Marine Le Pen til møde med DF-profil: 'Det er en stor bevægelse, som vi kan starte'

Ved mødet med Søren Espersen (DF) opfordrede den franske politiker til fælles kamp mod indvandring i Europa.

- Vi står i et historisk øjeblik her i Europa. Enten kan vi blive ved at have massiv immigration, og vi kan tabe vores frihed, og vores nationer kan blive devalueret. Eller også kan vi føre en radikal anderledes politik. Det er en stor bevægelse, som vi kan starte.

Sådan lød det for kort tid siden fra den franske oppositionspolitiker Marine Le Pen, der i dag har været til møde på Christiansborg for at drøfte Europas fremtid samt Danmark og Frankrigs forhold.

Her blev hun modtaget af Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, der også er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.

Marine Le Pens visit i Danmark kommer i kølvandet på, at hendes parti - Rassemblement National - har allieret sig med Dansk Folkeparti og en række andre højrefløjspartier i forbindelse med det kommende valg til Europa-Parlamentet.

Medlemmerne i alliancen 'Europæisk Alliance for Folk og Nationer' (EAPN) deler en skarp EU-skepsis samt en kritisk holdning til indvandring.

- Selvfølgelig kan vi have forskellige syn på økonomi og det sociale system, og hvert land skal selv kunne bestemme, hvad de vil. Men immigration har konsekvenser for hele Europa, og hvis vi skal redde Europa, må alle bevægelser, som synes, at frihed og identitet er vigtigt, kunne agere i en stor gruppe i Europa, sagde Marine Le Pen på mødet med Søren Espersen.

'Indvandring er en stor bekymring'

På mødet kaldte hun også Dansk Folkeparti for "den første bevægelse her i Europa, der var klarsynet nok til at mærke de problemer og de følelser, som mange mennesker i Europa har."

- Indvandring er en stor bekymring for mange i Europa, og vi har et ønske om en stor gruppe i Europa-Parlamentet, hvor vi er enige om de samme elementer, sagde Marine Le Pen.

Indtil sidste år hed Le Pens parti Front National. Marine Le Pen overtog styringen af partiet efter sin far, Jean-Marie Le Pen.

Marine Le Pen står i spidsen for partiet Rassemblement National, der har allieret sig med Dansk Folkeparti og en række andre højrefløjspartier i Europa. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Han har især været kendt for sine antisemitiske synspunkter – heriblandt en udtalelse om, at Holocaust, der kostede omkring seks millioner mennesker livet, blot var 'en detalje'. Det fik i 2015 Marine Le Pen til at ekskludere sin far fra partiet, som hun efterfølgende omdøbte til Rassemblement National.

Dansk Folkeparti har tidligere taget afstand til Front National, men nu er forholdet blevet bedre, slog Søren Espersen fast:

- Marine Le Pen har skabt et helt nyt parti og har fået ryddet op i det, der før var Front National. Tingene udvikler sig. Det er ikke mange år siden, at vi blev erklæret for ikke-stuerene - det gør vi ikke mere, siger Søren Espersen.

Mulighed for indflydelse

Den nye alliance blandt højrefløjspartierne i Europa giver ifølge Espersen mulighed for at få større indflydelse på Europæisk politik.

- Dét, der er så spændende ved denne her nye gruppedannelse, er at man vælger to ting, som betyder noget. Det første er, at man standser masse-immigration, og det andet er at få genskabt dét, som De Gaulle i sin tid kaldte 'Fædrelandenes Europa.'

- Denne her gruppe - hvis det lykkes - bliver en stærk gruppe, hvor vi for første gang kan få reel indflydelse på europæisk politik, siger Søren Espersen.

Alliancen mellem højrefløjspartierne i Europa-Parlamentet er grundlagt af Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, fra partiet Lega.

Udover Dansk Folkeparti, italienske Lega og nu også Rassemblement National består medlemmerne af det tyske Alternative für Deutschland, Frihedspartiet i Østrig, finske De Sande Finner, Vlaams Belang fra Belgien samt Estlands Konservative Folkeparti.

Et parti, der er 'ved at mutere'

DR Nyheder har tidligere talt med lektor i fransk på Københavns Universitet Jørn Boisen. Han kalder Rassemblement National for et parti, der er "ved at mutere".

- Det startede som et højreekstremt og indvandrerfjendsk parti, og der har tidligere været kritik af antisemitiske holdninger. Men nu er antisemitismen blevet bandlyst af partiet, og de har prøvet at bevæge sig ind mod midten ved at tage en række venstreorienterede dagsordener til sig, siger Jørn Boisen, der er lektor i fransk på Københavns Universitet.

- Men brændstoffet har ikke ændret sig særlig meget. Den kerne af utilfredshed, vrede og populisme, der egentlig var hovedstolen i det gamle Front National, er der stadig, siger Jørn Boisen.

Facebook
Twitter