Stolt Lars Løkke: Tyder på det bedste valg nogensinde

- Kære Venstre-folk. Venstre har i aften fået et flot, flot valg, siger statsministeren.

- Kære Venstre-folk. Venstre har i aften fået et flot, flot valg.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at omkring 98 procent af stemmerne er talt op. Venstre ligger til at blive det største parti i EU-parlamentet med fire mandater og bliver hermed det største danske parti.

- Alt tyder på, at vi har fået det bedste valg til EU-parlamentsvalget nogensinde. Alt tyder på, at vi bliver det største danske parti, siger Lars Løkke Rasmussen, der sender en særligt stort tak til Venstres-kandidater.

- Det er det stærkeste hold til valget overhovedet. Sammen med de frivillige har I kæmpet en stor kamp, og det betyder, at vi står til at blive Danmarks største parti. Alle er stolte over jer, så tusind tak for en fantastisk indsats, siger statsministeren.

Der var også tid til at tale om Danmarks rolle i EU, efter at statsministeren havde solet sig i Venstres historisk gode resultat.

- Danmark er et dejligt land, men vi kan ikke løse alle vores problemer selv. Kampen mod menneskeskabte klimaforandringer, indsatsen for at bremse migrationsstrømmen og vores stræben efter mere frihandel, det kan vi kun ved at samarbejde i Europa, siger Lars Løkke Rasmussen.

Dejligt så mange har stemt

DR Nyheder nåede også at få en kort kommentar fra statsministeren, da han var på vej til Venstres valgfest på Christiansborg.

Her var han dog noget mere fåmælt.

- Det har været en god aften, og nu skal vi over og hilse på vores venner på Christiansborg, sagde han.

Lars Løkke Rasmussen ville dog gerne knytte en kommentar til valgdeltagelsen, hvor omkring to ud af tre af alle stemmeberettigede har valgt at sætte et kryds.

Hermed slår vælgertilslutningen alle resultater ved et parlamentsvalg.

- Først og fremmest er det dejligt at være statsminister i et land, hvor så mange har stemt, sagde statsministeren for kort tid siden.

Facebook
Twitter