Folkebevægelsen mod EU kan ryge ud for første gang nogensinde: 'Ærgerligt for EU-modstanden, hvis det er slut'

Bevægelsen med Rina Ronja Kari i spidsen har været repræsenteret i Europa-Parlamentet i 40 år.

Folkebevægelsen mod EU står til at miste sit ene mandat i Europa-Parlamentet.

Det viser en netop offentliggjort exitpoll fra valgstederne, som Epinion har lavet for DR.

Folkebevægelsen mod EU står ifølge exitpollen, der altså ikke er et endeligt resultat, til at få 3,1 procent af stemmerne, hvilket ikke bliver nok til et mandat.

Ved det seneste valg i 2014 fik de 8,1 procent, og holder exitpollen stik, går Folkebevægelsen mod EU med Rina Ronja Kari i spidsen altså tilbage med hele fem procentpoint.

- Det er klart, at det er en kedelig måling at starte på. Vi er fortrøstningsfulde, for der er forskelle på de forskellige målinger lige nu. Så vi håber, resultaterne retter sig, siger spidskandidaten.

40 år i parlamentet

Hun erkender, at hun vil være meget ærgerlig over at miste sin plads i parlamentet.

- Jeg synes, det er utroligt ærgerligt for EU-modstanden, hvis det er slut. Der er brug for EU-modstand i Danmark. Det vil være et demokratisk tab, hvis det ender sådan, siger Rina Ronja Kari.

Partiet har haft plads i Europa-Parlamentet, siden det blev oprettet tilbage i 1979. Det vil altså være første gang i 40 år, at Folkebevægelsen mod EU ikke er repræsenteret.

Rina Ronja Kari mener, at de har været ramt af svære betingelser i valgkampen, der kan have spillet ind på resultatet.

- Vi har altid en del af ansvaret, men der er også nogle ydre omstændigheder, vi ikke kan gøre noget ved. Vi har lavet en flot valgkamp, men der har været noget modvind. Det har været svært at komme igennem i pressen, siger hun.

Man kan dog på ingen måde sige, at exitpollen er identisk med det endelige resultat. Det skyldes blandt andet, at der er en stor statistisk usikkerhed.

Exitpollen er baseret på 2.345 personer, der har afgivet svar om, hvad de har stemt.

Enhedslisten tager mandat

Resultatet kan altså i sidste ende rette sig op for Folkebevægelsen mod EU, således at de redder sig et mandat.

Folkebevægelsen har tidligere under valgene til Europa-Parlamentet haft tæt samarbejde med Enhedslisten, der ikke tidligere har stillet op selv.

Men ved valget i år stiller Enhedslisten for første gang op selv og ser i exitpollen ud til at tage et mandat.

De to partier er i et såkaldt valgforbund sammen, og kan på den måde bruge hinandens overskydende stemmer i kampen om et mandat.

- Intet er sikkert, før vi har det endelige resultat. Jeg håber, at når stemmerne er talt op, så har vores valgforbund nok stemmer til, at både vi og Folkebevægelsen mod EU kan få et mandat, siger Enhedslistens spidskandidat, Nikolai Villumsen.

Facebook
Twitter