Erhvervslivet om mulig Kattegat-bro: 'En gigantisk vækstmotor'

Effekten af en bro over Kattegat er mere damp på kedlerne, lyder det fra erhvervslivet.

Der kan komme yderligere skub i væksten med en Kattegat-bro, lyder det fra erhvervslivet. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Erhvervslivet jubler over udsigten til, at der måske skal bygges en bro over Kattegat.

Ifølge Dansk Industri vil broen binde hovedstadsområdet tæt sammen med Østjylland og skabe muligheder for øget vækst.

- Det vil give nogle effekter, ikke bare i form af sparet rejsetid. Det vil også være godt for institutioner, universiteter og vidensmiljøer. Det vil være en gigantisk vækstmotor, man kan skabe, siger branchedirektør Michael Svane fra DI Transport.

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at det skal undersøges nærmere, om man kan bygge en ren bil-bro fra Østjylland over Samsø til Sjælland.

Det sker, efter at nye beregninger har vist, at den 58 milliarder kroner dyre bro vil kunne tilbagebetales af bilisterne selv på 32 år.

Lille forskel med jernbane

Dansk Industri havde gerne set, at tog indgik i forbindelsen over Kattegat.

- Det er selvfølgelig også vigtigt. Men man kan sige, at den teknologiske udvikling med selvkørende biler og bus-løsninger stadig vil kunne dække det kollektive trafikbehov, siger Michael Svane.

Også Dansk Erhverv er glade for, at de nye beregninger åbner for en mulig Kattegat-bro:

- Vi får højere aktivitet og skal bruge mindre tid på at komme over til hinanden. Det betyder, at erhvervstransporterne, altså lastbilerne, vil få det noget nemmere end nu. Det sparer penge og giver en positiv effekt for samfundet, siger transportchef Jesper Stenbæk.

I hans øjne gør det en meget lille forskel, at man ikke bygger en jernbane på strækningen over Kattegat.

- Som udgangspunkt vil væksten blive lidt mindre, når vi ikke får et jernbanealternativ. Men det vil lempe presset på de eksisterende jernbaner, der er rødglødende. Der bliver bedre plads til godstog, og så vil vi få væksten alligevel, siger Jesper Stenbæk.

Femern: Arbejdskraftmangel et problem

Arbejdet med at bygge Femern Bælt-forbindelsen begynder snart og ventes at åbne for trafik mellem Danmark og Tyskland i 2028.

Holger Schou, der er formand for Femern Belt Development, frygter ikke, at en eventuel ny Kattegatforbindelse vil svække udviklingen på Lolland og Falser.

- Det er et fint projekt. Hvis det kan finansieres ved bilerne, så synes jeg bare, at vi skal have bundet Danmark endnu bedre sammen, siger Holger Schou, der dog understreger, at manglen på arbejdskraft kan blive et problem for projektet:

- Arbejdskraft er der mangel på over hele landet, så det bliver en udfordring alle steder, næsten lige gyldigt hvor store projekter, der sættes i værk.

- Det er nok nogle af de samme konsortier, der skal ind og bygge det her, og det er en udfordring for dem. Der kan blive rift om arbejdskraften, siger Holger Schou.

Facebook
Twitter