Enhedslistens politiske ordfører vil være kandidat til Europa-Parlamentet

Nikolaj Villumsen vil være spidskandidat for det EU-kritiske parti, der næste år stiller op for første gang ved et EP-valg.

- EU sætter velfærden og trygheden på arbejdsmarkedet i medlemslandene under pres. Det ser vi også i Danmark, siger Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Nikolaj Villumsen er klar til at forlade Folketinget og går nu efter at blive valgt som Enhedslistens spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet i maj 2019.

Enhedslisten har hidtil anbefalet sine medlemmer og vælgere at stemme på Folkebevægelsen mod EU, når der har været valg til Europa-Parlamentet, men stiller næste år for første gang op som selvstændigt parti.

Villumsen er udenrigsordfører for Enhedslisten på Christiansborg, ligesom han i øjeblikket fungerer som partiets politiske ordfører, mens Pernille Skipper er på barsel. Men fra maj næste år vil han altså skifte Christiansborg ud med Bruxelles.

- Jeg har besluttet at gå efter spidskandidaturet, fordi vi oplever, at EU sætter vores velfærdssamfund under pres, og at vores ordnede forhold på arbejdsmarkedet presses af social dumping. Det vil jeg gerne være med til at forhindre, siger Nikolaj Villumsen.

Trods intern splid besluttede Enhedslisten på et årsmøde i 2016 at tage det historiske skridt og stille op som selvstændigt parti. Ifølge Nikolaj Villumsen er der fin plads til både Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU.

- Jeg tror sagtens, vi kan få mindst én plads hver. Vi ønsker at styrke den venstreorienterede EU-modstand og den europæiske venstrefløj for at være en modvægt til den højrefløj, som har fremgang, fordi EU angriber vores velfærd og skaber social dumping, siger han.

I valgkamp mod partifælle

Men ville der ikke være en stærkere EU-modstand, hvis I blev hos Folkebevægelsen mod EU, og venstrefløjen var samlet?

- Folkebevægelsen mod EU gør det rigtig godt. Deres dagsorden er en tværpolitisk EU-modstand. Det er ikke det, Enhedslisten står for. Vi står for en venstreorienteret og socialistisk EU-modstand, og det er derfor, vi stiller op.

- Vi ønsker at styrke den europæiske venstrefløj for at imødegå en voksende højrefløj, som fodres af, at vi har et EU, som skaber forringelser med angreb på velfærden, siger Nikolaj Villumsen.

I weekenden meddelte Rina Ronja Kari efter flere måneders tøven, at hun genopstiller til Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU ved valget næste år.

Nikolaj Villumsen, bliver det ikke mærkeligt at skulle føre valgkamp imod Rina Ronja Kari, som jo er medlem af Enhedslisten?

- Hun har gjort det rigtig godt, og jeg mener, at der er god plads til både Folkebevægelsen mod EU's tværpolitiske EU-modstand og Enhedslistens venstreorienterede EU-modstand. Det er positivt, at vælgerne nu har mulighed for at sætte kryds ved Enhedslisten. Det tror jeg, at mange er glade for, siger Nikolaj Villumsen.

Går i valgforbund

Enhedslisten betragtede det som en sejr for den britiske befolkning, at et flertal af vælgerne har stemt for at forlade EU, og står det til partiet skal de danske vælgere stilles det samme spørgsmål.

- Vi synes, at det er fornuftigt og demokratisk at lade danskerne få lov til at tage stilling til, om de ønsker at være medlem af EU. Det er jo et spørgsmål, som ingen under pensionsalderen har haft mulighed for at tage stilling til, siger Nikolaj Villumsen.

- Vi foreslår, at den danske regering genforhandler Danmarks forhold til EU og sætter resultatet af den genforhandling til folkeafstemning, siger han.

Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU har besluttet at indgå i et teknisk valgforbund ved valget til Europa-Parlamentet, så ingen stemmer går til spilde.

Nikolaj Villumsen stiller sig til rådighed både som folketingskandidat og som EU-parlamentsvalgskandidat, men bliver han valgt ind i Europa-Parlamentet i maj 2019, trækker han sig fra Folketinget.

  • Fakta om Nikolaj Villumsen

  • Nikolaj Villumsen er pt. politisk ordfører for Enhedslisten, mens Pernille Skipper er på barsel. Han er også udenrigs- og beredskabsordfører.

  • Nikolaj Villumsen var fra 2011 til 2015 EU-ordfører for Enhedslisten.

  • Medlem af folketinget siden 2011.

  • 34 år gammel. Bor i Herlev med sin kæreste. Født og opvokset i Aarhus.

  • Arbejdede et halvt år i Bruxelles for MEP Søren Søndergaard i foråret 2008.