Husker du Meld og Feld-sagen i DF? Også andre borgerlige EU-skeptikere mistænkes for misbrug af EU-penge

Sager om misbrug af EU-midler og tætte forbindelser til Rusland præger en række EU-kritiske partier.

Penge fra Rusland og misbrug af penge fra EU-kassen. Det er sager, som klæber til en række af de national-konservative EU-skeptiske partier, der lige nu fører valgkamp op til valget til Europa-Parlamentet.

I dag mødes flere af partierne i Italien. De er inviteret af lederen af det italienske parti Lega, Matteo Salvini. Og med ved mødet er blandt andre franske Marine Le Pen og Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti.

Salvini og Le Pen kender hinanden fra Europa-Parlamentet, hvor de i fællesskab etablerede den politiske gruppe ENF sammen med blandt andet Frihedspartiet fra Østrig og Gert Wilders parti fra Holland.

Og selv om dagens møde i Milano i nogen grad blev ødelagt af afsløringerne af en video, som tvang lederen af det østrigske Frihedsparti til at trække sig, så er den type af afsløringer på ingen måde noget nyt for de politikere, der i dag var samlet i Italien.

For en sammenstilling af aktiviteterne blandt de europæiske nationalkonservative EU-skeptiske partier udarbejdet af tænketanken Corporate Europe Observatory viser, at en række af partierne gennem de senere år har været involveret i et antal sager om mistanke om misbrug af EU-midler og tætte forbindelser til Rusland.

Blandt andet er det blevet afsløret, at ENF-gruppens medlemmer af Europa-Parlamentet har drukket 228 flasker champagne i løbet af 41 møder. En adfærd, som Europa-Parlamentets finanskontrol også var faldet over.

Og champagnen var ikke den eneste luksus, som de borgerlige EU-skeptikere havde tilladt sig at lade skatteborgerne betale. Europa-Parlamentet noterede, at der var spist middag til en kuvertpris på 400 euro per kuvert. Det svarer til cirka 3.000 kroner per kuvert.

Alt i alt har Europa-Parlamentet anbefalet, at den politiske gruppe ENF skal betale 420.000 euro tilbage til parlamentet - omkring 3,1 million kroner.

Og sagen – kendt i Bruxelles som Champagne-gate – er blot en af mange, som de borgerlige EU-skeptikere har været involveret igennem de seneste år.

1

Ungarn

Ungarns premierminister Viktor Orbans svigersøn har været involveret i en sag. (Foto: © François Lenoir, Scanpix)

EU´s anti-svindel enhed OLAF har undersøgt flere sager om mistænkt misbrug med EU-midler i det ungarske regeringsparti Fidesz. Blandt andet en sag, som involverede premierminister Viktor Orbans svigersøn i Ungarn.

Da den ungarske anklagemyndighed sidste år lukkede den sag, blev den ungarske myndighed beskyldt af medlemmer af Europa-Parlamentet for ikke at være uafhængig.

Den ungarske regering har ansat tyskeren Klaus Mangold som konsulent. Ifølge ungarske undersøgende journalister hos Direkt36, så arbejder Klaus Mangold tæt på Rusland, og han er i tysk presse døbt Mr. Russia på grund af tætte forbindelser til både den russiske stat og Gazprom.

Mangold var blandt andet involveret, da det russiske firma Rosatom fik kontrakt med den ungarske stat i forhold til et atomkraftværk i Ungarn. Sagen førte til en undersøgelse iværksat af Europa-Kommissionen.

2

Østrig

Tilbage i halvfemserne var den nuværende justitsminister Josef Moser i Østrig involveret i en sag. (Foto: © Leonhard Foeger, Scanpix)

Frihedspartiet i Østrig er netop nu ramt af en sag om en videooptagelse, som viser, hvordan partiets formand Heinz-Christian Strache taler med en kvinde, som udgiver sig for at være russisk oligark om, hvordan hun kan hjælpe Frihedspartiet uden at det opdages, at pengene kommer fra Rusland.

Det er ikke første gang Frihedspartiet har været centrum for sager om mistænkelig ulovlig finansiering af partiet. Helt tilbage i halvfemserne var der den såkaldte plasticpose sag, hvor Josef Moser – som i dag er justitsminister – modtog en plasticpose med 5 millioner østrigske Schilling – cirka tre millioner kroner – fra en østrigsk erhvervsmand.

