeltløn.

Reza Javid sidder i Odense Byråd. (Foto: Christian Nordholt)

- Vi mener, at vi har fundet en bedre måde at bruge de her honorarer på. I stedet for, at de går til partikassen, så mener vi, at de i stedet skal ud til borgerne, siger Reza Javid, der dog ikke mener det er dobbeltmoralsk, at Enhedslisten i København opkræver penge fra dobbeltløn i partiskat, når de samtidig er imod dobbeltløn.

- Nej, for jeg tænker, at det er en bedre løsning, end at pengene går til de enkelte politikere personligt. For det er det, som kan skabe politikerlede, siger Reza Javid.

Om Enhedslistens top på Christiansborg foretrækker Odense-modellen frem for Københavner-modellen, er det ikke lykkedes at opklare.

Både i sagen om dobbeltløn til Ninna Hedeager Olsen – og i sagerne om dobbeltløn til de nye Enhedslisten-borgmestre i København, henviser presseafdelingen for Enhedslistens frontfigur Mai Villadsen og den øvrige partitop til den lokale partiafdeling i København.

Selv om det altså er Enhedslisten som parti, der var imod lønnet bestyrelsesarbejde for borgmestre.

'Nødvendigt for demokratiet'

Når det handler om at stille op til interview har Enhedslisten ellers fra tid til anden slået på, at man som politiker ikke bør gemme sig for pressen, men derimod stille op. Senest i skikkelse af Enhedslisten tidligere frontfigur Pernille Skipper i Det Politiske Talkshow på DR1 i oktober.

- Man kan lige så godt være ærlig og sige, at et kritisk interview, hvor man måske også har en lidt dårlig sag, er jo ikke behagelig at stå igennem, sagde Pernille Skipper inden hun fastslog et men:

- Det er nødvendigt for demokratiet, at vi bliver udsat for det.