En ud af fem nordjyder stemte på Søren Gade: Bedre end alt det ’rabalder-politik’

De nordjyske vælgere sætter pris på stemmeslugerens facon.

Søren Gade er en populær herre i Nordjylland, selvom han egentlig ikke er nordjyde, men kommer fra Holstebro. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Rigtig mange vælgere i Nordjylland valgte i går at sætte deres kryds ud for Venstres Søren Gade.

Han har tidligere været nordjysk spidskandidat til folketingsvalget med stor succes, og det blev der ikke ændret på, selvom han denne gang stillede op til Europa-parlamentsvalget.

I ni nordjyske kommuner fik Søren Gade 51.337 personlige stemmer.

Det svarer til godt hver femte stemme i Nordjylland, hvor i alt 245.155 personer stemte.

I Vesthimmerlands Kommune tegnede partiet Venstre sig for i alt 42­­,3 procent af stemmerne, og også her gik mange af dem til Søren Gade.

På vinduesfabrikken Outline Vinduer i Farsø roses politkeren for sin ærlige og imødekommende facon.

VIDEO: Leif Jansen har altid stemt Venstre - denne gang specifikt på Søren Gade.

Leif Jansen, medarbejder ved Outline Vinduer i Farsø:

- Jeg må indrømme, at jeg normalt mest stemmer på Venstre - frem for de enkelte kandidater. Men det har jeg dog ikke gjort denne her gang. Der har jeg stemt på Søren Gade.

- Dengang han var vores forsvarsminister, gjorde han det virkelig godt.

Hvad er det, han kan?

- Han er i hvert fald ikke provokerende over for nogen. Det kan jeg godt lide frem for alt det rabalder-politik der, hvor de står og skælder hinanden ud. Det synes jeg, at der var flere af politikerne, der godt kunne lære lidt af. Både inden for mit eget parti og også de andre.

VIDEO: For Finn Due Hansen var miljøet et af de vigtigste valgtemaer. Han har tillid til, at Søren Gade kan løse den opgave godt.

Finn Due Hansen, medarbejder ved Outline Vinduer i Farsø:

- Jeg synes, han er en fremragende politiker. Han siger det, som han har det. Der er ikke store ting, der er pakket ind.

- Det er noget med hans ærlighed. Han virker meget ærlig og oprigtig.

VIDEO: Per Skov Hansen har ikke stemt på Søren Gade, men han har stemt på Venstre, som han plejer.

Per Skov Hansen, medarbejder ved Outline Vinduer i Farsø:

- Jeg har stemt på Venstre.

- Det har jeg alle dage gjort.

- I sin tid havde vi en lokal, der var i Folketinget. Og så synes jeg egentlig, det passer godt sammen med min holdning - den politik de kører.

- Søren Gade er nok den mest kendte. Morten Løkkegaard er også, men han har ikke på samme måde været blandet ind i landspolitik som Gade har. Det er der, vi kender ham fra.

Facebook
Twitter