I 2013 indledte østrigske myndigheder en undersøgelse af muligt misbrug af offentlige penge til at finansiere partiets aktiviteter i delstaten Kärnten. Det er en sag, som involverer den nuværende indenrigsminister Herbert Kickl. Sagen er endnu ikke afsluttet.

Frihedspartiet har tætte bånd til Rusland. Flere af partiets medlemmer har deltaget i det såkaldte Yalta Economic Forum, som blev afholdt på Krim, og det førte til en del hævede øjenbryn, da den østrigske udenrigsminister – udpeget af Frihedspartiet – inviterede den russiske præsident Putin med til sit Bryllup.

3

Tyskland

Det tyske parti AfD har tidligere fået en bøde for at modtage sorte penge. (Foto: © PHILIPP GUELLAND, Scanpix)

Det tyske parti Alternative für Deutschland (AfD) har været involveret i flere sager om ulovlig finansiering, hvor partiet angiveligt har modtaget ulovlige donationer udefra, og hvor det ikke har været muligt at konstatere, hvor pengene kommer fra.

Bundestagsverwaltung, som er et sekretariat i den tyske forbundsdag, har tidligere idømt AfD en bøde på 270.00 euro – cirka to millioner kroner – for at have modtaget sorte penge.

Da donationerne til partiet blev opdaget dengang, blev AfD bedt om at fremlægge en liste over, hvilke donatorer, der havde skænket penge til partiet. Det gjorde AfD. Det viste sig dog, at listen over donatorer var falsk.

AfD er nu genstand for en ny undersøgelse om sorte penge, som kan være brugt til at finansiere valgkamp for partiet imod reglerne.

Sagen involverer både partiets ledelse og partiets spidskandidat i europaparlamentsvalget.

4

Polen

Den polske premierminister Mateusz Morawiecki har fået en del kritik for at udbetale store bonusser til medlemmer af regeringen. (Foto: © RADOVAN STOKLASA, Scanpix)

Premierminister Mateusz Morawiecki er tidligere direktør i Polens tredje største bank.

Han har været genstand for en del kritik, efter det polske Newsweek fortalte om ejendomshandler, som involverede Morawiecki og dennes kone.

Tidligere har der været en sag, hvor regeringen i 2017 bestemte sig for at udbetale særlige bonusser til regeringsmedlemmerne. Bonusser som var langt større end en årsløn for polske arbejdere.

Da sagen kom frem i lyset og PiS-partiet faldt kraftigt i meningsmålingerne, valgte de polske ministre at donere deres bonusser til velgørenhed.

5

Italien

Legas tidligere leder, Umberto Bossi, der her ses sammen med Berlusconi, måtte trække sig fra sin post, fordi han havde brugt offentlige midler privat. (Foto: © ALESSANDRO BIANCHI, Scanpix)

I 2012 måtte regeringspartiet Legas daværende leder, Umberto Bossi, trække sig fra posten, da det kom frem, at han havde brugt offentlige midler til finansieringen af sin egen bolig og til forskellige tjenester til sin egen familie. Blandt andet var der brugt offentlige penge på at leje en Porsche, som Umberto Bossis søn kørte rundt i.

Partiets kasserer blev undersøgt for at have modtaget sorte penge og for forbindelser til mafiaen.

Sagen involverede 49 millioner euro – altså tæt på 370 millioner kroner. En italiensk domstol beordrede, at pengene skulle betales tilbage til staten. Men det var umuligt for myndighederne at finde pengene.

Partiet har nu lovet at betale pengene tilbage – over 80 år.

Partiet Lega har et formelt samarbejde med den russiske præsident Putins parti. Avisen L´Espresso beskrev tidligere på året, hvordan det russiske olieselskab Rosneft var parat til at sælge olie til en lavere pris til det italienske selskab ENI.

Tanken var, at ENI så skulle støtte Lega med de penge, som olien var billigere. På den måde kunne Lega modtage russisk støtte, uden at pengene kom direkte fra Rusland. Både Lega og Rosneft benægter.

Et af partiets medlemmer af Europa-Parlamentet Mario Borghezio er tre gange blev dømt for såkaldte hate-crimes. Blandt andet efter at have angrebet en 12 år gammel dreng og efter at have påsat en brand et sted, hvor migranter sov.

