S-profil toner rent flag: Foretrækker Margrethe Vestager frem for socialdemokrat

Den socialdemokratiske EU-gruppe taler med flere stemmer om Margrethe Vestager.

Margrethe Vestager deltager i disse dage i Folkemødet på Bornholm. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Mens partiformand Mette Frederiksen kun antyder opbakning til Margrethe Vestager som ny formand for EU-kommissionen, går Socialdemokratiets EU-profil Christel Schaldemose nu ud og yder fuld støtte.

Den erfarne europaparlamentariker, der opnåede mere end 65.000 personlige stemmer ved EP-valget 26. maj, foretrækker den tidligere radikale leder på den magtfulde post frem for den socialdemokratiske kandidat, Frans Timmermans.

- Så længe vi taler om posten som formand for kommissionen, vil jeg til enhver tid støtte en dansker frem for en fra et andet land. Også selvom det var en, der ikke tilhørte min politiske familie, siger hun.

Den melding flugter ikke med holdningen i resten af den nyvalgte socialdemokratiske gruppe i Europaparlamentet, hvor gruppeformand Jeppe Kofod stadig afventer, hvilken politik kandidaterne til topposten vil føre, før han gør brættet op.

- Hvis Margrethe Vestager kommer med en politik, som vi ikke er enige i, så kan vi ikke støtte en sådan kommissionsformand. Det ville være det samme, som at vi bare støttede en borgerlig regering herhjemme. Det ville heller ikke gå. Så det er politikken, der er det afgørende, siger han.

Socialdemokratiets tredje medlem af Europaparlamentet, Niels Fuglsang, er på linje med Jeppe Kofod.

- For os er det politikken, der afgør det. Det er ikke personspørgsmålet. Jeg tror, at Frans Timmermanns (socialdemokratisk kandidat, red.) vil blive en rigtig god kommissionsformand, og det tror jeg også, at Margrethe Vestager kunne blive, siger han.

Fravalg af S-kandidat

Margrethe Vestager meldte for godt en måned siden ud, at hun officielt er kandidat til at overtage posten som kommissionsformand efter Jean-Claude Juncker, og at hun indgår i det komplicerede magtspil, der lige nu foregår, inden det endelige puslespil falder på plads.

Et par uger efter gik Lars Løkke Rasmussen (V) ud og bakkede fuldtonet op om Margrethe Vestager. De tilhører begge den liberale gruppe i EU.

Mette Frederiksen blev før folketingsvalget inddraget i processen om udpegelsen af EU-topposterne af Lars Løkke Rasmussen, og hun antyder altså også, at hun støtter Margrethe Vestager.

Her kan du høre, hvorfor Margrethe Vestager gerne vil være kommissionsformand:

Et oplagt valg for socialdemokrater ville være deres egen europæiske kandidat, den nuværende første-næstformand i EU-kommissionen, hollandske Frans Timmermanns.

Han er da også både "super god" og "dygtig", lyder det fra Christel Schaldemose, der dog alligevel undlader at lægge sit lod i hans kurv.

- Hvis jeg skulle vælge imellem en socialdemokratisk hollænder og en radikal dansker, vil jeg til enhver tid vælge danskeren. For det er også en måde, hvorpå Danmark har mulighed for at sætte et meget tydeligt aftryk på, hvordan EU skal udvikle sig.

Og du er sikker på, at Margrethe Vestager også vil arbejde for de ting, som Socialdemokratiet kæmper for?

- Næ, det kan man selvfølgelig ikke være sikker på med Margrethe Vestager. Men hun har været en utroligt dygtig kommissær i EU, som også har gjort meget for at bekæmpe monopoldannelse, skattely og skatteunddragelse. Havde hun som vicestatsminister i Danmark ageret som i EU, så havde vi ikke nogen problemer, siger Christel Schaldemose.

Hun hentyder blandt andet til Margrethe Vestagers rolle i den tidligere Thorning-regering, der var tydeligt udfordret af et tydeligt radikalt krav om at videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.

'Det handler om tillid'

Men føler du dig overbevist om, at Margrethe Vestager er den bedste til at gøre EU mere grønt og bekæmpe skattely, som er det, I er gået til valg på?

- Når det handler om klima, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun mener, at der skal massive og højere ambitioner ind i det. Hun er gået hårdt til værks, når det handler om skat og har ønsket at gøre op med skattely. Den Margrethe, vi har set på europæisk plan, vil jeg ikke have problemer med, siger Christel Schaldemose.

Hun mener ikke, at der er "kilometer" imellem Margrethe Vestager og Frans Timmermans, men lægger ikke skjul på, at hun er uenig med ham på flere områder.

- Frans Timmermans ønsker for eksempel en europæisk mindsteløn. Det ønsker jeg ikke. Men det her er ikke partipolitik, som vi kender det fra Danmark. Sidst var der mange i den socialdemokratiske gruppe, der støttede Jean-Claude Juncker, som er konservativ. Det handler mere om retning, men også om man har tillid til personen, siger Christel Schaldemose.

Hun vil dog ikke gå så langt som til direkte at opfordre Mette Frederiksen til at gå ud og støtte Margrethe Vestager fuldtonet.

- Jeg er ikke i tvivl om, at hvis det handlede om kommissionsformandsposten og indflydelse til Danmark, så tror jeg, at både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen kan se fordele ved at få placeret en dansker lige der, men jeg overlader fuldt ud til Mette Frederiksen at styre alle de ting, siger Christel Schaldemose.

Facebook
Twitter