Dansk bestsellerforfatter til fin frokost med præsident Macron

Der var både EU og finere fransk madlavning på programmet, da præsident Macron i dag spiste frokost med Jens Christian Grøndahl og en række andre europæiske forfattere.

Forfatteren Jens Christian Grøndahl var i dag på fint besøg hos den franske præsident. (Foto: LUDOVIC MARIN © Scanpix)

Mailen tikkede ind for et par dage siden - den var fra Emmanuel Macrons sekretær, der på præsidentens vegne ville høre, om Jens Christian Grøndahl havde lyst til en frokost i Paris i ugen op til europaparlamentsvalget den 26. maj.

Årsag: Jens Christian Grøndahl er medunderskriver af et markant manifest om populismens fremgang i Europa, som 30 internationale forfattere, filosoffer og intellektuelle har offentliggjort i en række europæiske aviser, blandt andet britiske The Guardian.

Således gik det til, at den danske forfatter – der nyder stor anerkendelse i Frankrig, hvor han har udgivet flere end 15 bøger - i dag mødtes med Frankrigs præsident i Elyséepalæet sammen med en række andre europæiske og amerikanske intellektuelle.

- Det er fantastisk. Det er jo kun i Frankrig, at præsidenten inviterer en gruppe forfattere til frokost midt i en valgkamp. Og vi deler hans vision for Europa, siger Jens Christian Grøndahl til DR Nyheder på vej ud af Elyséepalæet.

- Emmanuel Macron er snart den eneste statsleder, der ikke kun taler ud fra et nationalt synspunkt, men også et europæisk. Det er jo enestående, at han rent faktisk er blevet valgt på at sige: 'Jeg er europæer'. Og selv om han er presset af både højrefløjslederen Marine Le Pen og oprørsbevægelsen De Gule Veste, tager han sig alligevel tid til dette frokostmøde, en manifestation, som jo lægger sig i forlængelse af hans vision for Europa.

Jens Christian Grøndahl ankommer her til Elyséepalæet for at møde præsident Macron. (Foto: LUDOVIC MARIN © Scanpix)

Europa er i fare

Grøndahl, der har skrevet flere essaysamlinger om Europa, er ganske som den franske præsident bekymret over højredrejningen i Europa.

Emmanuel Macron har flere gange fastslået, at han mener, at populismens fremmarch i Europa er kontinentets største fjende.

Frankrigs præsident har også kastet sig ind i den franske europaparlamentsvalgkamp med det erklærede mål at slå højrefløjslederen Marine Le Pen, hvis parti ved forrige EP-valg i 2014 fik en jordskredssejr.

Samme toner finder man i manifestet "Europa i fare", hvor Jens Christian Grøndahl - sammen med forfattere som Salman Rushdie, Orhan Pamuk, Milan Kundera, Herta Müller, Mario Vargas Llosa og den franske filosof Bernard-Henri Lévy – advarer mod især de populistiske bevægelser, der vinder frem overalt i Europa.

"Europa er ved at bryde sammen for øjnene af os", skriver de og opfordrer til modstand; ellers risikerer Europa en "eksplosion af fremmedhad og antisemitisme":

"Trekvart århundrede efter fascismens nederlag og 30 år efter Berlinmurens fald har vi en ny kamp for civilisationen".

Kritik ikke fair

Efter dagens frokost i Elyséepalæet – hvor alle de inviterede intellektuelle holdt indlæg for Emmanuel Macron - har særligt to ting gjort indtryk på Jens Christian Grøndahl:

- Jeg oplevede Emmanuel Macron som en oprigtigt lyttende person. Og han udtrykte, at den store udfordring i Europa i dag er at genskabe en følelse af demokratisk legitimitiet. Han får selv meget kritik for at være elitær, men jeg synes ikke, at der er fair.

- Selvfølgelig er han en del af eliten, men han er folkevalgt, og han er en politiker med en meget klar demokratisk bevidsthed. Det gør indtryk at opleve det måske vigtigste statsoverhoved i Europa være så lyttende.

Dagens anden overraskelse var af noget mere jordnær karakter:

- Når man sidder der i Elyséepalæets store, smukke sal omgivet af forgyldt stuk og kigger ud over haven, bliver man altså overrasket over, hvor stor dén park er. Kan der virkelig være plads til alle de træer og al den græsplæne midt i Paris ? Ja, det kan der.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Emmanuel Macron inviterer en dansk forfatter indenfor. I forbindelse med den franske præsidents statsbesøg i Danmark sidste sommer, udpegede han den Paris-bosiddende danske forfatter Marlene Rydahl til at være en del af hans officielle delegation.

Facebook
Twitter