Ny EP-måling: Konservative står til at ryge ud af Europa-Parlamentet

Enhedslisten kæmper med DF om det sidste mandat, viser målingen.

De Konservatives spidskandidat Pernille Weiss kommer ikke i Europa-Parlament, hvis en ny Epinion-måling, foretaget for DR, holder stik. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Om fem dage bliver det afgjort, hvem der skal repræsentere Danmark i Europa-Parlamentet de næste fem år.

Ifølge en måling, foretaget af Epinion for DR Nyheder, står Det Konservative Folkeparti til helt at ryge ud af Europa-Parlamentet for første gang siden det første direkte EP-valg i 1979.

Ved det seneste valg i 2014 fik De Konservative 9,1 procent af stemmerne. Men ifølge målingen vil partiet blot få 3,9 procent af stemmerne på søndag.

Et lignende resultat gjorde sig gældende i Epinion-målingen fra 9. maj i år, hvor partiet kun stod til at få 4,1 procent af stemmerne.

Og bliver De Konservative ikke valgt ind, mister Danmark sin eneste plads i den største politiske gruppe i Europa-Parlamentet, den kristen-konservative EPP-gruppe.

- Vi skal selvfølgelig sidde med i den største gruppe, som tager de fleste politiske initiativer og kan danne flertal omkring de politiske beslutninger, der skal tages, siger den konservative spidskandidat, Pernille Weiss.

Pernille Weiss opfordrer derfor vælgere, der overvejer at stemme på Venstre eller Liberal Alliance til at stemme på Det Konservative Folkeparti i stedet.

Venstre er i dag medlem af den liberale ALDE-gruppe sammen med Det Radikale Venstre.

Og Liberal Alliance vil også sidde i den gruppe, hvis partiet bliver valgt ind i Europa-Parlamentet.

- Det er ikke et spørgsmål om at gå på rov hos andre partier, men om at man som borgerlig vælger er opmærksom på, hvilken partigruppe ens stemme lander i i Europa-Parlamentet, siger Pernille Weiss.

- Vi får noget at tale om de næste par dage.

DF kan miste to mandater

Målingen er heller ikke godt nyt for Dansk Folkeparti, der står til at få halveret sine mandater fra fire til to, hvis den holder stik.

Ved europaparlamentsvalget i 2014 blev Dansk Folkeparti det største parti med 26,6 procent af stemmerne - i høj grad takket være den daværende spidskandidat, Morten Messerschmidt, der fik 465.758 personlige stemmer. I dagens Epinion-måling står partiet til at få blot 13,1 procent af stemmerne.

Anderledes ser det ud for Venstre, der i målingen bliver tildelt fire mandater, hvilket er dobbelt så mange, som det lykkedes partiet at få i 2014.

Også Socialdemokraterne får fire mandater i målingen, et mere end i 2014.

Brexit giver en ekstra plads

På søndag skal vælgerne vælge 14 kandidater, og ikke 13 som ved seneste europaparlamentsvalg. Forklaringen er, at Storbritannien forlader EU, og den 14. kandidat kan sætte sig til rette i parlamentet, den dag briterne endeligt siger farvel og tak.

Ifølge målingen får Dansk Folkeparti den 14. plads med sit andet mandat, lige for næsen af Enhedslisten, der stiller op til Europa-Parlamentet for første gang.

I den seneste måling fra 9. maj stod venstrefløjspartiet ellers til at få ét mandat. Epinion understreger dog, at det 14. mandat ligger ekstremt tæt og inden for den statistiske usikkerhed, og derfor er intet afgjort endnu.

- Det understreger, at der er behov for at give maksimalt gas i sidste del af valgkampen, og jeg vil kæmpe alt, hvad jeg overhovedet kan, for at sikre, at Enhedslisten får en plads, siger spidskandidat Nikolaj Villumsen.

- Der er jo ingen sikkerhed for, at Enhedslisten kommer ind, når det er første gang, vi stiller op, men jeg oplever, at mange tager godt imod os i valgkampen, og jeg håber, at det giver kryds til Enhedslisten på søndag.

Målingen viser dog også, at 36,5 procent af de adspurgte danske vælgere endnu ikke har taget stilling til, hvad de vil stemme på søndag.

Spidskandidaterne til Europa-Parlamentsvalget mødes i aften til den sidste direkte debat på DR1 inden valget. Ask Rostrup sætter gang i debatten klokken 20.00, hvor en række borgere fra hele landet stiller spørgsmål til kandidaterne.

Facebook
Twitter