Le Pen på lynvisit i Danmark: DF har tegnet et karikeret billede af os

DF fastholder, at det franske parti kommer fra et problematisk udgangspunkt, men nu har ændret sig.

Det kan godt være, at det franske højrefløjsparti Rassemblement National har valgt at alliere sig med Dansk Folkeparti i forbindelse med det kommende europaparlamentsvalg.

Men det betyder ikke, at alle tidligere stridigheder nu er glemt.

Ifølge Marine Le Pen, som står i spidsen for Rassemblement National, har Dansk Folkeparti været med til at tegne et unuanceret billede af det nationalkonservative parti, som indtil sidste år gik under navnet Front National.

- Jeg synes virkelig, at vi har været ofre for en slags karikaturtegning gennem lang tid. Man har stemplet os som højreekstremister uden at retfærdiggøre det, siger Marine Le Pen, der i dag besøger København, til DR Nyheder.

Da Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, i 2013 siden blev spurgt ind til det franske parti, lagde han ikke de diplomatiske fingre imellem.

- Der er antisemitiske ting i Front National. Det tror jeg ikke, der er nogen som helst tvivl om, sagde han dengang til Politiken.

Og partifællen Morten Messerschmidt pakkede heller ikke sin kritik ind, da han året efter blev spurgt ind til den franske højrefløjsleder og hendes parti.

- Formanden, Marine Le Pen, har forsøgt at skabe et billede af, at partiet har ryddet op og luget ud blandt de allermest rabiate. Men mit indtryk er, at Front National er det samme parti som for ti år siden, når man kommer lige ned under overfladen, sagde han til TV 2.

- Gruppen omkring Front National kommer vi aldrig nogensinde til at have noget at gøre med. Vi er på fuldstændig afgørende områder meget, meget langt fra hinanden, tilføjede han et par måneder efter over for Ritzau.

Et fælles udgangspunkt

Men alt det har ifølge Marine Le Pen været med til at fremstille Rassemblement National som et parti med ”temmelig ubehagelige træk”.

- Vi er blevet fremstillet som ekstremister, og man har skudt os alle mulige ting i skoene, såsom fremmedhad. Vi står ikke for noget af det, siger partilederen, der for to år siden kæmpede med Emmanuel Macron om præsidentposten i Frankrig.

Alligevel har hun valgt at alliere sig med Dansk Folkeparti og en række andre EU-skeptiske højrefløjspartier, herunder det italienske regeringsparti Lega, frem mod valget til Europa-Parlamentet, der finder sted i næste måned.

- Målet er at redde Europa fra EU og fra en overnational struktur, der har fejlet, siger Marine Le Pen.

Den nye højrefløjsalliance blev præsenteret tidligere på måneden i Milano. Blandt deltagerne var Matteo Salvini fra Lega og Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti. Marine Le Pen og Rassemblemet National tilsluttede sig først formelt i sidste uge. (Foto: ALESSANDRO GAROFALO © Scanpix)

I dag sidder partierne i fire forskellige politiske grupper i Europa-Parlamentet. Men nu går de efter at danne en stor, nationalkonservativ gruppe, som kan give dem mere indflydelse på EU’s kurs efter valget.

- Ud over vores forskelligheder - og dem har vi, for vi har forskellig historie, forskellige økonomiske identiteter, forskellige styrker og svagheder - så er vi alle sammen meget optaget af vores frihed, understreger hun og fortsætter:

- Alene dét, at vi accepterer, at hver nation forsvarer sine egne interesserer, giver os et meget stort fælles udgangspunkt.

'Et problematisk udgangspunkt'

Hos Dansk Folkeparti har tonen over for de franske partifæller i den grad ændret sig, og nu betegner Søren Espersen den franske højrefløjsleder, som han skal mødes med senere i dag, som ”en karismatisk figur i europæisk politik”.

Men Anders Vistisen, der er gruppeformand for partiet i Europa-Parlamentet og en af arkitekterne bag den nye europæiske højrefløjsalliance, fastholder, at partiet kommer fra ”et problematisk udgangspunkt”.

Det hedengangne Front National blev stiftet af Marine Le Pens far, Jean-Marie Le Pen, i 1972, og han er blandt andet kendt for sine antisemitiske synspunkter – heriblandt at Holocaust, der kostede omkring seks millioner mennesker livet, blot var ”en detalje”.

Det fik i 2015 Marine Le Pen til at ekskludere sin far fra partiet, som hun efterfølgende omdøbte til Rassemblement National for at lægge afstand til ham og starte på en frisk.

- Marine Le Pen har forsøgt at rydde op i det, så hun kan godt have ret i, at noget af det stigma, der er mod partiet i dag, er ubegrundet. Men udgangspunktet var problematisk, siger Anders Vistisen og tilføjer:

- Hos Dansk Folkeparti lærte vi fra begyndelsen af, at ganske få tosser kan ødelægge et image for et parti. Det er svært at rydde op efter det, og det lider hun under.

Stoler på Le Pen

For Dansk Folkeparti har det både været et spørgsmål om praktik og ideologi, at de nu har fundet sammen med Rassemblement National.

- Vi kan bare konstatere, at hun er den sejrrige på den franske højrefløj, og vi kan ikke dæmonisere hver femte franskmand, der støtter hende, siger han og understreger, at han er uenig med Rassemblement National, når det kommer til eksempelvis udenrigspolitikken og økonomien.

- Men når det kommer til at trække Europa i den retning, vi ønsker, er hun stemmen i Frankrig.

Anders Vistisen understreger dog, at det ikke var nogen let beslutning for Dansk Folkeparti, der fører en stærkt Israel-venlig og projødisk politik, at indgå i en alliance med Marine Le Pen.

- Vores store bekymring har været partiets antisemitiske udgangspunkt. Men vi har anerkendt, at hun har taget et markant opgør med faderen og hans generation og lagt et nyt snit. Den linje har hun kørt konsekvent i nogle år, og derfor er det svært for os at blive på den høje hest. Vi må tage det for troende, siger han.

Marine Le Pen fastholder, at Rassemblement National har ændret kurs. (Foto: MARTIN DIVISEK © Scanpix)

Men spørger man CRIF, der er en paraplyorganisation for jødiske organisationer i Frankrig, er Rassemblement National fortsat et overvejende antisemtitisk parti. Og sidste år blev Marine Le Pen nægtet at deltage i en mindemarch for en ældre jødisk kvinde, der var blevet slået ihjel i sin lejlighed som følge af et religiøst motiveret overfald.

Men Anders Vistisen fastholder, at man bør stole på Marine Le Pen, når hun siger, at partiet har ændret kurs.

- Ligesom du godt kan finde jødiske organisationer i Østrig, som vil sige, at du ikke kan samarbejde med Frihedspartiet (et indvandringskritisk højrefløjsparti, som i dag sidder i regering, red.), fordi de har en historik omkring det, så tror jeg ikke, man kan anklage Dansk Folkeparti for at være et særligt antisemitisk parti – eller er et parti, der har problemer i forhold til staten Israel.

Her kan du møde alle de danske spidskandidater til europaparlamentsvalget den 26. maj:

Facebook
Twitter