Pia Kjærsgaard: Vi har haft dårlige tider - det kan vi lige så godt indrømme

Dansk Folkeparti står til at gå fra fire til et mandat i Europa-Parlamentet, ifølge DR's exitpoll.

Det er ikke tilfredsstillende, hvis Dansk Folkeparti kun får ét mandat ved europaparlamentsvalget i dag.

Så klar er meldingen fra den tidligere partileder Pia Kjærsgaard og folketingsmedlem Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, efter at DR's exitpoll viser, at Dansk Folkeparti står til at gå fra fire til ét mandat ved dagens valg til Europa-Parlamentet.

- Det er da ærgerligt, men det kommer ikke som et chok. Vi har ligget sådan i hele valgkampen, siger Pia Kjærsgaard.

Hun mener, at der er helt naturlige forklaringer på, at partiet ser ud til at blive mere end halveret, som det ser ud ifølge DR's exitpoll.

For det første fik partiets spidskandidat ved valget for fem år siden, Morten Messerschmidt, rekordmange stemmer. Den effekt er væk ved dette valg, lyder det fra Pia Kjærsgaard.

For det andet har en sag om muligt misbrug af EU-midler, den såkaldte Meld- og Feld-sag, klæbet til partiet i tre år, uden at være blevet afgjort.

- Vi har haft nogle dårlige tider. Det kan vi ligeså godt indrømme, men det tager ikke humøret fra os, lyder det fra Pia Kjærsgaard.

Nu handler det om at kæmpe for et godt resultat ved det kommende folketingsvalg 5. juni, lyder det.

Håber på at resultatet retter sig

Søren Espersen håber på, at resultatet vil rette sig i løbet af aftenen i takt med, at resultaterne bliver talt op og offentliggjort fra klokken 23 og frem.

- Det er ikke tilfredsstillende, hvis vi ender på ét mandat, siger Søren Espersen.

Han hæfter sig ved, at der er forskel på DR's og TV 2's exitpolls. Hos TV 2 står Dansk Folkeparti til at få to mandater, som tingene ser ud nu.

Hos Dansk Folkeparti har man ved dette valg sat næsen op efter at få to mandater.

DR Nyheder mødte tidligere på aftenen en vælger i det sønderjyske, der stemte Dansk Folkeparti ved europaparlamentsvalget i 2014, men i år har tænkt mere på klima, klima og klima:

Facebook
Twitter