EU i din shampoo: Hvordan undgår vi hormonforstyrrende stoffer?

Forskere arbejder på tværs af grænser for at bekæmpe skadelig kemi i vores produkter.

Kig efter mærker som Svanemærket og Astma og Allergimærket. Shampoo og kosmetikprodukter kan nemlig indeholde hormonforstyrrende stoffer. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Tirsdag morgen summer maskinerne i laboratoriet på SDU's biologiske institut, hvor professor Henrik Holbæk er omgivet af zebrafiskelarver og paddeæg.

De er hans forsøgsdyr, når han forsker i hormonforstyrrende stoffer, som findes i alt fra vores badeforhæng til den shampoo, vi bruger.

- Før testede vi på rotter, men det her er mere etisk, siger han.

Han observerer, hvordan larverne reagerer på stoffer, som han mistænker for blandt andet at ødelægge vores forplantningsevne.

Testresultaterne bliver sendt videre til EU's politikere, der kan forbyde stofferne, hvis der er flertal for det.

50 millioner kroner fra EU

Henrik Holbæk arbejder netop nu sammen med 15 partnere fra otte forskellige lande rundt om i verden om at udvikle testmetoder, der hurtigt skal identificere hormonforstyrrende stoffer i vores produkter.

En zebrafiskelarve, som kan bruges til forsøgsdyr for potentielt skadelige stoffer. (Foto: ho © Scanpix)

Forskningen bliver mere kompliceret, og derfor er det nødvendigt med samarbejde og vidensdeling på tværs af landegrænser, forklarer Henrik Holbæk.

- Det har gjort en stor forskel, at vi er en del af EU. Vi har fået omkring 50 millioner kroner til det her projekt, som er en stor satsning, siger han.

Hvorfor er der EU-regler i min shampoo?

I de senere år er forskere blevet mere opmærksomme på, at mange af de produkter, vi bruger - især hvis de er lavet af plastik - kan indeholde hormonforstyrrende stoffer. Alt fra badeforhæng, legetøj og madkasser til shampoo og kosmetik.

Stofferne kan påvirke vores krop negativt: Forskere mistænker dem blandt andet for at nedsætte vores evne til at få børn.

EU støtter derfor forskning, der skal gøre det lettere at identificere dem i vores produkter.

Hvad betyder det for danskerne?

Det betyder, at der er potentiale for færre skadelige stoffer i de produkter, vi køber.

EU-politikerne kan kigge på forskeres vurderinger om forskellige stoffer og beslutte at forbyde dem.

Det sker dog ikke altid: Flere stoffer, som EU har identificeret som værende hormonforstyrrende, er det nemlig stadig tilladt at tilsætte dagligdagsprodukter. Blandt andet en række af de såkaldte parabener, der bruges som konserveringsmiddel i cremer, shampoo og makeup.

Hvad er argumenterne for og imod?

Ingen er som sådan imod at investere i forskningen, men der er uenighed blandt de europæiske politikere om, hvor mange penge der skal gå til det.

Når Storbritannien forlader EU, vil der opstå et hul i EU's budget. Lige nu diskuterer EU-politikerne, om det hul skal fyldes ved, at de 27 lande, der bliver i EU, skal betale mere, end de gør i dag. Alternativet er, at man skærer i budgettet, og her kan blandt andet forskningsmidlerne være et område, der bliver mindre.

Facebook
Twitter