6

Frankrig

Rassemblement National har søgt mod Rusland, når partiet har manglet penge. (Foto: © FREDERICK FLORIN, Scanpix)

I 2014 fik partiet Rassemblement National (tidligere Front National) et lån på 9,4 millioner euro – 70 millioner kroner - fra FCRB, en russisk baseret bank.

Det er ikke første gang partiets leder, Marine Le Pen, har haft blikket rettet mod Rusland, når partiet manglede penge. Franske Mediapart har tidligere dækket, hvordan Front National med hjælp af en russisk oligark fik et lån på to millioner euro – cirka 15 millioner kroner.

Flere af Front Nationals medlemmer af Europa-Parlamentet har forskellige aktiviteter i Rusland, som MEP´erne tjener ekstra penge på ved siden af deres arbejde i Europa-Parlamentet. Og et af medlemmerne – som efterfølgende forlod partiet – har ifølge Politico haft præsident Putins talsmands datter ansat som hjælper i Europa-Parlamentet.

Front National har også været genstand for en undersøgelse om misbrug af EU-midler. En sag handler om misbrug af EU-midler, hvor 20 personer angiveligt skulle arbejde for Front National i Europa-Parlamentet, men i stedet arbejdede for FN i Frankrig.

I en anden sag om misbrug af EU-midler er Front National blev pålagt at tilbagebetale 470.000 euro – godt 3,5 millioner kroner.

7

Storbritannien

UKIP og tidligere leder Nigel Farage har flere sager om misbrug af EU-midlerne i bagagen. (Foto: © Andy rain, Scanpix)

Partiet UKIP, UK Independence Party, og partiets tidligere leder, Nigel Farage, som i dag er leder af The Brexit Party, har været genstand for adskillige sager om misbrug af EU-midler. Nigel Farage har for eksempel fået besked på at betale 40.000 euro – cirka 300.000 kroner - tilbage. Penge, som trækkes af hans løn som medlem af Europa-Parlamentet.

De 300.000 er dog et mindre beløb i forhold til et andet UKIP medlem af Europa-Parlamentet, som blev beordret til at betale 750.000 kroner tilbage i en anden sag om misbrug af EU-midler.

Partiet er også blevet bedt om at tilbagebetale 173.000 euro, hvor UKIP har brugt penge på national valgkamp, hvilket er i strid med reglerne.

Den økonomisk største sag omkring UKIP og Nigel Farage handler dog om det europæiske politiske parti, som Farage var med til at stifte. Partiet undersøges af EU´s anti-svindel-enhed OLAF og er blevet bedt om at tilbagebetale 668.620 euro – det er cirka fem millioner kroner.

8

Tjekkiet

Tjekkiets premierminister Andrej Babis undersøges i en sag om misbrug af EU-midler. (Foto: © François Lenoir, Scanpix)

Partiet ANO, Akce nespokojených obcanu, ledes af Andrej Babis, som er Tjekkiets næst-rigeste mand. Partiet ANO er stiftet i 2011. I 2013 blev Andrej Babis finansminister og i 2017 blev han Tjekkiets premierminister.

Babis undersøges i en sag om mistanke om misbrug af EU-midler. Sagen blev oprindeligt opdaget af EU´s anti-svindel-enhed OLAF. OLAF overdrog sagen til det tjekkiske politi, som to gange har opfordret til, at der blev anlagt sag mod Babis.

Andrej Babis selv afviser dog sagen og mener, at der er tale om en politisk konspiration.

9

Danmark

Morten Messerschmidt stiller ikke op til det kommende valg til Europa-Parlamentet, da han i stedet vil i Folketinget igen. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Dansk Folkeparti undersøges for øjeblikket af EU´s anti-svindel enhed OLAF i en sag om mistanke om misbrug af EU-midler.

Sagen handler om det europæiske politiske parti MELD og den tilhørende fond FELD, som Dansk Folkeparti var medlem af. Partiets spidskandidat, Morten Messerschmidt, var formand for MELD frem til partiet blev nedlagt, mens partiets andet medlem af Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, var kasserer for MELD.

Anders Vistisen er i dag nummer to på Dansk Folkepartis liste ved valget til Europa-Parlamentet.

Dansk Folkeparti blev i første omgang bedt af Europa-Parlamentet om at betale 400.000 euro tilbage. Senere har partiet selv tilbudt at betale hele partistøtten tilbage.

OLAF har endnu ikke afsluttet undersøgelsen.

Kilde: Corporate Europe Observatory