Enigt Folketing stemmer for at sende skibe til Libyen

Folketinget giver grønt lys for, at to danske skibe skal sejle kemiske stoffer væk fra Libyen.

Det danske flådeskib Absalon sejlede onsdag over middag d. 17. august 2016 fra Flådestation Frederikshavn med kurs mod Libyen. Her skal Absalon, der er Danmarks største flådeskib, hjælpe til med at fjerne kemiske våbenlagre. Her ligger Absalon ved kajen og venter på afsejlingen, der blev forsinket p.g.a. sidste øjebliks reparationer. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2016) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

To danske skibe og samlet set mere end 200 personer skal være med til at fjerne stoffer fra Libyen, der kan bruges til at lave kemiske våben.

Det har Folketinget besluttet fredag ved en afstemning, hvor samtlige partier stemte for regeringens forslag.

Allerede onsdag sejlede krigsskibet Absalon af sted for at være klar til at indgå i missionen.

Frygten er, at hvis ikke stofferne bliver bragt ud af landet, så risikerer de at ende i hænderne på de op mod 6000 IS-krigere, der menes at være i Libyen.

Alligevel er forsvarsminister Peter Christensen (V) ikke bekymret for sikkerheden for de 18 civile søfolk og de flere end 200 danske soldater og eksperter fra blandt andet Skat og Beredskabsstyrelsen, der skal afsted.

- Vi vurderer, at trusselsbilledet er lavt i forhold til selve opgaven med at sejle ind, få containerne om bord og sejle ud igen. Og skulle der opstå uforudsete ting, så er vi i stand til at håndtere dem, sagde ministeren onsdag til Ritzau.

Det er den libyske samlingsregering, der har bedt det internationale samfund om hjælp, og det har været medvirkende til at sikre så stor opbakning i Folketinget.

For Alternativet var det afgørende, at der er et klart folkeretligt mandat med en FN-resolution i ryggen.

- Og så er det også vigtigt for os, at der ikke er et militært formål. Missionen er at bortskaffe kemisk affald, sagde fredsordfører René Gade (AL) onsdag til Ritzau.

- Jeg håber, at det kan blive en tradition, at Danmark aktivt bakker op om nedrustning, destruktion af kemiske våben og forbud mod masseødelæggelsesvåben, forklarede Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj Villumsen om sit partis holdning.

Enhedslisten havde stillet et ændringsforslag, der gik ud på at sikre danske løn- og arbejdsvilkår for hele den civile besætning om bord. Det blev ikke vedtaget, men Enhedslisten stemte alligevel for missionen sammen med de øvrige partier.

/ritzau/

Facebook
Twitter