Flere EU-borgere blev i går afvist ved valgstederne i Storbritannien: Danske Troels fik ikke lov at stemme

Vælgere raser. Manglende registrering, lyder forklaringen fra valgstederne.

Ved flere valgsteder i Storbritannien måtte EU-borgere gå derfra uden at få mulighed for at stemme. (Foto: TOLGA AKMEN © Scanpix)

For få uger siden var Troels Petersen nede at stemme til lokalvalget i sin hjemby Slaithwaite, og i går var han klar til at gå i stemmeboksen igen. Denne gang for at stemme til europaparlamentsvalget.

Men det fik han ikke lov til.

- Jeg oplyser min adresse og kan se mit navn på listen, men det er streget ud med en blå streg og med et G ved siden af. De er venlige nok nede på valgstedet, men de fortæller mig, at når der er en streg igennem, kan jeg ikke stemme, fortæller Troels Petersen, der bor i England med sin kone og to børn.

- Jeg bliver skuffet og tænker: Hvad sker der så næste gang, bliver jeg så kørt direkte til lufthavnen? siger Troels Petersen lidt i sjov, inden han i en mere alvorlig tone tilføjer:

- Men det er jo min demokratiske ret, der bliver taget fra mig. Jeg føler mig hjemme her, jeg har min kone og børn her, jeg deltager aktivt i lokalmiljøet og føler mig egentlig ret engelsk, siger han.

- Jeg var overrasket over, at jeg ikke kunne stemme til det, men godt kunne til lokalvalget.

Troels Petersen oplevede som mange andre EU-borgere at blive nægtet at stemme til europaparlamentsvalget. (Foto: (privatfoto))

#DeniedMyVote

Troels Petersen er dog langt fra alene.

For rundt om på landets valgsteder oplevede mange andre EU-borgere at blive afvist med beskeden om, at deres navn var streget over, og at de derfor ikke var stemmeberettigede til europaparlamentsvalget.

Og på det sociale medie Twitter delte mange deres frustrationer med hashtagget #DeniedMyVote (Nægtet at stemme, red.):

- Jeg er tysk statsborger og har permanent opholdstilladelse i Storbritannien. Jeg registrerede mig til at stemme for flere uger siden og modtog en bekræftelse på det. I dag blev jeg afvist ved valgstedet. Det her er ubegribeligt, skriver blandt andet Liana Lewis.

Liana Lewis havde registreret sig alle de steder, hun skulle, og hun havde ligeledes modtaget en bekræftelse på mail, siger hun til DR.

Derfor står hun rystet tilbage efter at være nægtet at stemme.

- Jeg blev bare ved med at tænke, at det her er sabotage. Det er diskrimination, og det er fuldstændig uacceptabelt. Jeg er EU-borger, og jeg har ret til at stemme ved parlamentsvalget.

- Det er så forkert, at jeg mangler ord og ikke ved, hvad jeg skal sige.

Kendte ikke til formular

EU-borgere har i Storbritannien mulighed for at stemme til europaparlamentsvalget ved at registrere sig og udfylde en såkaldt UC1-formular og erklære, at man stemmer i Storbritannien og ikke i sit hjemland. Men den skal være udfyldt og modtaget hos myndighederne senest 12 dage før valgdatoen, og sker det ikke, har man ikke mulighed for at stemme.

Det er dog ikke en formular, Troels Petersen kender til. Før i går i hvert fald.

- Normalt får jeg en valgseddel, når jeg er registreret, men den ekstra formular har jeg ikke hørt om eller fået tilsendt, siger han.

Opfordrer til at klage

Det er dog ikke kun EU-borgere, der lufter deres frustrationer på Twitter, hvor både interesseorganisationer og politikere skyder med skarpt mod regeringen, der ifølge dem har siddet på hænderne og ikke gjort nok for at forebygge en forventelig situation.

Tanja Bueltman, der er borgerretsaktivist og professor på Northumbria University i Newcastle, peger netop på den tidskrævende proces med at udfylde den ekstra formular, som årsag til problemet.

- Det trin i processen er dog ikke nyt og skabte problemer allerede under det sidste EU-valg i 2014, skriver hun blandt andet.

Græsrodsorganisationen the3million, der repræsenterer EU-borgere i Storbritannien, opfordrer derfor alle, der oplevede ikke at kunne stemme, til at indgive klager til valgbarhedsnævnet.

Valgbarhedsnævn: For kort varsel fra regeringen

Valgbarhedsnævnet erkender, at det tager tid for EU-borgere at blive stemmeberettigede til valget, men påpeger samtidig, at man faktisk efter 2014 forsøgte at få gjort processen lettere. Nævnet understreger, at det dog i sidste ende er parlamentet og regeringens ansvar.

- Den meget korte varsel fra regeringen angående Storbritanniens deltagelse i dette valg har påvirket den tid, der har været til rådighed og muligheden for borgerne til at gennemføre denne proces, skriver nævnet.

I meddelelsen uddybes, at EU-borgere grundlæggende gennemfører en proces, hvor de flytter deres ret til at stemme fra deres hjemland til Storbritannien, og at dette jævnfør EU-lovgivning skal gøres i tilstrækkelig tid inden valgdagen.

Ifølge nævnet kræver engelsk lovgivning, at dette skal ske senest 12 dage før valgdagen.

May anerkender politiske reaktioner

Oppositionspartiet Labour påpeger, at man også derfra har gjort opmærksom på problemstillingen angående EU-borgeres stemmemuligheder.

- Vi har gentagne gange advaret regeringen mod, at EU-borgere i Storbritannien ville blive nægtet at stemme på grund af regeringens inkompetente tilgang til brexit, skriver parlamentsmedlem for Labour, Cat Smith.

- Labour har påpeget adskillige gange, at EU-borgerne har brug for mere tid til at indlevere deres registreringsformer, som sikrer, at de kan udnytte deres demokratiske ret til at stemme.

Først den 7. maj meddelte den britiske regering, at Storbritannien skulle deltage i det forestående europaparlamentsvalg.

Den britiske premierminister, Theresa May, var selv nede at stemme til europaparlamentsvalget i går. (Foto: Neil hall © Scanpix)

Talsmand for Theresa May siger ifølge bbc.com, at regeringen anerkender frustrationerne over valgstederne, men understreger samtidig, at regeringen ikke har en rolle i, hvordan valgstederne og stemmeafgivningen administreres.

Ifølge talsmanden er det de lokale myndigheder, som har ansvaret for den nødvendige planlægning og for at sikre, at valgkort og registreringer finder sted inden for de fastsatte tidsrammer.

Formand for borgerretsudvalget i Europa-Parlamentet, Labour-medlemmet Claude Moraes, vil ifølge The Guardian tage sagen op med den britiske indenrigsminister, Sajid Javid.

Facebook
Twitter