Er mindsteløn en god ide? Lars Løkke beder danskerne byde ind

Udenlandske chauffører på danske landeveje har sat tanker om mindsteløn i gang hos landets statsminister.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil tage blandt andet mindstelønnen op til debat. Det skriver statsministeren i et Facebook-opslag (Arkivfoto). (Foto: Henning Bagger /Scanpix © Ritzau Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er parat til at lytte til forslag om indførelse af mindsteløn i Danmark.

Det skriver statsministeren på Facebook onsdag aften. I opslaget giver Lars Løkke udtryk for, at han ikke er afvisende over for mindstelønnen.

- Ville det ikke være meget lettere, hvis vi indførte en mindsteløn, bliver jeg tit spurgt. Det ville gøre det meget enklere at kontrollere og bekæmpe social dumping, skriver Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

- Og jeg forstår godt spørgsmålet.

Der er ikke mindsteløn i Danmark, hvis arbejdsgiveren ikke er omfattet af en overenskomst, men det er muligt at få prøvet lønnen ved en domstol.

Dilemma

Ifølge Lars Løkke er det blandt andet eksempler som de omtalte udenlandske chauffører på danske landeveje, som levede under kummerlige vilkår til lave lønninger, der har fået statsministeren til at overveje spørgsmålet om mindsteløn.

Men det sætter samtidig Lars Løkke i et dilemma:

- Vi kan jo ikke bare vende ryggen til en succesfuld model, for i stedet at ordne arbejdsmarkedets forhold ved lov og fjerne hele tilskyndelsen til at stå i fagforening. Hvorfor skulle man melde sig ind, hvis også dem uden medlemskab umiddelbart fik de samme vilkår?

Statsministeren opfordrer danskerne på Facebook til at give deres bud på, hvordan det kan løses, at Danmark undgår underbetalt arbejdskraft og samtidig værner om det danske velfærdssamfund.

Ifølge Facebook-opslaget vil statsministeren bruge forslagene mandag, hvor han skal holde tale ved Lønmodtagernes Topmøde.

/ritzau/

Facebook
Twitter