’Witamy w Dani’: Kommuner vil have flere østeuropæiske arbejdere til at bosætte sig i Danmark

Bosætningskampagner skal få EU-borgere til at slå rødder her.

Piotr Wieczorek har arbejdet ti år i Danmark, men når han har fri, tager han hjem til familien i Polen. (Foto: Morten Lerkenfeldt Sørensen © DR Nyheder)

Witamy w Dani. Velkommen til Danmark.

Sådan lyder budskabet fra flere virksomheder og kommuner, der arbejder aktivt for at få flere polakker, østeuropæere og andre EU-borgere med job her i landet til at slå sig ned på permanent basis.

På metalsliberiet Kvali Slib i Brørup i Vejen Kommune er 11 af 14 ansatte fra Polen, og heraf pendler de fleste frem og tilbage mellem arbejdet i Danmark og familien derhjemme.

51-årige Piotr Wieczorek har arbejdet i Danmark de seneste ti år - seks af dem i Brørup.

Han er dog aldrig flyttet, og et par gange om måneden går turen hjem til konen i Polen.

- Hun snakker ikke dansk, og hvis hun kommer her, vil hun have lidt problemer, tror jeg. Måske er hun også lidt for gammel til at lære dansk, siger han.

Nemmere at holde på folk

Virksomhedsejer Jakob Urth så dog gerne, at flere af polakkerne valgte at bo her i landet.

- Det vil gøre, at jeg ved, at jeg har dem lidt mere fast og måske i længere tid. Nogle af dem er jo midt i 20'erne, og det kan godt være, at de på et tidspunkt synes, at det ikke er så sjovt at være her mere, hvis de får børn med en polsk kæreste og skal tilbage igen, siger han.

Samme ønske har Egon Fræhr (V), der er borgmester i Vejen Kommune.

De seneste fire år er antallet af personer fra andre EU-lande uden for Norden med arbejde og bopæl i Danmark steget fra 99.809 til 139.854 personer.

Men selvom der inden for de seneste seks til otte år ifølge borgmesteren er sket en fordobling af antallet af udenlandske medarbejdere i virksomheder i kommunen, vælger mange pendlerlivet.

Og det er en skam, for fast bopæl vil ikke blot gavne virksomhederne men også resten af kommunen, mener Egon Fræhr.

- Vi vil jo gerne have, at vores institutioner er fyldte. At børnehaverne er fyldte, og at skolerne er fyldte, så vi ikke skal til at skære ned, men at der tværtimod er gang i hjulene, siger han.

Derfor har kommunen lavet en bosætningskampagne med brochurer på blandt andet polsk og rumænsk, så det bliver lettere at finde informationer om danskkurser og at få et cpr-nummer eller en bankkonto.

Michal tog springet med sine døtre

Knap 300 kilometer derfra - i Frederikshavn Kommune - er man gået et skridt videre.

Her har man ansat en bosætningskonsulent, der skal hjælpe udenlandske arbejdere med at skabe sig et overblik over de muligheder og udfordringer, der kan være ved at flytte til Danmark.

Det kan handle om sproget, pasningstilbud til børnene eller kontakt til myndighederne.

Det tilbud har blandt andre Michal Gilewicz, der ligeledes kommer fra Polen, taget imod.

- Førhen var Danmark for mig et sted ligesom alle andre lande, som man kunne tage til for at tjene penge og så tage hjem til Polen igen, fortæller han.

Men så hjalp bosætningskonsulent Almina Nikontovic ham på andre tanker, og nu bor han med sin kone og sine døtre i Frederikshavn.

- I begyndelsen var jeg lidt bekymret for hele den tekniske del med at få ophold til konen og børnene, men Almina sagde, at jeg ikke skulle frygte det, siger han.

Michal Gilewicz og familien er faldet til i Danmark med hjælp fra bosætningskonsulent Almina Nikontovic. (Foto: Morten Lerkenfeldt Sørensen © DR Nyheder)

Skattekroner i kassen

I Frederikshavn Kommune er argumenterne de samme som i Vejen.

Her er man glad, hver gang en familie vælger at slå sig ned i området.

- Det betyder meget. Først og fremmest får vi flere borgere i kommunen, og det har vi brug for i forhold til den demografiske udvikling, men vi har jo også brug for liv og glade institutioner, skattekroner og mange andre ting, siger Almina Nikontovic.

I dag er familien Gilewicz en etableret del af lokalsamfundet.

Michal arbejder som svejser, hans kone Ewa som servicemedarbejder på et hotel, og deres børn går i den lokale skole. Hele familien er aktiv i byens foreningsliv.

- Jeg føler mig ikke som en fremmed. Alle taler med os og siger "hej" og spørger, hvordan det går, fortæller han.

Man vil gerne udvikle sig som kommune

I Vejen Kommune håber borgmesteren, at flere fra metalsliberiet vil overveje at gøre som Michal Gilewicz i Frederikshavn.

Det er med til at sætte skub i kommunen, mener Egon Fræhr.

- Kommunen vil jo gerne udvikle sig, og man udvikler sig, hvis der kommer flere borgere. Virksomhederne udvikler sig, hvis de kan få arbejdskraft, så det hjælper, at kurverne går opad.

Polske Piotr Wieczorek tror da også, at han kunne overtales - hvis hans kone kunne få hjælp til de ting, der kan være svære som ny i Danmark.

- Hjælp med at finde et arbejde og måske at gå på en aftenskole og lære mere dansk, siger han.

I Vejen Kommune er omkring en sjettedel af arbejdspladserne i dag besat af personer med udenlandsk pas.

Facebook
Twitter