EU ved din grænse: Hvem bestemmer om du skal vise pas?

"Der er en ufrihed i forhold til den måde, jeg godt kan lide at rejse på".

Den midlertidige danske grænsekontrol blev i slutningen af april forlænget til november. Den har været i stand siden 2016. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Du har måske mødt dem på vej ind og ud af Danmark. Uniformerede betjente eller hjemmeværnsfolk med gule sikkerhedsveste på kørebanen eller stationen, der beder om at se dit pas.

For selvom der er åbne grænser indenfor EU, så har der siden 2016 været grænsekontrol ved Danmarks grænser mod både Sverige og Tyskland – alt sammen med tilladelse fra EU.

I 2015 og 2016 indførte man midlertidig grænsekontrol i Sverige og Danmark på grund af migrantstrømmen fra blandt andet Syrien. Men at grænsekontrollen stadig står her tre år senere har en anden årsag, forklarer DR’s EU-korrespondent Ole Ryborg.

- Når Danmark har grænsekontrol, så er det ikke begrundet i migrantkrisen længere, men i en øget terrortrussel. Den danske grænsekontrol er blevet forlænget seks måneder ad gangen og udløber i november. Det er noget, som landene beder om, og så er det op til Europa-Kommissionen, om de er klar til at godkende yderligere forlængelse af grænsekontrollen efter november, når det gælder Danmark.

For danske Anne Sloth Ejnersen, der pendler mellem Danmark og Sverige, fylder grænsekontrollen meget i hverdagen.

- Det er en oplevelse af ufrihed i forhold til den måde, jeg godt kan lide at rejse på. At jeg hele tiden skal være opmærksom på, om jeg har pas med, og hvis jeg rejser med familien, at vi også har børnenes pas med. Så det bliver en form for stop op i den måde, man egentlig gerne vil bevæge sig på, specielt indenfor Norden, siger hun.

Det er ikke samtlige ture og samtlige passagerer, der får tjekket deres pas, og når Anne Sloth Ejnersen en gang imellem slipper for at skulle hive passet frem, kalder hun det ”en lille lettelse”.

- Det er ikke fordi, det er et stort besvær at tage sit pas op af tasken, det er mere sådan en mental lettelse af, at jeg ikke behøver at identificere mig i dag. Jeg hører faktisk til her, også selvom jeg ikke har taget mit pas med.

Her tjekker svensk politi pas ombord på et tog fra Danmark på Hyllie Station i Sverige i 2016. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Hvorfor blander EU sig i den danske grænse?

Danmark har siden 2001 været fuldt medlem af Schengen-samarbejdet, som medfører at man ikke længere har grænsekontrol. Det betyder, at danskere ikke skal vise pas, når de for eksempel kører over grænsen til Tyskland eller rejser med fly til Italien, Frankrig eller et andet land, der også deltager i Schengen-samarbejdet.

Som udgangspunkt tillader Schengen-samarbejdet ikke grænsekontrol ved EU’s indre grænser, men medlemslandene kan søge om tilladelse i ekstraordinære situationer, hvis der er ”fare for den offentlige orden og interne sikkerhed” i et Schengen-land. Det er netop det, Danmark har gjort siden 2016.

Hvad betyder reglerne for danskerne?

For danskerne betyder reglerne, at man – når der ikke midlertidig grænsekontrol - kan rejse frit mellem Danmark og de andre Schengen-lande, uden at skulle vise identifikation.

Hvad var argumenterne imod?

Schengen-aftalens åbne grænser har mødt skarp kritik særligt fra af Europas højrefløjspartier, heriblandt Dansk Folkeparti, som ønsker en genoprettelse af den permanente grænsekontrol.

Kritikken af Schengen-samarbejdet går blandt andet på, at de åbne grænser øger risikoen for grænseoverskridende kriminalitet, og for at terrorister eller økonomiske migranter, der ikke kan få asyl, kan bevæge sig frit rundt mellem Schengen-landene uden at blive opdaget.

Facebook
Twitter