Epidemikommissionen og regeringen klar til nye restriktioner, men hvad siger Folketinget?

I dag mødes Epidemiudvalget og drøfter blandt andet genindførelsen af mundbind.

Epidemiudvalget er sidste stop på vejen, inden mundbind igen kan blive en realitet i Danmark. (© Grafik: Søren Winther Nørbæk)

Står det til regeringen, skal vi til det igen. At trække et mundbind op om ørerne, inden vi stiger ombord på toget, fylder indkøbskurven eller besøger mormor på plejehjemmet.

Samtidig skal vi til at medbringe et grønt coronapas, når vi møder ind på en statslig arbejdsplads, en videregående uddannelse eller besøger frisøren.

Det står klart efter gårsdagens pressemøde, hvor Magnus Heunicke præsenterede regeringens forslag til potentielle coronarestriktioner. Forslag, der i dag skal diskuteres i Folketingets epidemiudvalg.

Folketingets partier - i hvert fald dem med medlemmer i Epidemiudvalget - skal altså vurdere, om man vil give restriktionerne den thumbs up, som både Epidemikommissionen og regeringen har gjort.

Støtteparti kalder tiltag fornuftige

Spørger man De Radikale, er man klar til at bakke op om restriktionerne, når udvalget mødes klokken 17.

- Nogle af de nyeste studier viser en rimelig signifikant effekt ved brugen af mundbind, og selvom coronapas ikke er en 100 procent garanti, giver det mulighed for at bryde nogle smittekæder, siger De Radikales sundhedsordfører Stinus Lindgreen, der også er formand for Epidemiudvalget.

Regeringen meldte også ud, at varigheden af et coronapas som følge af en negativ test skal være kortere. Fremover skal en gyldig PCR-test gælde i 72 timer, mens en kviktest vil gælde i 48 timer, sagde Magnus Heunicke.

Også det får opbakning hos De Radikale.

- Det er helt oplagt, at en ny test er bedre end en gammel test, men det er også vigtigt, at man sikrer, at testkapaciteten følger med. Det giver sig selv, at hvis du skal have din hverdag til at hænge sammen, så nytter det ikke noget, at du skal vente i flere dage på at få den test, du skal bruge for at lave et dagligdags gøremål, siger Stinus Lindgreen.

Hos SF er man også meget godt tilfreds med, hvad der blev præsenteret på dagens pressemøde.

- Vi er klar til at bakke op, men vi vil gerne diskutere, om det er nødvendigt for medarbejderne på de områder, der nu underlægges mundbind, også at gå med det.

Magnus Heunicke under pressemødet den 24 november:

Samme melding kommer fra Enhedslistens Peder Hvelplund.

- Det er det, som sundhedsmyndigheder anbefaler, så det kommer vi selvfølgelig til at bakke op om.

Blandet modtagelse i blå blok

På den anden side af den politiske fløj melder De Konservative også positivt ud over for de nye tiltag.

- Vi er i en situation, hvor vores sundhedsvæsen er voldsomt presset, og det skal vi gøre noget ved. Der synes jeg, at coronapas og mundbind er en balanceret og effektfuld måde at gøre det på, siger sundhedsordfører Per Larsen.

Hos Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt har piben en noget anden lyd.

- Jamen, det er bestemt ikke noget, der vækker glæde hos os. Jeg mener, at der er nogle ting, man kunne have gjort i stedet for bare endnu en gang at trække mundbindet frem og stramme reglerne i forhold til, hvor lang tid en test gælder, siger hun.

Hun peger blandt andet på flere midler til sygehuspersonalet og en større brug af hjemmetest for vaccinerede.

- Vi kan se, at rigtig mange af de vaccinerede står i kø for at få lavet en test, og det belaster testkapaciteten yderligere, siger Liselott Blixt.

Hun vil dog ikke melde helt klart ud i forhold til, hvor partiet stiller sig under udvalgsmødet.

Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen siger, at de kommer til at acceptere initiativerne fra Epidemikommissionen, men der er også noget, som han mener, der skal kigges på:

- Vi har nogle reservationer i forhold til butiksansatte og ansatte på plejehjem, om de skal bruge mundbind. Og så synes vi regeringen bliver nødt til at skrue markant op for testindsatsen.

'Vi er meget skeptiske over for at skulle bede danskerne om at bruge mundbind'

Det vil til gengæld Liberal Alliances formand og medlem af Epidemiudvalget, Alex Vanopslagh.

- Vi er meget skeptiske over for at skulle bede danskerne om at bruge mundbind. Fokus skal være på at øge kapaciteten på sygehusene lige nu. Ikke at begrænse samfundet.

Men vi er vel i en situation lige nu, hvor det ikke er muligt at øge kapaciteten?

- Det tror jeg bestemt, hvis man i højere grad gør brug af private hospitaler og sender ikke-akutte patienter derhen. Derudover bør man kigge på, om der er sygeplejerskeopgaver, der kan løses af for eksempel portører og andre.

Nye Borgerlige er ikke vendt tilbage på DR Nyheders henvendelse.

Opdateret med svar fra Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen.

FacebookTwitter