Direktør for affaldsselskab: Vi skal have fælles EU-regler for sortering

Flere politikere er klar til at stille krav om emballage, der kan sorteres og genanvendes.

Direktør Jens Hjul-Nielsen fra det bornholmske affaldsselskab BOFA vil meget gerne genbruge langt mere plastik, men i dag må han holde sig til poser og lignende plastik. Alt andet plastik er svært, fordi det består af forskellige typer plastik, der ikke kan skilles ad. (Foto: Lis Eilsøe © dr)

Selv om du smider dit plastikaffald til genbrug, havner det ofte i den store forbrændingsovn.

Det skyldes hverken uvilje hos affaldsselskaberne eller modstand i industrien mod at genbruge plastik, men det simple faktum, at shampooflaskerne og vaskepulverbøtterne ofte indeholder flere forskellige former for plastik, som reelt gør det umuligt at genbruge lige nu.

- En typisk shampooflaske kan bestå af tre eller fire forskellige slags plastik, der er limet eller svejset sammen, og det kan vi ikke skille ad, siger Jens Hjul-Nielsen, der er direktør for det bornholmske affaldsselskab BOFA og tilføjer:

- Men vi skal genbruge langt mere plastik, end vi gør i dag, så derfor har vi brug for fælles EU-regler på området.

Og i præcis det her tilfælde er det nødvendigt, at reglerne gælder hele EU, for meget emballage og mange varer krydser grænserne i store mængder.

Jens Hjul-Nielsens ønske kan gå hen og blive opfyldt, for både politikere og industrien har samme mål.

Og Linea Søgaard-Lidell, der er kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre, er klar til at følge op på den beslutning:

- Vi mener, at EU skal lave en designguide til producenterne. Den skal blandt andet sikre, at vi ikke får blandet forskellige plastiktyper sammen. Men kommunerne skal samtidig påtage sig et ansvar for, at forbrugerne kan sortere plastikaffaldet, så det kan genbruges, siger hun.

Blød plastik bliver samlet og presset til plastikballer, der så bliver sendt videre til genanvendelse, hvor det blandt andet bliver til nyt plastikemballage. (Foto: Lis Eilsøe © dr)

EU-kandidaten er desuden overbevist om, at krav til plastikemballage vil være en stor hjælp til industrien, der råber på mere plastikaffald til deres produktion af alt fra nye plastikflasker og bæreposer til rygsække og fleecetrøjer. De kan slet ikke få det, de har behov for i dag.

SF's spidskandidat til Europa-Parlamentet, Margrete Auken, er med på at stille større krav til producenterne om at bruge samme type plastik i deres emballage, så det kan adskilles og genbruges.

- Det skal være attraktivt for virksomhederne at lave emballage, der kan genanvendes, så derfor skal vi stille krav, der også giver mening økonomisk, siger Margrete Auken.

Også Anders Vistisen, der er kandidat til Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, er med på, at plastaffaldet skal genanvendes. Men han mener, at de enkelte EU-lande selv skal kunne bestemme, hvordan problemerne med plastikaffald skal løses.

Til gengæld tror han ikke på forbud mod for eksempel sugerør, bestik og anden engangsservice, som Europa-Parlamentet allerede har besluttet.

Facebook
Twitter