Kandidater på vippen: 'Hvis jeg får en plads, ringer jeg til min mor og hujer'

SF's Kira Marie Peter-Hansen og Venstre-kandidaten Asger Christensen venter i disse timer spændt på stemmeoptællingen.

Kira Marie Peter-Hansen, der er kandidat for SF i Europa-Parlamentet, venter i spænding på, om hun skal dele kontor med Margrete Auken i Bruxelles. Her ses de to politikere til Folkets Klimamarch, der blev afholdt i weekenden. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Mens de lokale valgsteder over hele landet er i fuld gang med at fintælle de personlige stemmer til europaparlamentsvalget, sidder flere kandidater og venter i neglebidende spænding.

De ved først senere i dag, om de får en billet til Bruxelles.

Blandt de kandidater, der ligger på vippen til en plads i Europa-Parlamentet, er de to SF'ere-Karsten Hønge og Kira Marie Peter-Hansen. Margrete Auken står som partiets spidskandidat til at få den ene af partiets to pladser, men hvem hun skal dele kontor med, ligger endnu ikke fast.

- Man må jo ikke spå, men det er lidt spændende, siger 21-årige Kira Marie Peter-Hansen til DR Nyheder.

Karsten Hønge har endnu ikke meldt klart ud, om han går efter et genvalg til Folketinget, hvor han sidder nu, eller om det er pladsen i Europa-Parlamentet, der trækker.

Holder øje med stemmeoptælling

Kira Marie Peter-Hansen sidder lige nu og holder godt øje med stemmeoptællingen.

- Jeg håber, at jeg er nået ud til rigtig mange unge mennesker, som har stemt på mig, siger SF-kandidaten Kira Marie Peter-Hansen.

Hun kalder det en "overvældende morgen".

- Jeg er mest af alt glad for, at SF har fået to mandater. Det er en dejlig dag, siger Kira Marie Peter-Hansen.

Hun lægger ikke skjul på, at det vil være en kæmpe sejr, hvis hun ender med at komme i Europa-Parlamentet.

- Det er jo en kæmpe ære og også et stort ansvar, der følger med. Det vil blive nogle intense måneder, hvor jeg vil gøre mit bedste for at undgå fejl.

Det første, hun vil foretage sig, hvis det bliver virkelighed, er hun ikke i tvivl om:

- Hvis jeg får en plads, så ringer jeg til min mor og hujer. Og så vil hun nok sige 'husk lige dine studier', siger Kira Marie Peter-Hansen, der til daglig læser økonomi på Københavns Universitet.

Venstre har fået rigtig godt valg til Europa-Parlamentet og går fra to til fire mandater. To af partiets kandidater - Morten Løkkegaard og Søren Gade - er sikret to af de fire pladser, men det er endnu ikke afgjort, hvordan de resterende mandater fordeler sig. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

V-landmand på vippen

Også Venstres kandidat, landmand Asger Christensen, afventer svar på, om han har fået en plads i Europa-Parlamentet, som han også stillede op til i 2014.

To af partiets kandidater - Morten Løkkegaard og Søren Gade - er sikret to af de fire pladser, men det er endnu ikke afgjort, hvordan de resterende mandater fordeler sig.

- Det er som juleaften. Man venter i spænding på det resultat, der kommer, og det må vi vente på. Det er borgerne, der bestemmer, hvem der skal have den store opgave med at være i Europa-Parlamentet.

Han kalder Venstres resultat ved europaparlamentsvalget for "helt fantastisk".

- Som bondemand glæder jeg mig virkelig over det resultat. Samtidig kom der 15 millimeter regn i nat, så det kan ikke være bedre, siger Asger Christensen.

Facebook
Twitter