Stemmeret til 16-årige og højreorienterede 'tosser': EU-formandskandidater tørnede sammen

Frontløberne til posten som ny formand for Europa-Kommissionen mødtes i aftes i en live tv-debat.

Spidskandidat for den socialdemokratiske gruppe i EU-Parlamentet, Hans Timmermans (t.h.) og spidskandidaten for den konservative gruppe EPP, Manfred Weber (t.v.) forud for tirsdagens debat. (Foto: Ina Fassbender © Scanpix)

Mens den danske valgkamp i går blev skudt officielt i gang, fortsatte en række europæiske politikere deres kamp om at vinde EU's topposter efter europaparlamentsvalget den 26. maj.

Det skete i en tv-debat i aftes mellem de to aktuelt stærkeste kandidater til posten som ny formand for Europa-Kommissionen.

Her tørnede formanden for den konservative kristendemokratiske EPP-gruppe i Europa-Parlamentet, tyskeren Manfred Weber, sammen med den socialdemokratiske kandidat, Frans Timmermans fra Holland.

Begge er spidskandidater – eller såkaldte spitzenkandidater – for deres respektive partifamilier i parlamentet, som begge står til at få flest stemmer ved det forestående parlamentsvalg.

Vinder en gruppe, er det tanken fra parlamentets side, at spitzenkandidaten efterfølgende indtager posten som kommissionsformand. Mange af stats- og regeringscheferne i EU, som egentlig har til opgave at indstille en kandidat til formandsposten, er dog imod denne proces.

Læs mere om spitzenkandidat-processen i faktaboksen her.

'Få højreorienterede tosser'

Trods denne strid fortsætter spitzenkandidaterne med at føre valgkamp. Og under debatten blev de to kandidater udsat for spørgsmål fra publikum.

Et af de helt store emner var – ligesom det også er tilfældet ved det danske folketingsvalg – klimaet. Her måtte den konservative spidskandidat, Manfred Weber, svare for sine holdninger på klimaområdet.

- Den næste kommissionsformand må være ansvarlig for at beskytte klimaet, lød det fra Weber, som understregede, at klimaet skam er højt på EPP’s dagsorden, på trods af at det ikke er blandt Webers egne erklærede mærkesager.

- Ud over nogle få højreorienterede tosser ved hver enkelt af os, at klimaspørgsmålet er eksistentielt for os, lød det fra Manfred Weber, som få sekunder efter undskyldte for sit ordvalg.

Emnet fik den socialdemokratiske Timmermans til at rette en skarp kritik mod Weber, som han blandt andet kaldte for ”en dinosaur, når det kommer til disse emner”.

Han hævdede samtidig, at størstedelen af Europa-Parlamentets arbejde for klimaet hidtil var kommet fra ”venstrefløjen, de grønne og os”.

Har du svært ved at forstå EU? Her kan du finde ud af, hvad de forskellige ord betyder:

- Greta ved, hvad hun vil.

Også de unge europæeres stemmeret kom til debat i forbindelse med klimaspørgsmålet, da Frans Timmermans luftede ideen om, at 16-årige EU-borgere skal have stemmeret.

De har nemlig ret til at blive hørt, særligt når det kommer til klodens klima, lød det.

- Unge mennesker ved, hvad de vil. Greta Thunberg ved, hvad hun vil, sagde han ifølge Ritzau med henvisning til den 16-årige svenske klima-aktivist, som har inspireret unge i hele Europa til at strejke for klimaet.

Ifølge den konservative spidskandidat er stemmeret et nationalt spørgsmål, men man bør tage sagen op til debat mellem medlemsstaterne.

Fremmedkrigernes EU-rettigheder

Ud over klimaforandringer var også EU’s indre sikkerhed og migration blandt de største emner under den 90 minutter lange tv-debat, heriblandt spørgsmålet om europæiske fremmedkrigere.

Også her var der uenighed mellem spidskandidaterne.

Weber mener ikke, at EU-borgere skal have ret til at vende hjem, men at deres sager bør blive håndteret af EU's kurdiske allierede i blandt andet Syrien og Irak.

Timmermans er derimod af den overbevisning, at man bør implementere en international domstol.

Valget til Europa-Parlamentet finder sted den 26. maj. Her kan du møde de danske spidskandidater:

Facebook
Twitter