EM i valgdeltagelse: Kan vi slå svensken?

De svenske unge har højere stemmeprocent end danske unge, men måske ændrer sig i dag.

Selvom danske unge er langt fra en førsteplads, så er intet afgjort, før sidste valgsted lukker på søndag. Kom bare an, Sverige! (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hvis du er mellem 18 og 24 år, så er der her en lille guide: Før kuglepennen fra øverste højre hjørne og ned til venstre hjørne. Og så fra øverste venstre hjørne til nederste højre hjørne. Og så gentager du, indtil du kan tegne det perfekte kryds.

Det er nemlig tid til at træne op, hvis du skal nå at komme i topform inden europaparlamentsvalget i dag. For det er ikke kun politikerne, der fører valgkamp.

Der er også en indbyrdes kamp mellem landene. Det handler om at få flest unge til at stemme.

Ved seneste valg var det kun 28 procent af de unge i Europa, der stemte. Her lå Danmark på 38 procent. Og selvom vi ikke ligefrem tog den gule føretrøje, så var det trods alt højere end valgets absolutte bundscorere.

Modsat var folk, der var fyldt de 55 år, vildt gode til det - her var stemmeprocenten på 64 procent. I gennemsnit stemte 56 procent af danskerne ved valget tilbage i 2014.

Østeuropa halter

For sammenligner vi os med flere østeuropæiske lande, så kan vi holde fanen højt lidt endnu. I lande som Rumænien, Slovenien og Slovakiet droppede over 80 procent af de unge valget for fem år siden.

Ifølge Søren Riishøj, der er lektor med speciale i Østeuropa, så er der dog en god grund til, at unge her har en meget lav valgdeltagelse. Deres situation er anderledes i den del af Europa:

- De slås med de her helt daglige problemer med at få pengene til at slå til og håndtere det system, de lever i.

Det er ikke, fordi man ikke kan lide EU, forklarer Søren Riishøj. Man er nemlig rigtig glad for effekterne ved at være med, men som ung i Østeuropa, er der bare problemer nok i ens eget land.

- Det skaber en mangel på overskud til at engagere sig i politik og prøve at påvirke processen, siger Søren Riishøj.

Højere end gennemsnittet

Okay, så vi havde en højere stemmeprocent end gennemsnittet af østeuropæiske lande, der kæmper med egne udfordringer. Men så er der heller ikke mere glimmer at fyre af i festkanonen.

For kigger vi mod Belgien og Luxembourg, så er vi bagud. Her stemmer henholdsvis 90 procent og 87 procent af de unge vælgere. For at det skal være helt fair play, så er de faktisk tvunget til det, fordi det er obligatorisk at stemme. Og hvis de ikke stemmer, kan det få konsekvenser, eksempelvis i form af bøder.

Men tager vi turen over Øresundsbroen til vores venner i Sverige, så overhaler de unge os altså med 120 km/t indenom. Og der er det altså ikke obligatorisk at stemme. Her var der - og hold nu fast - 66 procent af de unge, der trak gardinet for i stemmeboksen og satte deres kryds. Det er altså noget bedre, end hvad vi kunne præstere herhjemme.

Men nu har vi altså mulighed for revanche i dag, hvor der er europaparlamentsvalg. Denne gang skal vi vælge 13 spillere og en bænkevarmer, der kommer på banen, når Storbritannien har forladt EU. Så krigsmaling på, vift med Dannebrog, ned i boksen og sæt dit kryds. Så kan det også være, vi kan slå svenskerne.

Hvis du er i tvivl om, hvem du skal stemme på, så kan du her møde alle de danske spidskandidater.

Facebook
Twitter