DR's korrespondent om nye EU-strømninger: Det ligner enden på det sort-røde kartel

Mulighederne for at lave politik i EU bliver markant ændret efter Europa-Parlamentsvalget

Europa-parlamentsvalget kan bringe store forandringer. Her giver fra venstre Olli Kotro, Sandfinnerne, Joerg Meuthen, Alternative für Deutschland, Matteo Salvini, italiensk indenrigsminister og Lega-formand og Anders Vistisen, Dansk Folkeparti, hinanden hånden under stiftelsen af en ny højre-alliance tidligere på måneden. (Foto: Daniel dal Zennaro © Scanpix)

Hvis der findes jordskredsvalg på europæisk plan, så nærmer vi os sådan et.

For alt tyder på, at Europa-Parlamentet vil se helt anderledes ud, når vælgerne forlader stemmeboksene i slutningen af maj, og det vil gøre europæisk politik meget mere uforudsigeligt.

Der er med andre ord lagt op til, at Europa-parlamentsvalget i maj vil være slutningen på en 40 års æra i Europa.

For lige siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979 har de to største politiske grupper bestemt stort set alt på trods af, at der sidder flere end 200 nationale partier repræsenteret i parlamentet.

Det er dels den største gruppe, den kristdemokratiske gruppe EPP, og den næststørste gruppe den socialdemokratiske S&D-gruppe.

Tilsammen har de to grupper haft flertallet uafbrudt de seneste 40 år, og det flertal har de brugt til at gennemføre hundredvis af love bare i den seneste samling – til stor frustration for de mindre etablerede grupper som eksempelvis de grønne, de liberale eller de EU-skeptiske, der dermed let kan holdes uden for indflydelse.

Det er af nogle blevet døbt ’det sort-røde kartel’.

Men alt tyder på, at det flertal er væk efter valget. Her står alle de etablerede partier til at tabe vælgere, fordi de bliver presset af nye partier og bevægelser fra både højre- og venstrefløjen.

Allerhårdest ramt bliver de gamle partier i de to største grupper.

Forandringens vinde i Europa

Europa-Parlamentet kommer med andre ord til at bære præg af de forandringer, som har rullet henover Europa siden sidste valg for fem år siden.

Efterdønningerne på finanskrisen, globaliseringen, arbejdsløshed, flygtninge- og migrationskrise, Brexit, klimastrejker og gule veste for blot at nævne nogle.

Konsekvensen er, at folk i stigende grad vælger at vende ryggen til de etablerede gamle partier og kigge efter nye alternativer.

- Nogen, der lover at gøre tingene anderledes – nogen, der bringer mening ind i den hverdag, der for dem ikke giver mening længere, som EU-forsker Paul Butcher fra European Policy Center udtrykker det.

Italien - dobbelt ramt

Det er især de lande, som er blevet hårdest ramt af såvel flygtninge- og migrationskrisen som finanskrisen, som oplever en opblomstring af nye radikale partier.

Kerneeksemplet er Italien, hvor økonomien stadig ligger underdrejet og migranterne fylder i gadebilledet. Opbakningen til EU er raslet ned, og den fælles EU-skepsis har bragt højreradikale Lega i regering med den EU-skeptiske Femstjerne-bevægelse.

Lega står til at storme ind og blive et af de store nationale partier ved Europa-parlamentsvalget. Det vil indenrigsminister Matteo Salvini forsøge at udnytte til at samle de nationalkonservative partier i en stor gruppe, som er svær at komme udenom.

Det lykkes næppe at samle dem alle alt den stund, at partier som Sverigesdemokraterne og det polske regeringsparti PIS forsværger at sidde i gruppe med Putin-venlige partier som netop Lega og franske Marine le Pens Rassemblement National.

For dem er Putin værre end EU.

Derimod har Dansk Folkeparti og Sandfinnerne allerede svoret troskab til Salvini.

Så selvom det ikke skulle lykkes at lave den største gruppe i parlamentet, som Salvini ellers har udtrykt en drøm om, så er det foreløbigt lykkes ham at splitte de nordiske EU-skeptikere, som ellers havde fundet sammen.

Forsøget på at samle de højreradikale kræfter i Europa-Parlamentet i én gruppe følges med interesse og nervøsitet fra de øvrige grupper i parlamentet og fra EU-landene - for bliver de store nok, kan de udgøre et blokerende mindretal og dermed sætte EU-lovgivning i stå.

Pamela og finansministeren

Det er ikke kun på højrefløjen der er opbrud, for også på venstrefløjen og i midten skyder nye partier og bevægelser frem. De grønne stormer frem i Tyskland og den franske præsident Macrons En Marche-bevægelse ser ud til at kunne bringe nyt liv til de liberale kræfter.

Den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis forsøger at samle en rød/grøn front over hele Europa. De forsøger at fiske blandt frustrerede vælgere i alle lande ved at slå på mere klimapolitik og en stærkere social union for at afhjælpe ungdomsarbejdsløshed og ulighed.

Fra Danmark har Alternativet meldt sig under fanerne, i denne forsamling faktisk det ældste og mest erfarne af partierne.

For et par uger siden gik partiernes fælles europæiske program i luften under navnet ’European Spring’.

Som lidt ekstra krydderi til at tiltrække opmærksomhed, har man allieret sig med den tidligere skuespiller fra 90’er-serien Pamela Anderson, der som aktivist nu rejser rundt og hjælper med at promovere bevægelsen.

Anderledes første arbejdsdag

Opbruddet i europæisk politik får altså stor afsmitning på, hvilke 751 parlamentarikere der vil møde op til første arbejdsdag 1. juli i Europa-Parlamentet.

Og ikke mindst på, hvordan de vil arbejde sammen om at finde nye svar på de udfordringer, som borgerne har en forventning om, at de løser.

Og opdraget fra borgerne lader til at blive; I skal ikke gøre, som I plejer.

Facebook
Twitter