Rumænsk stemmekaos overalt: Efter ti timer i regnen fik Adriana nej til at stemme i Hellerup

Både i Danmark og flere andre lande blev rumænere afvist, inden de havde sat deres kryds.

Over hele Europa blev rumænske statsborgere i går forhindret i at afgive deres stemmer.

Se videoen med rasende rumænere i Bruxelles i videoen øverst i artiklen.

Herhjemme var flere hundrede rumænere mødt op foran deres lands ambassade i Hellerup nord for København for at deltage i europaparlamentsvalget.

Til trods for at de var kommet fra alle hjørner af Danmark (en af de fremmødte fortalte, at han var fløjet ind fra Aalborg), måtte mange af dem forlade ambassaden uden at have været en tur igennem stemmeboksen.

Det fortæller Adriana Ion, som til daglig arbejder hos Vestas, til DR Nyheder. Hun ventede i regnen uden for ambassaden i næsten 10 timer.

- De sagde, at systemet var lukket, og at vi ikke havde lov til at stemme længere.

- Jeg er så lamslået. Jeg har ikke engang nogle følelser. Jeg kan ikke engang være vred. Min krop … jeg kan ikke engang stå. Jeg er lige ved at kollapse. Det er så vanvittigt. Det er så frustrerende.

Foran ambassaden i Hellerup ventede hundredvis af rumænere forgæves på at få lov til at stemme.

Den rumænske afstemning var et dobbeltvalg, hvor der også skulle tages stilling til en ny antikorruptionslov, som er blevet skarpt kritiseret af EU.

Over hele Europa

Det var tilsyneladende ikke kun i Danmark, at rumænere havde problemer med at få lov til at sætte deres kryds.

Flere medier beretter om stor vrede på sociale medier blandt rumænere rundt om i EU, der måtte vente i timevis og i mange tilfælde aldrig fik lov at stemme.

  • Spansk politi har taget opstilling foran det rumænske konsulat i byen Castillon. (Foto: Domenech Castelló © Scanpix)
  • Også i Berlin var der lang kø foran den rumænske ambassade. (Foto: CLEMENS BILAN © Scanpix)
  • Lang kø i Torino i Italien, hvor rumænere som i mange andre EU-lande ventede i timevis. (Foto: Alessandro di Marco © Scanpix)
  • Her ved et rumænsk afstemningssted i den franske by Nice. (Foto: Eric Gaillard © Scanpix)
1 / 4

Det gjaldt både i Holland, Belgien, Spanien, England, Irland og Spanien, skriver politico.eu.

I den hollandske by Haag måtte politiet rykke ud for at skabe ro blandt ophidsede rumænere, der slog på murene til ambassaden og råbte "tyveknægte", mens der i Bruxelles blev råbt slagord mod regeringspartiet PSD.

Kø af rumænere ved valgsted i Stratford i England.

Politiet rykkede også ud til ambassaden i Hellerup, men der blev ikke foretaget nogen anholdelser.

Håbefuld trods skandale

Blandt de ventende i Hellerup, der trods otte timer i kø aldrig nåede frem til stemmeboksen, var også David Novak, som arbejder med marketing.

- Vi fik at vide, at vi fik lov til at stemme, hvis vi var inde på ambassadens grund, men kort efter det – en time senere – sagde de, at systemet stoppede, så vi fik ikke lov til at stemme.

Lang kø foran den rumænske ambassade i Hellerup indtil de lukkede, og afviste at lade de ventende stemme. (© dr)

Hvad tænker du om det?

- Det var skandaløst. Jeg synes, de behandler os lidt som dumme mennesker. Det er sørgeligt, sagde han.

Selvom han stod skuffet tilbage foran ambassaden, glædede han sig over sine landsmænds store fremmøde.

- Selvom jeg er vred og frustreret, så gør det mig også håbefuld, for det viser, at rigtig mange ret faktisk går op i det, og mange venter stadig i regnen, selvom de godt ved, at de ikke når at stemme, sagde David Novak.

Opfordring fra præsidenten

Den rumænske præsident, Klaus Iohannis, opfordrede i løbet af søndagen den rumænske valgkomité til at forlænge afstemningen til klokken 23, så alle kunne nå at stemme, men det blev afvist.

Landets udenrigsminister forsvarede afviklingen af valget og forklarede, at langt flere end forventet var mødt frem for at stemme ved de 441 rumænske valgsteder, der var sat op over hele EU.

Alene i Storbritannien bor flere end 400.000 rumænere, og herhjemme er de seneste tal, at 29.029 bor her.

Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få en udtalelse fra den rumænske ambassade.

Facebook
Twitter