Italiensk avis: DF klar til EU-skeptisk alliance med europæiske højrefløjspartier

Det EU-skeptiske parti skal i morgen tale ved stormøde, som det italienske regeringsparti Lega står bag.

Legas Matteo Salvini, der er leder af det EU-skeptiske højrefløjsparti Lega, afholder i morgen stormøde i Milano. (Foto: Alberto Colusso © Scanpix)

Når den italienske vicepremierminister Matteo Salvini, der er leder af det EU-skeptiske højrefløjsparti Lega, i morgen formiddag afholder stormøde i Milano, vil Dansk Folkepartis gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, være at finde på talerlisten.

Det skriver den italienske avis La Reppublica.

Målet med mødet er ifølge avisen at få etableret en fællesalliance for de europæiske højrefløjspartier, der er stærkt kritiske over for EU-samarbejdet, frem mod europarlamentsvalget i maj.

Udover Dansk Folkeparti vil det tyske Alternative für Deutschland samt De Sande Finner fra Finland også deltage i mødet, der har fået titlen "Fornuftens Europa".

Og Lega håber på, at flere andre højrefløjspartier vil tilslutte sig platformen inden valget om halvanden måned.

DF positiv over for Lega-samarbejde

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Folkeparti.

Men Peter Kofod, der er partiets spidskandidat til europaparlamentsvalget, har tidligere fortalt, at han har “en ambition om, at der etableres en stor, EU-skeptisk og konservativ gruppe til højre for midten” efter det kommende valg.

Og tidligere på ugen udtalte DF’eren, at han "intet problem så i" at skulle sidde i samme gruppe som Lega efter europaparlamentsvalget.

- Vi snakker med rigtig mange partier, og vi prøver at identificere dem, der i nogen grad ligner os, sagde han og nævnte i den forbindelse også Alternative für Deutschland, Sverigedemokraterne fra Sverige og Frihedspartiet fra Østrig.

Kan stå stærkere

I dag sidder de EU-skeptiske højrefløjspartier nemlig i fire forskellige grupper i Europa-Parlamentet.

Men Matteo Salvini har længe arbejdet målrettet for at få samlet partierne, så de kan danne en fælles gruppe efter europaparlamentsvalget.

Det skyldes ikke mindst, at flere højrefløjspartier, herunder Lega, står til at gå frem ved valget, mens de EU-positive konservative og socialistiske partigrupper, der sammen har haft flertallet i Europa-Parlamentet siden 1979, står til at gå tilbage.

- De EU-kritiske højrefløjspartier står til at kunne sætte sig solidt på en betragtelig del af pladserne i Europa-Parlamentet ved valget i maj. Ved at kunne slå sig sammen i en fælles gruppe håber man på at kunne skumme fløden og stå endnu stærkere, forklarer Søren Dosenrode, der er Jean Monnet-professor ved Aalborg Center for European Studies ved Aalborg Universitet.

- De vil stække Europa-Parlamentet, og det har de større mulighed for, hvis de er samlet i én gruppe.

I januar mødtes Matteo Salvini med Polens stærkt EU-kritiske regeringsparti, Lov og Retfærdighed, for at sondere terrænet for et muligt samarbejde.

Og tidligere på ugen var Matteo Salvini en tur i Paris, hvor han holdt møde med Marine Le Pen, der står i spidsen for det ligeledes EU-kritiske højrefløjsparti Rassemblement National.

Skal beskytte nationalstaterne

Partiet fik ved det seneste europaparlamentsvalg i 2014 hver fjerde stemme i Frankrig.

Og Marine Le Pen udtalte efter mødet til Euronews, at hun håber, at hun sammen med sin italienske kollega kan danne en supergruppe i Europa-Parlamentet efter valget.

- Jeg lægger ikke skjul på, at vi har en meget stor ambition og drøm om at skabe en meget stor gruppe bestående af de partier, der ønsker at beskytte nationalstaterne, sagde hun og tilføjede, at det bliver Matteo Salvinis opgave at få flere partier til at deltage i projektet.

Matteo Salvini tweetede selv, at målet med alliancen er "at bringe en smule fornuft tilbage til Europa".

Og ifølge Søren Dosenrode kan de EU-skeptiske partier godt nå at få udformet et fælles manifest inden EP-valget, som de så kan bruge som grundlag for den gruppe, de i givet fald vil stable på benene efter valget.

- Hvor magtfuld sådan en gruppe eventuelt bliver, afhænger af, hvor mange mandater den får. Men ved at etablere en fælles gruppe vil de uanset hvad få adgang til prestigefyldte formandsposter i de vigtige komiteer, forklarer han.

Det danske valg til Europa-Parlamentet finder sted søndag den 26. maj. Her kan du møde de danske spidskandidater til valget:

Facebook
Twitter